Energi-krise

– Gæste-indlæg

Nedenstående indlæg blev sendt til Jyllands Posten med henblik på offentliggørelse. Imidlertid blev det mødt med dyb tavshed, ingen reaktion overhovedet, og – selvfølgeligt – blev det ikke bragt.

Det er et erklæret mål som et led i den “grønne omstilling” i Vesten, at de fossile brændstoffer olie, kul og naturgas ikke længere skal indgå i vores energiforsyning samtidigt med, at atomkraft en del steder, f.eks. i Danmark er erklæret uønsket og andre steder (f.eks. Sverige og Tyskland) er under afvikling. I stedet er sol, vind og vandkraft det store dyr i åbenbaringen, og denne omstilling har der været arbejdet på meget længe, uden at det dog indtil videre har ført til noget nævneværdigt resultat. Således kom 80% af klodens energiforsyning (altså energiforsyningen og ikke kun elforsyningen) fra fossile brændstoffer i 2019 nøjagtig som den gjorde det 10 år tidligere i 2009. Trods anvendelse af ufattelige ressourcer på sol og vind er resultatet pauvert – 2% af den samlede energiforsyning globalt set. 

Hvad de enkelte lande angår, er der imidlertid betydelige forskelle. I Storbritannien f.eks. er energiforsyningen pt lagt an på en andel på 18% fra sol og vind. Men i år, hvor det ikke har blæst, og hvor solen ikke har skinnet, er denne andel faldet til 2%. Det har ført til øget efterspørgsel på de fossile brændstoffer, og da udbuddet ikke øges (Putin holder på tømmerne hvad angår naturgas for at lægge pres på Nord Stream 2 projektet) øges priserne. Således er prisen på naturgas steget til næsten det dobbelte på få måneder og det firdobbelte siden årsskiftet, og det vil føre til kraftige stigninger for el og varme i de enkelte husholdninger, en udvikling, der vil ramme de mindrebemidlede hårdest og således vende den tunge ende nedad.

For første gang ser vi i år den reelle konsekvens af at forlade sig på de flygtige størrelser sol og vind. Nemlig større afhængighed af den nødvendige backup med fossile brændstoffer, men hvor efterspørgslen i stedet for at være jævn, bliver meget volatil afhængigt af vind og vejr med meget kraftige prisudsving til følge. Det sker også, fordi ingen grundet den grønne omstilling ønsker at indgå langtidskontrakter vedrørende den sorte naturgas.

Ser vi på den del af energien, der udgøres af strøm, produceres i EU langt det meste strøm – ca. 42% – ved hjælp af fossile brændstoffer (naturgas og kul) og resten fordeler sig med atomkraft 26%, vedvarende energi (sol, vind, biomasse og vandkraft) med ca. 30% og blot ca. 2% med olie. Men også indenfor EU er der store forskelligheder, idet eksempelvis Frankrig producerer ca. 70% af sin strøm fra atomkraft.  

Optimister fremhæver, at denne usikre status – afhængighed af andre og af vind og vejr – kun er en kortvarig overgangsfase, indtil kloge hoveder har opfundet muligheden for at lagre strømmen, og indtil lige så kloge hoveder har opfundet rentable løsninger på brug af brint, Power to X, geotermi, indfangning af CO₂ og hvad der ellers er. Og håbet herom er lysegrønt, men intet tyder på et snarligt gennembrud. 

Men at forlade sig på et nødvendigt håb om endnu ikke eksisterende teknologi samtidig med, at en velkendt, men afvist teknologi – kernekraft – er til rådighed, er bemærkelsesværdig. En teknologi, som fortsat udvikles og hvor særligt Kina har taget teten med et forsøgsværk på basis af grundstoffet thorium uden mulighed for misbrug til bomber og uden problematik om radioaktivt affald, og som forventes taget i brug i stor skala i løbet af få år. 

Det ville være yderst ønskværdigt ikke at være afhængig af despoterne i Mellemøsten angående olie og i Rusland i forbindelse med gas, en afhængighed vi selv har valgt at øge ved ikke at ville trække mere olie op af vores egen undergrund. 

En sådan ønskværdig uafhængighed er ikke for tiden mulig grundet den vedtagne berøringsangst overfor kernekraft, der er helt uden CO₂ udledninger og derfor burde være attraktiv også for klimaalarmisterne. En berøringsangst, der opstod først og fremmest efter ulykken i Tjernobyl i 1986 og synes dybt rodfæstet i befolkningen, men som svarer til at modsætte sig al nutidig flyvning pga. ulykken med luftskibet Hindenburg i 1937. 

Til belysning af urimeligheden i synspunktet om atomkrafts farlighed dette: Omkring 50 personer døde umiddelbart – de fleste redningsfolk – efter katastrofen på værket i Tjernobyl, mens der er konstateret 7.000 tilfælde af skjoldbruskkirtelcancer hos dem, der var børn og unge på ulykkestidspunktet, hvortil kommer, at Ukraine betaler kompensation til omkring 35.000 personer, hvis ægtefæller er døde grundet helbredsproblemer relateret til ulykken. Til sammenligning viser en nyere rapport fra Harvard University, at fine partikler fra olie, gas og kul er medvirkende til 8,7 millioner for tidlige dødsfald på verdensplan om året. 

Lad os få proportionerne på plads og måtte den kraftige ensidige agitation for sol og vind herefter blive afløst af en mere nuanceret, fordomsfri debat, hvori også spørgsmålet om kernekraft kunne indgå, hvorved grundlaget for fornuftsbetonede beslutninger ville være til stede.