Debatindlæg, Klimaadfærd

Klima-radikalisering

Vi klimarealister bruger en masse kræfter på at overbevise befolkningen om klimaets sande tilstand. Vi fremfører al den nye og gamle videnskab vi kan finde. Vi bruger alle tænkelige logiske argumenter, som vi selv mener, må kunne overbevise enhver, der har bestået Folkeskolens 5. klasse. Men lige lidt hjælper det. En meget stor del af befolkningen forstår tilsyneladende ikke et ord af, hvad vi siger. Når vi fortæller dem, at hvis Danmark reducerer med 70% så kan det – måske – sænke temperaturen med 0,0000000001 grader, så tror de os gerne, men alligevel mener de stadig, at det er et nødvendigt led i den ”den grønne omstilling”. Det skal man være klima-radikaliseret for at forstå!

For nyligt sad jeg på en restaurant sammen med en gammel ven. Vi kom til at tale om klima, og jeg spurgte ham, om han var bange for udviklingen. Det svarede han bekræftende på. Så oplyste jeg, at jeg mener, at det meste af det, vi hører og læser, er opdigtet hysteri. Så blev han vred – meget vred! Det undrede mig. Hvis jeg f.eks. havde fortalt ham, at jeg ikke troede på, at Jorden er rund, det er bare noget, nogle videnskabsmænd og politikere har bildt os ind, så var han næppe blevet vred. Mest sandsynligt havde han set undrende på mig og spurgt mig, hvorfor i alverden jeg troede det? Men han blev vred. Min ven er blevet klima-radikaliseret!

Når man er radikaliseret, så er man ”overbevist” og er holdt op med at tænke logisk og kritisk over sagen. Så er ens overbevisning blevet en væsentlig del af ens personlighed, identitet og dna. Så føler man sig som fuldgyldigt medlem at en brigade, som kæmper for den retfærdige og nødvendige sag. Hvis nogen forsøger at modbevise sagens alvor, så forsøger man at destruere personens identitet, og så bliver han/hun vred. Man kan være radikaliseret på mange måder. Islam, Kristen, Voodoo, Klima og meget mere.

Og hvad kan vi så lære af det? Hvis vi forsøger at overbevise en radikaliseret, så er det ikke videnskab og logik, der skal til. Der skal en helt anden slags artilleri til for at slå igennem panseret. Den radikaliserede slipper næppe sin overbevisning, før han/hun har fundet en anden sag at engagere sig i, og dermed mulighed for kunne skabe en ny identitet.  Men det betyder ikke, at vi skal holde op med videnskab og logiske argumenter, for det kan være med til forhindre, at endnu flere bliver radikaliserede. En forståelse af problematikken kan også være med til at gøre livet lettere for os klimarealister. Hvis vi forstår, hvorfor en ellers intelligent person tilsyneladende ikke forstår en brik af alle de logiske argumenter, vi disker op med, så giver det os ikke så megen hovedpine.

Del på de sociale medier

8 Comments

  1. Jens Elkjær

    Det er meget enkelt: Klima = magt + penge

    Det er i hvert fald en del af forklaringen. Tænk på hvor mange aktører, der baserer deres “forretningsmodel” på den klimaalarmistiske dagsorden. Det være sig producenter af “grønne” teknologier, forsikringsselskaber, investorer, centrale medier (fx DR og TV2), de fleste politiske partier, diverse “klimabevægelser”, privatpersoner (hvor den personlige integritet er på spil) osv osv.

    Men skal jeg pege på dét, som jeg mener, kunne være en “game changer”, så må det være de centrale mediers dækning af klimastoffet. Hvis denne bliver mere fair, retvisende og afbalanceret – fx. i form af, at man jævnligt inviterer to (eller flere) eksperter, som IKKE er enige, vil det jo være en gigantisk eyeopener for mange.

  2. Tommy Røder

    70% reduktion af CO2 i Danmark kan angiveligt og måske kun sænke temperaturen med 0,0000000001 grader.

    Alligevel mener de fleste danskere, at det er et nødvendigt led i ”den grønne omstilling”, fordi de sluger vanvidsminister Dan Jørgensens argumentation om, at andre lande så vil følge trop. Hvornår får den mand konfiskeret sin ministerbil?

    De kloge lugter profit ved at løbe efter lemmingerne, men de historiske erfaringer med suggestion af masserne skræmmer.

    Resultatet af denne udvikling bliver stigende priser og mangel på energi, råstoffer og mad, med inflation, økonomisk armod, øgede spændinger i samfundet, politisk instabilitet, deroute og mobilisering af lemmingerne til følge – og i sidste ende: Krig! Eller tror man også, at vi har haft den sidste krig i historien? Der er i hvert fald ingen grund til at fremskynde krige med en uforstandig klimapolitik.

    Løsningen: Ændret identifikationspolitik, så det menneskeskabte, grønne massehysteri kan stoppe. Moderne, avanceret kernekraft. Miljøacceptabel brug af nødvendige fossile ressourcer, ikke kun til energi! Øget CO2 medførende en mere levende, grøn og liflig verden. Den lille globale opvarmning og stigning af verdenshavene som følge heraf, klarer menneskets opfindsomhed og de naturlige landstigninger selv. Den eventuelle og tildels 95% store globale opvarmning fra den meteorologiske motor, der domineres af Solens kraft, opstår, hvis den vil og uden vores indflydelse.

  3. Lars Oudrup

    Det er pandemien fra den grønne virus

  4. Claus Christian Møller

    Jeg er enig i diagnosen, men er efterhånden ved at indse, at strategien om flere facts ikke kommer til at hjælpe på at “slå igennem panseret” som du skriver.
    Jeg tror, at det kræver rigtigt meget nysgerrighed med gode lyttebøffer krydret med meget tålmodighed, omsorg en masse åbne spørgsmål for at trænge igennem – måske. Den hidtidige strategi virker jo åbenlyst ikke – over for de fleste.

  5. Karin Egede

    Jeg tror på at Visuel Kunst inspireret af naturvidenskaben, sammen kan hjælpe til med at åbne alle vore sanser op for en bedre forståelse af begreberne evolution, klimaforandringer og vor magnetiske Moder Jords tilblivelse i universet! Fantasi er bedre end viden, sagde Albert Einstein…..

    • Karin Egede

      Iøvrigt bemærkelsesværdigt, at vi i denne tid oplever kulde og snevejr, medens der andre steder på kloden er vulkanudbrud og ikke at forglemme El Nino, som måske er skabt af jordens indre varme og vulkanudbrud på havbunden(?), der netop nu skaber regn og oversvømmelser NSW på østkysten af Australien medens tørke og 40 graders varme har sat skovområder på vestkysten i flammer!…..og sådan har det nok altid været, lang tid inden vi havde en jordisk chance for at kommunikere med hinanden!!!
      Solen er livgivende og giver os årstider, men se blot på Faxe Kalkbruds 63 mio år gamle fossile Koralrev og gæt så selv, hvordan der så ud her på Jordkloden på den tid, samt hvad der er os i vente i den Klimarealistiske Evolutions Teori…..!? Permafrosten smelter og danner store metan-jordfaldshuller i Rusland……

  6. Claus Bundgaard

    At være klimaradikaliseret eller klimatosse er blevet en trossag. Og når en sag er blevet ophævet til noget sakrosankt og helligt, er den ikke længere til diskussion. Dogmatisme og snæversyn tager over, og ethvert forsøg på at rokke ved “sandheden” betragtes som helligbrøde og blasfemi og bliver bekæmpet med intolerance og censur.

  7. Michael Johansen

    Gruppetænkning/gruppeenighed skal man ikke undervurdere. Bare se tilbage i tiden på hvad det har haft af konsekvenser.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*