I maj i år udkom der en artikel i et videnskabeligt tidsskrift, skrevet af forskeren Paschal Richet, hvor konklusionen var, at stigninger og fald i atmosfærens CO2-indhold fulgte efter temperaturvariationer og ikke omvendt. Det har man konstateret ud fra iskernemålinger, der rækker godt 400.000 år tilbage i tiden. At CO2 og temperaturen følges ad har man vidst længe, det blev vist på en af Al Gores overheads i hans første film, se fig. 1.
Imidlertid har man også vidst et stykke tid, at det ikke, som hævdet af Gore, var CO2-en der kom først. Den fulgte efter temperaturen med en forsinkelse på nogle hundrede år. Denne pointe er således hovedbudskabet i Richets artikel. Han tillod sig i den forbindelse at konkludere, at det næppe var CO2, der styrede klimaet inden for den nævnte periode og dermed nok heller ikke i nutiden.
Richet holdt sig ikke tilbage i sin artikel, her er hans kommentarer til klimamodellerne, efter at have diskuteret deres grundantagelse om, at det er CO2, der driver temperaturudviklingen:
De nuværende klimamodeller er det i praksis ikke muligt at falsificere efter Karl Popper’s principper, fordi de er så komplicerede, involverer så mange fysiske parametre, bygger på så mange data i deres design og bedømmelse, mangler overslag over muligheden af udbredelse af fejl og lider under, at de observationer, som de prøver på at simulere, ikke kan ændres efter forgodtbefindende for at tjekke deres svar under meget forskellige forudsætninger. I stedet hævdes det, at modellerne er pålidelige takket være deres solide baggrund i fysikken, hvilket ikke underbygges i denne artikels analyse, og endvidere henviser man også til, at der er konsensus som belæg for deres troværdighed. Om der er sådan en konsensus eller ej, behøver vi ikke at diskutere her, da ideen er helt irrelevant. Som allerede antydet er videnskabens historie ikke mere end en lang spadseretur gennem den kirkegård, hvor ideer, der var overvældende bredt accepteret, nu hviler i fred.
Dette blev for meget for nogle ansatte på Copernicus, det europæiske rumforskningsinstitut, der er stærkt involveret i klimaet. Man trak artiklen frem og forlangte at den, efter at den var udkommet, skulle underkastes endnu en fagfællebedømmelse.
Deres begrundelse var bl.a.:
Manuskriptets emne og konklusioner er stærkt kontroversielle pga. deres politiske og sociale konsekvenser, et faktum som både forfatter, redaktør og fagfæller var klar over, hvilket fremgår af email-korrespondancen, manuskriptets følgebrev og fagfællebedømmelserne.
6 [af de inviterede forskere inviteret til at bedømme artiklen] er offentligt kendt for at være positive over for eller at have forbindelser til en industri, der vil have fordel af manuskriptets konklusioner.
Så begrundelsen for at afvise manuskriptet havde ikke noget at gøre med rækkefølgen af CO2 og temperatur, men hang alene på betænkelighederne ved de klimapolitiske følger, samt noget personfnidder, som selvfølgeligt ikke hører hjemme i en fagfællebedømmelse.
Men der blev udpeget nye bedømmere, og, hvad der ikke var overraskende, de konkluderede, at artiklen burde trækkes tilbage. Begrundelsen var grundlæggende at man ikke kunne tillade sig at fratage CO2 hovedrollen i alt, hvad der har med temperaturudsving at gøre.
Richet udsendte et svar, men det hjalp selvfølgeligt ikke noget. Artiklen endte med officielt at blive trukket tilbage.
Det er jo en skammelig situation. Det er jo kvælende for ethvert videnskabeligt fremskridt, hvis man ikke tillader andre stemmer end ”konsensus” at komme til orde. Selv om Richet havde taget fejl, var hans artikel jo velbegrundet og baseret på målte data, hvorom der ikke er megen uenighed. I alle andre grene af videnskaben ville man som en selvfølge lade hans artikel blive offentliggjort og derefter i andre artikler eller kommentarer forsøge at imødegå den med saglige videnskabelige argumenter. Men sådan spiller klaveret ikke i klimaforskningen. Her er man utroligt ømskindet over for alt, hvad der bare antyder, at ”konsensus” måske er et vildspor.
Alene det faktum, at det forholder sig således, burde føre til en sund skepsis over for klimavidenskaben.
Danish
En amerikansk astrofysiker Sallie Baliunas gjorde allerede opmærksom, at temperaturstigningen kommer lidt før CO2 i et plenarforedrag for flere tusinde forskere ved en SETAC konference i Denver, USA , i november 1994. Jeg skrev et referat af hendes foredrag til Ingeniøren den 3. februar 1995.
For kort tid siden kom det frem, at indholdet i 99% af alle publicerede klimarelevante fagartikler støtter IPCC’s klimamodeller. Det er ikke så underligt, for artikler, der finder fejl i forudsigelserne og er kritiske til IPCC, bliver aldrig publiceret, men afvist.
Den med de 99% “konsensus” holder så heller ikke til et nærmere eftersyn. Undertegnede er netop i gang med en lille analyse af disse bemærkelsesværdige påstande. Herom en artikel i nært fremtid. “Stay Tuned!”
For mig at se viser den regulære cykliske form på klimakurverne, at det styres udefra, altså er astronomisk styret. Selv den lidt utydelige graf i Richers artikel, som ikke giver mulighed for at se tidsforskellen mellem temperaturstigning og CO2 stigning, viser dog klart, at der regelmæssigt nås de samme maxima og minima for værdierne med samme periodiske afstand. Dette udelukker, at variationerne kan skyldes begivenheder på jorden såsom vulkanudbrud eller afbrænding af fossile brændstoffer. Det er styret udefra. Altså astronomisk bestemt, som den serbiske forsker Milankovitch opdagede og beskrev for hundrede år siden (med hjælp fra sine 16 regnepiger).
Desværre kan vore politikere ikke se dette, som ellers er så enkelt, at enhver person med 7 års skolegang kan se det.
Tro siges at kunne flytte bjerge, men den kan ikke flytte Milankovitch-cyklerne. Selvom politikerne bilder sig det ind. Eller rettere smarte forretningsfolk bilder politikerne det ind. Det har indtil videre medført milliardudgifter for den menige, arbejdende dansker. Oveni kommer nu en energikrise, fordi den vedvarende energi er alt andet end vedvarende. Alligevel bestemmer den herskende klassse, at der ikke mere skal udvindes hydrokarboner fra Nordsøen. Det er decideret kynisk.
“If you’ve made up your mind to test a theory, or you want to explain some idea, you should always decide to publish it whichever way it comes out. If we only publish results of a certain kind, we can make the argument look good. We must publish both kinds of results.” Sagt af en af fysikkens giganter, Richard P. Feynman, en utrættelig fortaler for videnskabelig integritet.
Inden for klimaforskning er integritet, dette forskningens adelsmærke, af nogle forskere kynisk blevet byttet med stræben efter en fast indtægt, forskningsbevillinger, status, politikergunst og en sikker moralsk platform. Anden forklaring på akademias massive anprisning af et pseudovidenskabeligt fænomen ses ikke let.
Der er historisk belæg for, at den møjsommelige og endeløse proces med at finde trædestenene i søgen efter sandheden ikke altid peger fremad. Det er helt naturlige led i en videnskabelig søgeproces. Men i årtier har de uundgåelige tilbageslag i stigende grad været et resultat af skadelig politisk infiltrering af forskning og læring. Søgen efter sandheden ledes sjældent på sporet af flertallets konforme ekko eller politiske åbenbaringer. Desværre, ellers havde været adskilligt lettere.
Jo, det er en gammel nyhed for geologer og burde være det for alle andre, der interesserer sig for og udtaler sig om klimavariationer. Men medierne har gjort alt, hvad de kan for at skjule disse grafer, som viser data. Journalister vil ikke eller tør ikke publicere de kurver. Selvom de ligger frit tilgængelige på internettet, så er sandheden om temperatur og CO2 noget, der efter deres opfattelse skal bevares som en hemmelighed. Kun een avis har jeg set publicere temperatur- og CO2-kurver. Det er Stavanger Aftenblad, som har ført en meget redelig debat om emnet. Specielt i tiden omkring skandalen med direktøren for Stavanger Universitet, som måtte gå, fordi han var klimarealist. Han blev så erstattet af en medgørlig, grøn kvinde.
De danske redaktioner er nogle tøsedrenge, der ikke tør formidle sandheden. Måske er det et problem, at de betales af staten?
Diese Zyklen zeigen einen längeren Schnitt durch die 4 größten maximalen CO2 Berge, als es für die zugehörigen Temperaturberge/Spitzen der Fall ist.
Die Anstiege zu Beginn der beiden Zyklen sind doch eher parallel. In der Abkühlungsphase sinkt die Temperatur rasch und der CO2 Gehalt folgt langsam nach. Das gilt für die Abkühlungsphasen und nicht für die Erwärmung.
Gab es etwas besonderes, was den gemeinsamen Anstieg von CO2 und Temperatur ausgelöst haben könnte? Vielleicht sind ja mächtige Kohleschichten an die Erdoberfläche gekommen und abgebrannt. Das gäbe Wärmeenergie und CO2 und H2O gleichzeitig.
En forudsigelig reaktion fra de klimaangste. Hvis en af begrundelserne for at kræve artiklen fjernet var, som nævnt i artiklen (6 [af de inviterede forskere inviteret til at bedømme artiklen] er offentligt kendt for at være positive over for eller at have forbindelser til en industri, der vil have fordel af manuskriptets konklusioner) er det jo ganske ironisk, at den langt overvejende del af klima-alarmismens såkaldte videnskabspersoner er financielt støttet af statslige organisationer, og selvsagt politisk støttet af alle producenter af solceller og vindmøller.
Er det ikke snart en gammel nyhed, at CO2 følger efter temperatur?
PS: Den ledsagende figur tillader ikke at skelne mellem århundreder, som forskellen mellem kurverne skal måles i.