Utopi eller realisme?

JPMorgan Chase er en af USA’s største investeringsbanker og er som mange andre virksomheder blevet ”woke”, dvs. er hoppet med på bølgerne fra bl.a. krænkelseskulturen og klimaet. Sidstnævnte har medført følgende overstrømmende udmelding fra topledelsen:

Klimaforandringer er et af de mest presserende problemer, menneskeheden står over for, virksomhederne og regeringerne er tvunget til at handle. Hvis vi kunne nå målene fra Paris-aftalen, der sigter på at begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur, ville vi tage et kæmpeskridt mod en mere sikker, grøn og bæredygtig fremtid…. For at Verden kan nå nul i drivhusgasudledningerne i 2050, skal vi have sat fart på nye teknologier, der endnu ikke er sat i kommerciel drift eller er økonomisk levedygtige…. Vores virksomhed, JPMorgan Chase, har annonceret i denne måned, at vi vil begynde på at tilrette vores finansierings-portefølje, så den er i overensstemmelse med målene fra Paris.

Dernæst følger et udsagn om, at banken vil øremærke investeringer på 2,5 billioner dollars frem til 2030 for at sikre en bæredygtig udvikling mod en lav-kulstof økonomi og nul i udslip i 2050.

Det lyder jo fantastisk og lige i tråd med udviklingen i verden. Imidlertid er der længere nede i organisationen folk, der holder hovedet anderledes koldt. Banken har udgivet deres 2021 Annual Energy Paper (”Årlige Energirapport”) og her tegnes der et noget anderledes billede af mulighederne indenfor den grønne omstilling:

I indledningen kan man læse følgende:

Hvorfor varer overgangen (fra kulstof-baserede brændstoffer) så længe? Kraftige reduktioner forudsætter enorme ændringer i antallet af elbiler, i el-distributionsnettet, i industriens energiforbrug og i bortskaffelse af kulstof, men hver af disse er i strid modvind, hvilket som oftest ikke er forudset af dem, der planlægger fremtidens energi. Som vist her (fig. 1) var mange af de tidligere forudsigelser om den grønne omstilling alt for ambitiøse, idet de ikke tog hensyn til energitætheden, svingninger i forsyningerne og den komplicerede realitet i vores nuværende energiforsyning.

I fig. 1 er forudsigelserne de rette (stiplede) linjer, der starter det år, hvor de blev gjort, og slutter på årstallet hvor forudsigelsens kapacitet skulle være nået. Den tykke linje i bunden er den reelle udvikling. Med lav energitæthed menes, at specielt sol og vind kræver meget store arealer. Solen leverer megen energi, men kun ganske lidt pr. kvadratmeter, derfor må solpaneler nødvendigvis kræve enorme arealer for at opnå den ønskede kapacitet. Sol og vind er også svingende, som bekendt, solen giver f.eks. ingenting hver nat.

Rapporten fortsætter med at nævne, at præsident Bidens plan kræver en omstilling til vedvarende energi, der er fire gange hurtigere, end hvad man har realiseret de seneste 15 år. Selv med de penge, Biden har smidt på bordet, er det en kolossal udfordring. Og hvad så hvis resten af verden ikke følger med? Det er jo et faktum, at store dele af den energikrævende produktion (cement, stål, ammoniak) er flyttet til 3.-verdens lande. Den skal vel ikke stoppe, og hvad gør de så?

Rapporten fortsætter:

Hvordan går det med omstillingen af verdens energiforsyning? Sammenlagt har den samlede virkning af kernekraft, vandkraft og sol & vind reduceret verdens afhængighed af fossile brændstoffer fra ca. 95 % af energiforbruget i 1975 til ca. 85 % i 2020. Med andre ord, energiomstillinger tager lang tid og koster bunker af penge… Det Internationale Energiagentur forudser, at i 2040 vil 70-75 % af verdens energiforbrug stadigvæk blive dækket af de fossile brændstoffer. Hvorfor giver prisfaldene på sol- og vindenergi ikke en hurtigere omstilling? Det skyldes, at sol og vind primært bruges i elektricitetsforsyningen, og elektricitet tegner sig kun for ca. 18 % af det samlede globale energiforbrug.

I indledningen blev nævnt, at energiprojekter kan komme i modvind pga. lokale interesser. Rapporten giver nogle eksempler på anlæggelsen af de store transmissionsledninger over lange afstande, der er en tvingende nødvendighed, hvis sol og vind skal kunne dække en større del af energiforsyningen (fordi naboområder så kan supplere hinandens forsyninger). Men her støder projekterne på stejl modstand fra interessegrupper, lokale miljøbevægelser osv., og det medfører både fordyrelse og forsinkelser af gennemførslen, hvis den da overhovedet bliver til noget..

Lad os også citere rapportens passage om deponering af CO₂:

Efter 20 års planlægning og forudsigelser udgjorde andelen af CO₂, der bliver indfanget og lagret kun 0,1 % af de globale udledninger… Det største forholdstal i videnskaben må være antallet af videnskabelige artikler skrevet om CO₂-indfangning divideret med antallet af projekter, der er blevet til noget… Hvis bare 15 % af USA’s drivhusgasudledninger skulle opsamles, vil det kræve installationer, hvor mængden af håndteret materiale overgår mængden af olie, der strømmer gennem USA’s raffinerings- og distributions-rørledninger – hvilket ellers er et system, det har taget 100 år at bygge. Skulle vi opsamle 25 % af verdens CO₂ direkte fra atmosfæren, ville det kræve 25-40 % af den samlede mængde elektricitet, der årligt produceres, plus 11-17 % af det samlede energiforbrug. 

Og så det afsluttende råd til bankens kunder:

Vi anbefaler, at investorerne holder fast i olie og gas ind til videre.

Kan det siges mere tydeligt?

Det interessante her er jo, at mange store virksomheder, inklusive de globale olieselskaber, alle sammen udviser stor interesse i den grønne omstilling og vil investere i vindmøller, solceller eller CO₂-opsamling. De kommer også til at slippe nogen penge, men det er småbeløb sammenlignet med, hvad de kan regne med at tjene på, at den traditionelle forretning kører videre i næsten uændret omfang. Men det ser godt ud!

https://www.manhattancontrarian.com/blog/2021-5-5-kzwchelvupuqq9hoidya5ks074m8g3