Robert P. Murphy og Ross McKitrick, to økonomer, har skrevet en ny artikel, hvor de bedømmer de økonomiske konsekvenser af en ambitiøs indsats for at redde klimaet. De lægger meget effektivt ud:
”Omend fortalere for aggressive klimaforanstaltninger ofte ifører sig videnskabens kappe, har almindelige økonomer, der følger med i den videnskabelige litteratur, påvist, at det populære 1,5-graders mål vil medføre omkostninger, der langt overstiger gevinsterne, og at de begrænsninger i CO2-udledningerne, der kræves for at overholde de 1,5 grader, vil være værre for Verden end slet ikke at gøre noget.”
Mange økonomer slår på, at vi hellere skal tilpasse os klimaforandringerne end bekæmpe dem. Kigger man på den nedre ende af IPCC’s temperaturfremskrivninger (dvs. de mest optimistiske klimamodellers forudsigelser), er der meget, der tyder på, at der faktisk vil være økonomiske fordele ved de lidt højere temperaturer og gevinsten i landbruget fra det højere CO2-indhold i luften.
Lige nu er Jorden måske blevet 1,2 grader varmere siden vi var så heldige at slippe ud af Den Lille Istid. Det betyder, at alverdens katastrofer skulle indtræde, bare temperaturen stiger yderligere 0,3 grader. Det lyder, mildt sagt, ikke særligt sandsynligt.
IPCC udsendte i 2018 sin specielle rapport om målene på 2 eller 1,5 grader. Rapporten giver ikke nogen økonomiske beregninger over omkostningerne forbundet med det ene eller det andet for stigningen (andet end lidt løse citater fra et par videnskabelige arbejder). Forskellen på konsekvenserne ved 2 versus 1,5 graders temperaturstigning er fremkommet ved modelberegninger, og ikke overraskende ser 2 grader værre ud end 1,5 grader.
Forfatterne citerer økonomen William Nordhaus, der har regnet sig frem til, at den optimale temperaturstigning er ikke mindre end 3,5 grader (i år 2100). Her bliver summen af udgifterne til klimaforanstaltninger og omkostningerne fra skaderne ved klimaforandringerne lavest. Ved at forsøge at opnå en lavere temperaturstigning, bliver klimaforanstaltningerne meget dyrere og ved 1,5 grader bliver de helt prohibitivt dyre, langt, langt mere end de sparede skader fra klimaforandringerne.
Forfatterne gør i øvrigt opmærksomme på, at særrapporten fra 2018 på dette punkt er i modstrid med IPCC’s ordinære 5. rapport fra 2013. Det kan bl.a. skyldes, at der er meget få gengangere mellem de to rapporter i panelet af redaktører og forfattere.
Konklusionen er helt klart, at vi skal holde op med at tage 1,5-graders målet seriøst. Det bliver alt for dyrt og ødelæggende for verdensøkonomien.
Og så kan vi fra vores side tilføje, at det også bliver totalt umuligt i praksis at bremse Verdens udledninger af CO2 så meget op, som målet – på papiret – vil kræve.
https://www.masterresource.org/climate-economics/off-target-murphy-mckitrick/
Danish
Det er useriøst at referere til Nordhaus’ IAM-model uden at nævne de dybe metodiske problemer den bygger på. Modellen ignorerer muligheden tipping points og den derved følgende usikkerhed om skadesomkostninger. Og desuden bygger modellen på en antagelse om en høj diskonteringsrate, der nedskriver omkostningerne for fremtidige generationer. Disse (og andre) problematiske antagelser ved modellen har en afgørende indflydelse på den “optimale” klimaindsats, og de bør altid nævnes i diskussionen af resultater fro IAM-modeller. Det er i høj grad et etisk og politisk spørgsmål hvordan man værdisætter naturressourcer og økosystemtjenester, så idéen om den “optimale” klimaindsats er en illusion.
CO2 styrer ikke klimaet ( jvf. Johannes Krüger). Skal vi ikke snart blive enige om det? Langt den største klimagas er vanddamp ( skyer) og har betydning for den globale temperatur.