I Californien har man opstillet solcelleanlæg over meget store arealer, og der er ambitioner om, at man i forbindelse med ”den grønne omstilling” skal have mange flere. Vedlagte artikel kommer faktisk fra solenergibranchen og påpeger et problem, som næppe kan overraske andre end dem med en tyrkertro på den vedvarende energi som løsningen på alt.
Problemet i Californien er, at energipriserne styres af udbud og efterspørgsel. Når udbuddet er (for) stort, kan prisen falde til nul eller endda blive negativ. Det har nu medført et stigende problem for ejerne af solenergianlæg. De producerer en masse strøm om dagen og nogle gange mere, end der er behov for. Derfor bliver priserne lave. Om aftenen, når efterspørgslen stiger, og priserne går op, går solen desværre ned, og så er der ikke mere solenergi til salg. Situationen er nu så slem, at det ikke længere er rentabelt, at investere i nye solcelleanlæg.
Gennemsnitsprisen for elektricitet leveret fra solcelleanlæg er faldet med 37 % i forhold til det generelle prisniveau siden 2014. Så solcelleejere får simpelthen mindre for deres strøm end andre leverandører (f.eks. gaskraftværker, der jo kan levere strøm i takt med forbruget).
Forbrugerne kan selvfølgeligt glæde sig over de lavere priser, men artiklen nævner den indlysende sandhed, at her er der et problem for planerne om en storstilet udbygning med ”vedvarende energi”. Konsekvensen i Californien har allerede været en kraftig opbremsning i investeringen i nye anlæg.
Generelt er omkostningerne pr. kWh for solenergi faldet jævnt fordi panelerne er blevet billigere, og indtil videre har det kunnet opveje de lavere salgspriser for strømmen. Men den udvikling kan af flere årsager ikke forventes at fortsætte i takt med, at større og større andele af staternes energiforsyning kommer fra solceller. Statsstøtte har hjulpet en del, men selv den har sine grænser, og man regner med, at allerede i 2022 vil californisk solenergi ikke mere være rentabel for investorerne.
Alt det her harmonere jo dårligt med de storstilede planer om at Californien skal være CO2-fri inden 2045. Man påtænker, at 60 % af elektriciteten skal komme fra solceller. Hvad kan man så gøre?
Der tales om lagring af energien, men det erkendes, at den vil forværre økonomien i solceller voldsomt. Jo større skala man vil lagre i, desto dyrere bliver det. Artiklen refererer til en publikation, hvor man har kigget på balancen mellem sol og vind og så forbruget, se fig. 1. Den konkluderer, at det er meget svært at opnå mere end 80 % andel af vedvarende energi, fordi ubalancerne og lagringsbehovet bliver alt for store. Bemærk, at de fuldt optrukne kurver på fig. 1 er gennemsnit over 36 år, de udjævner udsvingene fra år til år, som er angivet med lysere farver.
En anden løsning kunne være transmissionsledninger over lange afstande, så forskellige egne af USA kan hjælpe hinanden. De vil dog have en noget begrænset værdi mht. solenergi, fordi det jo er nat samtidigt i hele USA – med kun et par timers forskydning. Endeligt er der den gamle traver med det fleksible forbrug, men det nytter jo ikke noget at indrette sit forbrug efter solen, så skal man jo sidde i mørke hele aftenen.
Vind og sol er ikke fremtiden, ”klimakrise” eller ej.
https://www.technologyreview.com/2021/07/14/1028461/solar-value-deflation-california-climate-change/
Danish
Naturgaskraftværker kan tage panikken ud af foretagenet og skalerer fint op og ned med sol og vind. De ortodokse må så trøste sig ved at betragte det som en overgangsløsning, indtil klimaforskningen forhåbentlig inden længe træder ud af sine barnesko.