De hastigt stigende gaspriser verden over har fået energiselskaberne til at kigge på alternative muligheder. Det har givet kullene en renæssance, som ingen ville have drømt om for bare et år siden.
I USA er kulforbruget steget med 21 % i år, og det er første gang siden 2014, at man har oplevet en stigning. Kul har i år ind til videre stået for 25 % af den amerikanske elforsyning.
Imens har Kina ved nybygning af kulkraftværker i år forøget sin kapacitet med 38 GW, hvilket er næsten 9 gange Danmarks gennemsnitlige elforbrug. Kul står for 60-65 % af Kinas elektricitet. Kul dækker også 80 % af Kinas opvarmning af bygninger.
I Indien er andelen af kul i elforsyningen helt oppe på 68-73%.
Selv i Tyskland lå kul på førstepladsen i elforsyningen i første halvår af 2021, den overgik vindkraften. Kul stod for 27%, mens vinden faldt til 22 %. Faldet skyldtes bl.a. den svagere vind i perioden.
Kul står stadigvæk for næsten 40 % af Verdens el-fremstilling. Hertil kommer de store mængder, der indgår i produktionen af stål og glas, nøglematerialer til hhv. vindmøller og solceller.
Kul har den fordel, at det i mange lande er en lokal ressource, der således ikke skal sendes over landegrænser og handles til internationale priser. Kun 20 % eksporteres/importeres, mens det tilsvarende tal for gas er 33 % og for olie hele 75 %. Kul er således et vigtigt element i mange landes forsyningssikkerhed.
På det igangværende COP26-møde er der store ambitioner om at fremme udfasningen af kul, fordi den giver anledning til store udslip af CO2. De største forbrugere, Kina, Rusland, USA & Australien er dog vist ikke med på ret meget, og det står lysende klart, at Verden ikke kan undvære kul, hverken på kort eller længere sigt.
Danish
Man må ikke smide nogen form for energi ud, før man ved hvad der skal erstatte. Kina har efter pres meddelt, at man ikke støtter fossile kraftværker udenfor Kina. Vestlige financeringsinstitutter ligeså. Så udviklingslande kan ikke få den billigste og bedste energi til deres udvikling, mens vi bruger lystigt af den. Da de derfor kun udvikler sig langsomt, ser deres indbyggere kun svage eller ingen fremtidsmuligheder, og de emigrerer selvfølgelig til os. De vil også have den velstand de ser vi har, men som vores obstruktion i form af energipolitik og toldmure blokerer for dem.
Så kan de få noget nedværdigende ulandshjælp (såkaldt udviklingshjælp)