EU’s klimapolitik

CLINTEL, Klimarealismes hollandske søsterforening, har udsendt en rapport, hvor man kigger på Europas klimapolitik. Det erklærede mål er, at Europa skal være det første CO₂-neutrale kontinent i verden, med netto nul i udledning i 2050. ”Netto” dækker over, at der vil være en resterende udledning, men den vil blive modvirket af opsamling af CO₂ og lagring i undergrunden.

Fig. 1 viser EU-kommissionens bud på, hvordan vi når ned på nul. Der er ikke sket så meget endnu, men det kommer, især efter 2030.

Fig. 2 viser indflydelsen af al verdens klimapolitik på CO₂-indholdet i atmosfæren. CO₂ er steget støt, trods de mange klimakonferencer, aftaler og traktater. Ind til videre er resultaterne ikke imponerende, der er ingen synlig nedgang i stigningen af CO₂-indholdet, tværtimod.

Men den kraftige forøgelse i brugen af fossile brændstoffer har været ledsaget af en drastisk reduktion i fattigdom i verden, og en meget bredt funderet stigning i levestandard. EU, der nu vil gå i den modsatte retning mht. forbruget af brændsel, forestiller sig, at det kan ske uden nogen nedgang i folks levestandard. ”Den grønne omstilling” vil kaste masser af jobs og økonomisk aktivitet af sig.

Selv med en kraftig reduktion i udledningen, vil EU’s anstrengelser næppe give nogen synlig effekt på CO₂-indholdet i atmosfæren. Vi så forleden dag, hvordan Kina planlægger og udfører en voldsom udbygning af sin kulbaserede elektricitetsproduktion og først har tænkt sig at blive ”klimaneutral” i 2060, dvs. længe efter, at det har nogen praktisk betydning i dag.

Den energiforsyning, der skal erstattes, er enorm. Bare for Europa ville en nuludledning i 2050, baseret på omlægning til vindenergi kræve opstilling af 225 møller (à 2,5 MW) pr. dag, fra nu af til 2050 – svarende til 82.000 møller pr. år. OK, hvis vi regner med dansk havvind-størrelse, 10 MW, kan vi ”nøjes” med knap 60 møller om dagen eller 20.000 pr. år. Hvor skulle vi dog stille dem?

Det er en kolossal opgave – og så tæt på umulig, som noget kan være. For at kunne retfærdiggøre den, er man nødt til at male alternativet op endnu mere sort. Som klimaeksperten António Guterres– der i sin fritid arbejder som FN’s generalsekretær – udtrykker det:

Forsinket klimaaktion vil koste os enormt meget mere hvert år i tabte menneskeliv og mistede forsørgelsesgrundlag, ødelagte forretninger og hårdt ramte økonomier. Den største omkostning vil komme fra ikke at gøre noget.

Hvor EU’s ledere og Guterres har det fra, henstår i det uvisse. I EU’s papirbjerge kan man ikke finde nogen dokumentation, der underbygger denne påstand. Bjørn Lomborg har været på banen, og i sin bog ”False Alarm” redegør han for, hvordan ”kuren” er langt værre end følgerne af en temperaturstigning som forudsagt. Og kuren har næsten ingen praktisk effekt. Hvis EU gennemfører hele sin stjernedyre og smertefulde omstilling til nul i udledninger, vil det ifølge Lomborg bevirke, at temperaturen i år 2100 vil være 0,004 grader lavere, end den ellers ville have været. Den globale opvarmning vil blive forsinket med 6 uger…

Lomborg er blevet angrebet for at undervurdere effekten af Paris-aftalen mht. reduktion i udledningerne. Men det viser sig, at angriberne finder de bedre tal ved at kigge længere frem i tiden – hvor Paris-aftalen kun handler om forpligtelser frem til 2030 (og dem ligger det jo allerede lidt tungt med at honorere).

Lomborg og økonomen William Nordhaus har regnet på de økonomiske konsekvenser af temperaturstigningen og sammenholdt dem med prisen på CO₂-reduktioner. De når frem til, at hvis vi tillader en temperaturstigning på 3,5 grader C., når vi det optimale økonomiske resultat (se fig. 3). Det er jo meget mere end, hvad IPCC taler om, hvor 1,5 grader er slemt og 2 grader meget værre.

Fig 4 viser omkostningerne ved hhv. temperaturstigningen og så prisen på at forsøge at begrænse denne. Man ser, at et forsøg på at holde temperaturen under 1,5 grader er eksorbitant dyrt i omkostninger her og nu. Igen ligger det optimale punkt et sted mellem at gøre meget lidt og så en lidet ambitiøs vision om at temperaturen om 200 år skal holde sig under 2 grader (men gerne må være højere undervejs).

Lomborg og Nordhaus konkluderer helt klart, at det er billigere at lade være med at gøre noget, end at forsøge sig med drastiske reduktioner og nul-udledninger i 2050. Det er måske derfor, at Nordhaus ikke blev inviteret til Europa-Parlamentets møde i 2019, det gjorde til gengæld Greta Thunberg.

Artiklen fortsætter med en generel gennemgang af klimavidenskaben og dokumenterer, at vi ikke p.t. har nogen klimakrise og heller ikke udsigt til at få nogen. Klimamodellerne skyder langt over målet med deres forudsigelser af fremtidens temperaturer. Derfor er der så meget desto mere grund til at tøve med de vanvittigt dyre – og ineffektive – klimatiltag.

Rapporten slutter med et hollandsk ordsprog: ”Bedre at vende om på halvvejen, end at fare totalt vild.” Bare politikerne ville indse visdommen i det råd.

https://clintel.org/wp-content/uploads/2021/04/ClintelECR_EssayNeedlessClimateHaste-def.pdf