Det har længe generet klimafolkene, at satellitmålingerne generelt viser lavere temperaturstigninger end kurver baseret på målinger på jorden. Især UAH’s temperaturkurve er ikke så velset, bl.a. fordi den tydeligt viser varmepausen fra 1998 til 2013. Den anden satellitbaserede kurve, fra RSS er blevet justeret undervejs, så den bedre ser ud til at passe med CO2-teorien. De jordbaserede kurver, GISS og HadCRUT, er blevet flittigt revideret, og sidstnævntes bagmænd har netop pralet med, at deres kurve nu viser den største opvarmning over de seneste 150 år.
Men UAH’s kurve har været en torn i øjet, så meget desto mere fordi den stort set ikke er blevet underkastet revisioner, i de godt 40 år, den har eksisteret.
For nyligt blev det så blæst op i pressen, at en videnskabelig artikel, der netop var udkommet, havde som konklusion, at satellitmålingerne undervurderede temperaturerne. Hvis de viste for lave temperaturer de seneste 40 år, så passede det hele meget bedre, når man sammenlignede med de jordbaserede tal fra perioden før.
Det har fået Roy Spencer, en af ophavsfolkene til UAH’s kurve, til at lægge et opslag på sin hjemmeside. Det stiller sagen i et noget anderledes lys.
Den omtalte artikels hovedbudskab er i virkeligheden, at satellitternes målinger af temperaturen og fugtigheden i atmosfæren ikke stemmer overens med hvad teorien – i form af klimamodellerne – forudsiger. Med de temperaturer, som satellitterne måler, burde indholdet af vanddamp være lavere, end det er.
Forudsætningen for artiklens konklusion er således, at det, der ikke stemmer overens med klimamodellernes simuleringer og forudsigelser, må være forkert. Det er jo udtryk for en voldsom tiltro til modellerne, der jo ellers ikke har vist sig særligt gode til at forudsige udviklingen i den globale temperatur.
Men det er faktisk ikke spørgsmålet om satellitmålingerne af temperaturen, der er i fokus i artiklen. Den har til gengæld andre interessante pointer.
- Havoverflade-temperaturen har vist sig at ligge væsentligt lavere end forudsagt af både CMIP5 og CMIP6 klimamodellerne.
- Det er tænkeligt, at målinger af fugtigheden i atmosfæren giver ukorrekte resultater.
- Måske hænger fugtigheden i realiteten ikke sammen med temperaturen oppe i atmosfæren på en måde, så den kan bruges som proxy for temperaturen.
Det er jo nogle lidt anderledes og langt mindre sensationelle konklusioner. Roy Spencer gennemgår så i sit opslag hele situationen i detaljer. Her kun et par udpluk.
Øget temperatur i havoverfladen giver selvfølgeligt en øget fordampning. Men spørgsmålet er, om den stigning vil brede sig hele vejen op i de første 10 km af atmosfæren?
Klimamodellerne antager, at den relative luftfugtighed er konstant op gennem atmosfæren, og dermed at en øget temperatur vil give et forudsigeligt øget indhold af vanddamp i luften hele vejen op. Observationer tyder imidlertid på, at dette ikke er tilfældet. Der er ikke sådan en fast sammenhæng. Hvis modellerne tager fejl her, kan man jo ikke bruge deres resultater til at bedømme målingernes generelle pålidelighed.
Men spørgsmålet har endnu større betydning, da det netop er mængden af vanddamp oppe omkring de 10 km, der primært styrer, hvor meget af Jordens varmestråling, der opfanges og sendes retur (”drivhuseffekten”), og dermed hvor meget den globale opvarmning forstærker sig selv.
En årsag til at indholdet af vanddamp falder, når vi kommer højere op, er selvfølgeligt, at meget af den kondenseres til skyer og falder ned som regn. Netop de mekanismer har klimamodellerne meget dårligt styr på. Det er jo indlysende, at der dermed ikke er nogen direkte sammenhæng mellem fugtigheden ved havoverfladen og fugtigheden højere oppe. Roy Spencer skriver:
Det betyder igen, at fugtigheden højere oppe ikke stiger så meget, som klimamodellerne antager, og det fører så til en mindre opvarmning af jordoverfladen (som vi har observeret) og mindre forstærkning af opvarmningen fra de højere luftlag (som vi har observeret).
Og så Spencers konklusion:
Jeg konkluderer, at der ikke er noget nyt i artiklen, der kan rejse tvivl om den beskedne opvarmning af atmosfæren målt af satellitterne – med mindre man betragter klimamodeller som bevis, men i så fald har vi slet ikke brug for at måle noget som helst.
Danish
Hvis man står og skal finde vej i landskabet og der er en forskel på landkortet og landskabet, så er det det sidste der gælder….
Tony Heller dokumenterede for et par år siden hvordan RSS også er faldet for “justeringer” så de bedre “passer” til modellerne:
https://realclimatescience.com/2019/04/adjusting-good-data-to-make-it-match-bad-data/