– Gæste-indlæg
Enhedslisten har altid hævdet, at folketingsvalget i 2019 var et enestående klimavalg. Det er blevet gentaget af flere partier og politikere og ikke mindst af pressen så mange gange, at de fleste danskere betragter det som en fastslået kendsgerning. Men det er ikke rigtigt!
Op til valget gik partierne Enhedslisten og Alternativet ind for, at Danmark skulle reducere sin udledning af CO2 med 70% inden 2030. Alle øvrige partier anbefalede en reduktion på kun 40%. Forskellen på 40% og 70% lyder måske ikke så voldsom. Det er trods alt mindre end en fordobling. Men så enkelt var det ikke. De 40%, henholdsvis 70%, var i forhold til Danmarks udledning i 1990! Da Danmark i perioden 1990 til 2018 allerede havde reduceret med 35%, manglede vi kun de sidste 5% svarende til 8% af den aktuelle udledning. Skulle vi derimod reducere med 70% manglede vi 54% af den aktuelle udledning. Så i praksis var forskellen på de 40% og 70% et krav om en reduktion, der var næsten 8 gange så stor!
Ved valget stemte mere end 90% af vælgerne på et parti, som anbefale en reduktion på 40%. Det kræver mere end god vilje at kalde det for et enestående klimavalg.
Under regeringsforhandlingerne efter valget stillede Enhedslisten de 70% som et krav for at støtte en socialdemokratisk regering. Det blev derfor regeringens politik. Kort efter gik samtlige folketingets partier – med undtagelse af NyeBorgerlige – ind for en reduktion på 70%. De borgerlige undskyldte kovendingen med, at de ville sidde med ved forhandlingsbordet, når loven skulle udmøntes.
I dag står det klart for alle, at Danmark skal reducere med 70%. Det er vi blevet hjernevasket med af både politikerne og pressen siden regeringsdannelsen i 2019. Men det er ikke danskerne der har valgt det. De stemte for 40%. At politikerne skifter opfattelse ændrer jo ikke valgresultatet.
For at stå sig bedre i den hårde konkurrence mellem de borgerlige partier udråbte de Konservative sig selv som det mest klimavenlige borgerlige parti. Senere har Venstre forsøgt det samme. Så i dag presser begge partier på for en så stor og hurtig reduktion som muligt. Og det uanset hvor stor en milliardregning der kommer til borgerne, landbruget og industrien.
I dag er det de 2 store borgerlige partier, der presser mest på for at få gennemført Enhedslistens politik. Man kan mene, hvad man vil om Enhedslisten, men det er fremragende politisk håndværk.
Danish
Det er grotesk, at ingen af vore “grønne” politikere protesterer mod, at mens vi stopper al CO2-udsendelse fra brug af fossile brændsler i elforsyningen, så lukker Tyskland næste år for produktionen af CO2-fri el fra de sidste 7 af landets 17 velfungerende atomkraftværker (i 2011) af indbildt frygt for radioaktivitet og erstatter dem med CO2-udledende forbrænding af brunkul, gas fra Rusland og træmasse fra fældning af verdens skove.
Fint indlæg, Erling. Jeg kan glæde dig med, at indlægget også var trykt i min lokale avis, Nordjyske, i dag.
De er som regel flinke til at trykke indlæg, der er kritiske over for den overdrevne klimapanik og urealistiske klimaplan. Jeg har selv fået en del trykt i den.
Analysen, eller resumeet, er for så vidt rigtig nok, bortset fra denne del, som jo nok kan diskuteres: “Og det uanset hvor stor en milliardregning der kommer til borgerne, landbruget og industrien”
Der har været mange udtalelser om, at det gælder om at holde omstillingen så udgiftneutral som muligt, ja og faktisk at gøre det til en god forretning. Og med dette krav i baghånden forsøger de at bremse og blokere for så meget som muligt, uden at ligne nogen som er imod.
Det er naturligvis en svær øvelse, at presse på med noget som de selv samtidigt forhindrer. Og spørgsmålet er da også, hvor godt det lykkes. Set fra skeptikerens vinkel, ville det være langt at foretrække, om de kæmpede med åben pande i stedet for denne noget rodede affære, det er blevet til.
Frygten for vælgernes dom, og en analyse af at vælgerene er grønnere end grønne, har ført til denne bizarre forestilling, vi nu er vidne til.
Og med hensyn til omkostningen for industrien, så kan den tilsyneladende stå model til alt når blot, som de selv udtrykker det, at det står klart hvilke spilleregler, man har at rette sig efter. Det vil jeg nu godt betvivle, på den lange bane, selv om det indtil videre ser ud til at virke for dem. Og så er der konsekvensen for os som borgere. Som jeg oplever det, sker der forandringer, som er nærmest umulige at afdække konsekvenserne af på nuværende tidspunkt. Nu bryder jeg mig ikke om begrebet følelser i relation til samfund, økonomi og politik, men må dog erkende, at det ikke føles specielt trygt.
Jeg vil nu hellere kalde det “vanvittigt” politisk håndværk. Nu er det Klimarealisternes tur til at gå på barrikaderne, inden Danmark ender totalt underdrejet, ligesom England og Tyskland er godt på vej til.
mvh
Steen Rasmussen