Anmeldelse: SCC, nyt tidsskrift

Vi må bare erkende, at vores norske søsterforening, Klimarealistene er et hestehoved foran Klimarealisme.dk. Nu har nordmændene sørme lanceret et engelsksproget tidsskrift med titlen ”Science of Climate Change” (SCC) og med et indhold af seriøse klimarealistiske artikler, flere af dem skrevet af kendte navne. På Klimarealistenes hjemmeside kan man købe tidsskriftet, men vist nok ikke få indholdet at se. Til gengæld ligger det tilgængeligt på hjemmesiden Climate Depot.

Klimarealistene skriver på deres hjemmeside bl.a. følgende om det nye tidsskrift:

• SCC vil publicere både fagfællebedømte bidrag og lettere bidrag uden fagfællebedømmelse, f.eks. anmeldelser.
• SCC ønsker åbenhed omkring fagfællebedømmelsen, fordi vi tror, at det vil styrke bedømmelsen og kvaliteten af artiklerne
• SCC opkræver ikke forskerbetaling, hvorved uafhængige forskere kan publicere uden at støde ind i økonomiske begrænsninger

Første nummer, ”årgang 1, nummer 1”, er på hele 180 tætskrevne sider med mange illustrationer.

Som indledning er der ikke mindre end 4 korte forord og introduktioner, og derefter følger de egentlige artikler.

Christopher Monckton, velkendt klimarealist, har det første indlæg, på 40 sider, med titlen ”Hvad er videnskab og hvad er ikke”. Det er en lang filosofisk gennemgang af forskellige falske eller fejlagtige teorier om emner, der spænder fra Flad Jord, Egyptens pyramider til klimavidenskaben. Sidstnævnte får selvfølgeligt mest plads og bliver gennemgået ud fra bl.a. Karl Poppers filosofi, hvor hele fortællingen, der fører til tankerne om en ”klimakrise” bliver afsløret som det hjernespind, den er. En god, men langt fra letlæst artikel.

Dernæst følger nogle mere regulære artikler om klimaet, på videnskabeligt niveau, hvor der ind i mellem ikke spares på matematikken. Emnerne omfatter:

1. Hvad styrer luftens CO₂-indhold
2. Klimafølsomheden og CO₂-udledninger
3. Planeterne, Solen og klimaets svingninger
4. ”Klimakonsensus” og hvordan man kan påstå, at den findes
5. Havniveauet i IPCC’s seneste rapport
6. De sidste 14.000 års klimaforandringer som observeret af arkæologien på en norsk lokation

Den første artikel er meget kompliceret, og har som resultat, at det ikke primært er menneskenes udledninger af CO₂, der er bestemmende for indholdet i atmosfæren. Undertegnede skal ikke gøre sig til dommer over, hvor godt artiklen underbygger denne konklusion.

Nr. 2 drejer sig om temperaturstigningen ved en fordobling af CO₂-mængden i atmosfæren. Her ses dog ikke på ”Ligevægtsfølsomheden” (ECS) men derimod på den ”Foreløbige følsomhed” (TCS), dvs. den temperaturstigning, der kommer i umiddelbar sammenhæng med ændringen i CO₂-indholdet. Her fisker forfatteren et tal for TCS på 1,68 ^oC ud af IPCC’s rapport fra 2013, og giver sig til at udregne temperaturstigningen pr. ton CO₂ udledt, og derefter bidragene til stigningen fra forskellige lande. Det er måske lidt svært at se nytten af den øvelse. Efterfølgende giver artiklen en lang oversigt over videnskabelige arbejder, der alle har en lav klimafølsomhed som resultat, og der bliver lavet statistik på dem. Dernæst en svært tilgængelig gennemgang af temperaturudviklingen i den lavere del af atmosfæren og til sidst lidt om CO₂’s nyttige sider. En noget blandet landhandel alt i alt.

Nr. 3 er en interessant gennemgang af Solens cyklusser, og den rolle som planeternes bevægelser rundt om Solen spiller. Planeterne, især Jupiter og Saturn har jo en betydelig tyngdekraft, og de trækker i Solen i takt med deres omløb om denne, og forårsager derved svingninger i Jordens klima. Forfatteren bruger disse data til at opstille en model for jordens temperatur, der er uafhængig af CO₂-indholdet. Fig. 1 viser HadCRUT’s temperaturkurve sammenholdt med dels klimamodellerne CMIP5’s bud på temperaturudviklingen, dels forfatterens model baseret på himmellegemerne. Det virker meget spændende og tankevækkende.

Nr. 4 får endnu engang grundigt tilbagevist påstandene om ”konsensus” i klimavidenskaben, de er baseret på tvivlsomme metoder parret med et brændende ønske om at få et bestemt resultat.

Nr. 5 er en lille simpel artikel om havstigningerne, som jo bl.a. IPCC hævder er ”accelererende”. Artiklen kigger på en enkelt målestation i det sydlige Norge, hvor forholdene har været meget fine igennem de sidste knap 100 år. Målestationens resultater kan kun være en kombination af havstigning og så ændring i landniveauet (hævning eller sænkning). Det interessante er nu, at stationens måling viser en fuldstændigt uforandret vandstand i hele perioden. Det må skyldes, at landet har hævet sig i takt med havniveauet. Men det virker jo mildt sagt usandsynligt at denne landhævning har været ”accelererende”, hvad skulle forårsage det? Så artiklen konkluderer, at havstigningen nok derfor også har været konstant i hele perioden.

Nr. 6 kigger på temperaturudviklingen de seneste ca. 14.000 år, baseret på arkæologiske vidnesbyrd fra en enkel norsk lokation, Sola. Her er der kun en optakt, det er planen, at artiklen vil fortsætte i det næste nummer af SCC.

Tidsskriftet afsluttes med en stribe mindeord om Nils-Axel Mörner, den svenske geolog, der var med til at få ideen til SCC, men døde længe før, det endelige resultat blev udsendt.

Ud over Lord Monckton er der flere andre prominente forfattere, bl.a. Fritz Vahrenholt, Morten Jødal (nyligt afdød) og Don Easterbrook.

Det er et imponerende initiativ, vores norske søsterforening her har taget. Det bliver spændende at se, hvornår nr. 2 udkommer, og hvad det indeholder.