I metallurgien taler man om ”afkulning” af stål, hvilket som oftest ikke er nogen god ting. Stålet får netop sin styrke fra et ganske beskedent indhold af kul, og det gælder om at få kulatomerne fordelt rigtigt i stålet. Når det så varmes for højt op, vil kullet bevæge sig ud mod overfladen af stålgenstanden og forsvinde, og så ryger styrken.
Nu til dags taler man om ”afkulning” eller ”dekarbonisering” som noget positivt, det drejer sig om bortskaffelsen af fossile brændsler i energiforsyningen og dermed de udledninger af CO2, de medfører. CO2-udslippet skal sænkes, Verden skal dekarboniseres.
New Yorks bystyre har nedsat en række arbejdsgrupper, der skal rådgive om dekarboniseringen inden for forskellige områder. De fleste af grupperne har det nemt. Deres budskaber er bare, at folk må konvertere til elektricitet. Trafikken: Elbiler. Husenes opvarmning: Elvarme. Osv.
Mere interesse er der omkring elektricitetsforsyningen, det er her, den store omstilling skal finde sted. Målet er blevet til en 70 % reduktion af CO2-udledningen i 2030 og 100 % allerede i 2040. Arbejdsgruppen udmærker sig ved at have meget lidt sagkundskab om elforsyning, og den grundlæggende indstilling er tilsyneladende, at bare politikerne udsteder nogle klare instrukser, så går dekarboniseringen af sig selv. Gruppen er primært sammensat af miljø- og klimaaktivister, og kun et enkelt medlem har baggrund i elsektoren.
Som artiklens forfatter her påpeger: De tre centrale spørgsmål i forbindelse med dekarbonisering er pålidelighed, omkostninger og lagring. Ingen af de tre fylder særligt meget i arbejdsgruppens oplæg.
Med hensyn til lagring blev arbejdsgruppen tidligt gjort opmærksom på, at man er nødt til at kunne håndtere svingningerne i udbyttet fra sol og vind, inkl. dage eller uger uden nogen nævneværdig produktion. En konsulent viste følgende planche (fig. 1) for deltagerne. Billederne viser forbruget og energien fra sol og vind over tre uger om vinteren. Man bemærker perioden på knap en uge, hvor produktionen er helt utilstrækkelig til at dække behovet. Konsulenten påpegede, at man ville være tvunget til at have mulighed for at producere elektricitet fra andre kilder end sol og vind i sådanne perioder. Generelt ville problemet være størst om vinteren, hvor solenergien kun giver et beskedent bidrag.
I sine anbefalinger kommer udvalget ikke rigtigt ind på den problemstilling. Det nærmeste er en planche fra udvalgets præsentation, hvor man kan læse følgende:
Teknologi til langtidslagring
- Fokuserede offentlige programmer og finansiering til forskning og demonstrationsprojekter til udvikling af lagring i stor skala og over længere tid.
- Oprettelse og udbygning af et Videnscenter for at modne nye teknologier og tage dem i brug på nettet til afprøvning i større skala
- Tiltræk og involver relevante institutioner i et fælles arbejde omkring de udfordringer, som specielt er tilknyttet langtidslagring
Vedlagte artikel slutter med følgende konkluderende bemærkninger:
Med andre ord, de har ikke den fjerneste idé om, hvordan det skal gøres, eller om det overhovedet kan lade sig gøre, og ingen er begyndt at arbejde med det endnu. Men ingen bekymring, nettet skal nok blive 70 % dekarboniseret inden 2030, selv med et stærkt stigende forbrug fra (lovpligtige) elbiler og (lovpligtig) elvarme i husene.
Langtidslagring er nødvendig, så at gøre sig afhængig af en teknologi, der ikke engang findes i pilotskala, er utroligt risikabelt…..
Faktum er, at alt dette her slet ikke findes i virkelighedens verden. Det eneste spørgsmål er, hvornår og hvordan vil det hele falde fra hinanden, og hvor mange af skatteydernes penge vil være smidt i kloakken undervejs?
Danish