Mere kul på

Kul endte med at spille en hovedrolle ved afslutningen af COP26-mødet her i weekenden. Man har kunnet læse om mødelederen, Alok Sharma, der brød ud i tårer over en sidste-øjebliks ændring i formuleringen af aftaleteksten. Men hvad var det, der skete?

Man ville for første gang i COP-mødernes historie nævne de fossile brændstoffer og nødvendigheden af at reducere brugen af dem. Fra mange kanter, bl.a. Europa og USA’s nuværende regering, tror man jo, at man bare kan holde op med at bruge kul, olie og gas inden for en kort årrække, og derefter vil sol og vind mirakuløst overtage energiforsyningen. Denne tro er klippefast, uanset at erkendelsen af, at den løsning ikke duer, vokser dag for dag.

I slutteksten var der således skrevet følgende sætning:

Afsnit 36:
Opfordrer parterne til at accelerere udviklingen, opstillingen og udbredelsen af teknologier, og vedtagelse af politikker, for at bevæge sig mod lav-emissions energisystemer, inklusive en hurtig opskalering af metoder til ren fremstilling af elektricitet og energibesparende foranstaltninger, inklusive accelererende tiltag hen imod udfasning af brug af kul uden CO₂-opsamling og ineffektiv statsstøtte til fossile brændsler, idet man anerkender behovet for støtte til en retfærdig overgang;

Åbenbart var IPCC’s computer løbet tør for punktummer, så det er en lidt tung omgang.

Det var lige før, at denne tekst skulle vedtages, at den indiske repræsentant på vegne af sit eget land, Kina, Sydafrika og Iran så henvendte sig til Alok Sharma og ønskede ordet ”udfasning” erstattet af et nyopfundet begreb: ”nedfasning” (phase-down).

Teksten var jo løs nok i forvejen, og reelt ikke særligt forpligtende på nogen måde. Men nu blev den endnu svagere og det var, hvad ulandene gerne vil have. Det er gået op for dem, at de aldrig kan opnå en fornuftig udvikling, hvis den skal baseres på ustabil sol- og vindenergi. Kun kul i rå mængder, og den tilhørende stabile elforsyning kan sikre deres samfunds fremtid og stigende levestandard.

Det er også i den sammenhæng, at man skal se diskussionerne om støtten fra de rige lande til de fattige. Hidtil har det været beskrevet som hjælp til ”grøn omstilling”, nu er der lagt vægt på at pengene kan bruges til at afværge klimahændelser, dvs. vejrbegivenheder. Det er jo meget mere fornuftigt og nyttigt, set fra ulandenes perspektiv.

Hele aftalen er generelt formuleret på meget løs vis, tilsvarende afsnit 36. Man ”erkender”, man ”opfordrer til” man ”lægger vægt på” osv., men intet af det forpligter nogen som helst til noget som helst.

Svækket kul

I danske medier er der dukket et mystisk begreb op: ”svækket kul”. Det har givet anledning til en del journalistiske misforståelser, hvor det bl.a. blev nævnt at ”svækket kul” er kul, hvor man har trukket CO₂ ud. Man ser det for sig, kullene køres ind gennem en maskine, hvor den onde CO₂ fjernes, og derefter transporteres resten ind i elværkets kedel. Det er jo det vitterlige vrøvl.

Baggrunden er COP26-vendingen ”abated coal”. Abating betyder her at fjerne CO₂ fra røgen efter kullene er brændt, ”abate” skal forstås som at nedbringe ”forureningen”. Men en hurtig journalist har slået det op i en ordbog og her fået oversættelsen ”svække”. Det kan abate også betyde, f.eks. hvis vinden løjer af, så kan man bruge vendingen om den ”the wind has abated”. Men kul kan ikke svækkes, mine damer og herrer!

https://notalotofpeopleknowthat.wordpress.com/2021/11/14/cop26-ends-in-humiliating-failure/