Klima-cirkus afsluttet

– Gæste-indlæg

Dette indlæg blev først offentliggjort i NORDJYSKE Stiftstidende d. 22. november og gengives her med venlig tilladelse.

COP25: FN har afsluttet endnu en gigant-klimakonference, og den endte som de foregående: At man ikke kunne enes om noget konkret indhold. Denne gang var den store ”katastrofe”, at man ikke kunne enes om at udfase kul, men kun om at nedfase kul.

Resultatet blev grædende ministre, der viste hinanden fotos af deres stakkels børnebørn, som nu må kæmpe mod andre mennesker for at få vand og mad!

Måske troede en stor del af klimavidenskaben for 30 år siden, at afbrænding af kul var en alvorlig trussel mod kloden. Men det er længe siden. I dag er det meget få klimavidenskabsmænd, der anser klimaet for truet. Det fremgår også af de videnskabelige FN-rapporter, som desværre for de fleste borgere er gemt væk under uoverskuelige papirstakke.

Derimod er det Summary for Policy Makers [Sammendrag for Beslutningstagere, red.), der er skrevet af politikere og embedsmænd, og som er det eneste, pressen offentliggør til befolkningen, som sædvanligt et skrækscenarie uden rimeligt hold i virkelighed og i de videnskabelige rapporter.

FN, og det meste af klodens politikere har nu i 30 år holdt konference på konference uden resultat. Ved hver konference har det været i alleryderste øjeblik, hvis kloden skulle reddes. Og reelt har man intet opnået i de 30 år.

De fattige lande græder også, for det er kun mikroskopiske krummer af de 100 milliarder dollars pr. år, som industrilandene lovede dem for 30 år siden, de har modtaget. Mange af de såkaldt fattige lande er heller ikke så fattige længere. Som f.eks. Kina, Indien, Iran og Saudi Arabien. Det er ganske utænkeligt, at USA og Europa på noget tidspunkt vil betale for, at disse lande kan bygge vindmøller.

Hvor længe vil befolkningen acceptere, at dette cirkus fortsætter?