Energipolitik, Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Olie

Vi har skrevet en del om kul på det sidste, men man må jo ikke glemme olien, det andet store element i energiforsyningen og helt uundværlig i transportsektoren til lands, til vands og i luften. Olien er selvfølgeligt også i klimapolitikkens søgelys. Joe Biden, der drives af sin rabiate vicepræsident og hendes følgere, har allerede lagt alvorlige hindringer i vejen for den indenlandske olie- (og gas-) produktion i USA. Det forlyder endda, at han planlægger at nedlægge endnu en rørledning fra Canada, der i dag forsyner det nordlige USA.

Imens er coronapandemien så småt ved at være overstået, nedlukningerne er reduceret, og der er kommet gang i hjulene igen. Det mærkes på olieforbruget, der er tæt på at overgå, hvad vi havde i 2019, før pandemien. USA er derfor kommet i en mangelsituation, og de har så anmodet OPEC, med Saudi Arabien i spidsen, om at forøge produktionen. Der er stor forargelse over, at saudierne ikke bare har fulgt opfordringen med det samme, de har meddelt, at de vil øge produktionen langsomt, i henhold til en tidligere udarbejdet plan.

Her må man minde om, at det jo ikke er køberen, der bestemmer, om sælgeren skal sælge noget. Forretning skal være til gensidig fordel, og det er 100 % op til sælger at bestemme, hvornår salget finder sted og i hvilke mængder. Så kritik af saudierne er ikke berettiget her.

Generelt er der voksende bekymring over den manglende efterforskning i oliebranchen. Bankerne vil gerne fremstå ”grønne” og tøver derfor med at finansiere nye projekter indenfor fossil energi. Men der er ikke nogen vej uden om. Vi kan ikke bare stoppe udvindingen af olie og gas (og kul) og så tro, at mirakuløst vil sol og vind overtage forsyningen. Der er slet, slet ikke installeret nok møller og solceller, og selvom der var, er der ingen løsning på deres svingende leverancer.

Opmærksomheden må henledes på, at samfund sagtens kan køre sig selv i sænk. Ofte sker det af dovenskab eller korruption blandt magthaverne, men i andre tilfælde skyldes det fejlslagne ideer om, hvad der er det rigtige at gøre. Kommunismen var et godt eksempel, den var oprindeligt baseret på høje idealer, men i praksis kunne den kun føre til et ineffektivt samfund, der efterlod det store flertal af befolkningen i fattigdom. Det samme kan ske, hvis vi underminerer vores energiforsyning. Vi kan ikke brødføde Verdens befolkning i dag uden adgang til stabil og billig energi i meget store mængder. Alle forsøg på at pille ved den indebærer en overhængende risiko for hungersnød og nationernes sammenbrud.

Er det det, vi vil, pga. nogle luftige teorier om lidt lunken opvarmning og nogle klimaforandringer, der ikke rigtigt kan ses af nogen? Det er ikke det, resten af Verden, anført af Kina, Indien, Rusland m.fl. vil. Sammen med ulandene vil de køre videre, og efterlade Europa og Nordamerika i selvskabt ruin.

https://wattsupwiththat.com/2021/11/14/the-vilification-of-oil-producers-continues-apace-at-cop26/

https://wattsupwiththat.com/2021/11/13/afr-net-zero-strangling-oil-and-gas-producers/

Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Hans Henrik Hansen

    “Det samme kan ske, hvis vi underminerer vores energiforsyning. Vi kan ikke brødføde Verdens befolkning i dag uden adgang til stabil og billig energi i meget store mængder. Alle forsøg på at pille ved den indebærer en overhængende risiko for hungersnød og nationernes sammenbrud”

    – et læserindlæg i dagens udgave af Weekendavisen lyder i uddrag:

    “Det unge venstreorienterede menneske længes med andre ord efter autenticitet i en verden, der for længst er blevet kapitalistisk, højteknologisk og materielt orienteret.
    Men det er ikke kun en eksistentiel længsel. Der ligger også en etisk stillingtagen i deres søgen efter autenticitet. Det er en etisk stillingtagen, der forholder sig kritisk til det moderne samfund som sådan.
    Vores populærkultur vrimler med eksempler på en sådan modernitetskritik. Tag bare den næstmest sete film i nyere tid, Avatar, hvis budskab grundlæggende er, at moderne kapitalistiske samfund med al deres teknologiske overlegenhed gør os moralsk anløbne. Vi bliver grådige, ødelægger naturen og mister forståelsen for det gode, autentiske liv.
    Væmmelsen ved vores moderne samfund medfører et behov for konsekvens. Og her kommer klimaudfordringerne ind som bevis for, at det moderne samfund er skadeligt: Hvis vi fortsætter vores moderne forbrug og fastholder det kapitalistiske system, vil mennesket ikke overleve, og Jorden vil potentielt blive ødelagt for altid.
    Klimaforandringerne er med andre ord den straf, der venter os, fordi vores moderne, kapitalistiske samfund er syndigt…”

  2. Hans Henrik Hansen

    Dr. Benny Peiser (‘Net Zero Watch’) har for nyligt holdt et interessant foredrag i ‘irsk forum for klimavidenskab’. Han sagde bla.:

    “However now mitigation policies are implemented people are starting to feel it in their pocket. And this hurts. In England this winter, especially when it will be a cold one, lots of people will literally sit in the dark and cold in their houses, unable to pay the bills. People begin to realise climate policies make them poorer and colder…”

    Læs hele referatet her:
    https://clintel.org/benny-peiser-we-are-entering-a-new-phase-in-the-climate-debate/

  3. Claus Beyer

    “Vi kan ikke bare stoppe udvindingen af olie og gas (og kul) og så tro, at mirakuløst vil sol og vind overtage forsyningen.” Dette er fuldstændig korrekt. De ustabile energikilder (sol og vind) dækker 2% af verdens energibehov. Da energiefterspørgslen stiger med 2% hvert år, kan enhver – eller burde enhver kunne – regne ud, at de ustabile energikilder aldrig kan erstatte kul, olie og gas. Det er pt kun nukleare energiværker, som potentielt vil kunne det.
    I citatet ovenfor nævnes et “vi”. Det er imidlertid ikke et “vi”, men olie og mineselskaberne, som skal efterforske og udvinde den nødvendige energi. Og det skal de nok sørge for, hvis det kan betale sig. Det er en 100% kapitalistisk branche. Så jeg er helt rolig for, at vi ikke kommer til at se et sammenbrud i samfundet af den grund. Imidlertid kan uvidende politikere gøre sit til, at spænde ben for energiforsyningen. Det er disse politikere, vi skal være bekymrede for. De burde holdes langt væk fra bestemmende positioner i samfundet. Det gælder efter min mening først og fremmest samfundskadelige personer som Connie Hedegård og Dan Jørgensen. Må de snarest forsvinde fra dansk politik. For altid. Det siges, at vi er et højt uddannet land. I så fald burde det være muligt at finde nogle klogere personer til at styre landet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*