Ændringer i luftens årlige gennemsnitstemperatur giver mange udslag i naturen. Opvarmning medfører selvfølgeligt afsmeltning af gletsjere, men man kan også se effekten på trægrænserne, dvs. den højde over havet, hvor træer lige akkurat kan gro.
Hvor trægrænsen f.eks. i Alperne er flere km oppe, vil den være meget lavere længere nordpå. Her er en artikel, der omhandler studier i svensk Lapland, ved den 68. breddegrad, dvs. lidt nord for polarcirklen. Her ligger trægrænsen nede omkring 700 meter.
De sidste 100 års opvarmning har gjort at trægrænsen er rykket opad, endda temmelig meget, nogle steder er forskellen over 200 m, fra 600 til 800 m. Så ældre træer findes kun nede omkring de 600 m, mens yngre træer har etableret sig i området op til de 800 m.
Det interessante er nu, at i forbindelse med afsmeltning af gletsjere yderligere ca. 500 m højere oppe, er man stødt på rester af træer, der har stået der for ca. 8000-9000 år siden. Det er efter ophøret af den seneste istid. Det betyder, at temperaturen den gang må have været noget højere, måske 3 grader, end den er i dag.
Tilsvarende har man også fundet rester af træer 75-100 meter over nutidens trægrænse, de kan dateres til den Middelalderlige Varmeperiode.
Det tyder jo så på, at den globale temperatur ikke har været helt stabil siden ophøret af istiden, som nogle klimaforskere ellers giver udtryk for. Man har øjensynligt tidligere haft temperaturer, der var væsentligt højere end nutidens.
Hej Søren
Vist har der været en varmeperiode.
Har man også taget højde for landhævningen efter istiden?
Venlig hilsen
Marianne Munck
https://da.wikipedia.org/wiki/Landh%C3%A6vning
Landhævningen efter sidste istid har været relativt beskeden, måske nogle få meter. Ikke nok til at forklare, at trægrænsen er flyttet flere 100 meter.
Tilsvarende finder schweiziske forskere trærester under de smeltende gletsjere. Selv om det er svært at konkludere noget om trægrænsen, kan man med sikkerhed konkludere, at der ikke var is på stedet dengang.
Altså har der været perioder i historisk tid med mindre is end i dag, så nutidens afsmeltning er ikke nødvendigvis kun menneskeskabt.
Hej Søren
Fint nok, men mig bekendt har trægrænser ikke meget med globale eller lokale gennemsnitstemperaturer (hvad de så rent fysisk er for noget) at gøre. Det er et spørgsmål om grænseværdier, dvs det er alment accepteret at der skal være ca én måned om året med over 10°C for at der kan gro træer. Derudover har luftfugtighed, solindfald, træarter, jordbund, nedbørsmængde, samt en del andre faktorer, mere at sige for hvor grænsen går i det enkelte tilfælde. At der er en træstump hvor der tidligere har været en gletcher kan ikke sige noget alment om tidligere tiders atmosfæriske temperatur.
Venlig hilsen
Hans Götzsche