COP26-mødet om klimaet har nu været i gang i en uge. COP står som bekendt for ”Conference of the Parties”, og mødet finder sted i Glasgow, Skotland. De 30.000 deltagere er kommet fra nær og fjern, mange i temmelig CO2-uvenlige privatfly.
I starten af ugen deltog en række vigtige landes regeringschefer, herunder Mette Frederiksen og USA’s præsident Joe Biden. Der blev hældt vand ud af ørerne i spandevis, bl.a. også fra prins Charles, der deltog på vegne af sin mor. Det bemærkelsesværdige her var imidlertid, at nogle nøglepersoner ikke dukkede op, bl.a. Xi Jinping, Kinas hersker, og præsident Putin fra Rusland. Deres lande står ellers for en betydelig del af Verdens udslip af klimagasser og dermed ansvaret for en god del af den ”farlige” opvarmning, man mener, at vi oplever i disse år.
Inden topmødet var det meningen, at alle lande skulle have indsendt ambitiøse mål for hvor meget, de vil nedbringe deres udslip med allerede inden 2030. Sådanne drastiske reduktioner er tvingende nødvendige, hvis vi stoler på klimamodellerne og ønsker at begrænse den globale opvarmning til maks. 1,5 grader, sammenlignet med temperaturen ved afslutningen på Den Lille Istid.
Det kneb dog en del, hverken Indien, Kina eller Rusland kom med noget, og USA’s forsøg er indtil videre strandet i Senatet, hvor der ikke er flertal for Joe Bidens gigantiske pakke med ”grøn energi” og meget andet godt.
Statslederne tog hjem tirsdag, og derefter begyndte de egentlige forhandlinger. Det er gået trægt, hvis man kigger på IPCC’s egen hjemmeside. Ved en tidligere lejlighed havde de rige lande forpligtet sig til et årligt bidrag til udviklingslandene på 100 milliarder dollars. Det er ikke rigtigt blevet til noget, hvilket sidstnævnte er meget fortørnede over. Deres regeringer har jo derved ikke så mange penge at putte i egne lommer. På mødet i Glasgow har man diskuteret sagen, og der er kommet lidt yderligere småbeløb på bordet, hvilket dog ikke rigtigt er tilfredsstillende for modtagerne.
Man har dernæst kastet sig over kul, der skal udfases pga. de store udslip af CO2, når man brænder dem. En række lande har lovet udfasning inden 2040 eller 2050, heriblandt Polen, der nåede at komme med et temmelig skrapt mål, men siden trak i land igen. Nu vil de ophøre med brug af kul omkring 2049. De største kulbrugere er dog igen ikke med her, hverken Rusland, Kina eller Indien har lovet noget som helst.
Der er udsendt smukke hensigtserklæringer om at skåne skovene for yderligere nedhugning (Indonesien stejler dog lidt her – de tjener jo godt på at fælde ædeltræ i regnskovene). Man vil også forbedre landbrugenes metoder i hele Verden, så de giver anledning til mindre drivhusgas-udslip.
Endeligt har der været sessioner hvor diverse ungdomsorganisationer indgik i dialoger. Her kom der et pudsigt forslag på bordet. Skoler skulle konverteres til klimaneutralitet (”net zero”), det må jo være noget med at standse opvarmningen af klasselokalerne – eller aircondition i varme lande. Det skal nok fremme indlæringen.
Indtil videre en masse gode hensigter, men intet, der selv teoretisk kan rykke noget. Resultatet fra Glasgow er i hvert fald indtil nu, med Greta Thunbergs ord: ”Bla bla bla”.
Det er jo også for så vidt en positiv ting, jo mindre ”grøn omstilling” vi kaster os ud i, desto bedre vil det gå os. Men de enorme kræfter i Glasgow og dertil forbundne energi- og ressourceforbrug kunne nok have været anvendt på noget mere gavnligt.
Danish