Så er UAH’s temperatur for april måned udsendt, den kan som sædvanligt findes på Dr. Roy Spencers hjemmeside. Hvis vi andre syntes at april måned var kold, så er det også tilfældet for satellitmålingerne, resultatet blev lige marginalt lavere end marts måned, der allerede var meget lav. Det er dermed den anden måned i træk, der ligger nede på niveau med den lange varmepause fra 1998-2013.
Satellitterne måler jo temperaturen i atmosfæren et stykke over jorden. Det gælder UAH og RSS. De andre målinger (GISS, HadCRUT osv.) er baseret på termometre på jordoverfladen. Det har været interessant at se i de første måneder af 2021, hvor satellitterne gav et andet resultat end de jordbaserede. GISS var således lav i februar og højere i marts, hvor UAH var omvendt.
Der går noget tid før de jordbaserede resultater bliver offentliggjort, men det bliver spændende at se, hvad GISS og de andre når frem til for april.
Danish
Husk på, at vi i befinder os i en kraftig La Nina event som er ved at ebbe ud
og at 1998 var en meget kraftig El Niño event.
Det ændrer jo ikke på fortolkningen af kurven. Man trækker jo ikke en linje fra toppen af 1998 til nu, gjorde man det, kunne man jo hævde, at temperaturen er faldet med 0,6 grader. Men middeltallet for hele perioden 1998-2013 ligger meget tæt på det, der er 0 grader på UAH’s kurve. Det er gennemsnittet for “varmepausen”. De 0 grader er i øvrigt middeltallet 1990-2020 (den nye “normal”).
Siden WW2 har vi udviklet et effektivt sprinklersystem oppe over tropopausen med en stærkt øget udledning af vanddamp som resultat af 40.000.000.000 årlige flybilletter lige før Corona ramte. På grund af den ringe vertikale opblanding af gasser uden for troposfæren har vi efterhånden udbygget en potent efterisolering derude hvor varmestrålingen førhen strålede direkte ud i rummet. Vi tilfører troposfæren vanddamp udefra og ind, og så længe vores tilførsel overstiger den mængde vanddamp, som falder ned i troposfæren, vil tropopausen stige i takt med efterisoleringen, hvilket længe har været kendt.
Hvis vi antager luftfarten i dag er halveret, må vi forberede os på vintre som vi oplevede dem i 1970erne, indtil luftfarten igen kommer up and flying.
Die Kondensstreifen der Flugzeuge enthalten etwa genauso viele Moleküle CO2 wie H2O. Es interessiert mich schon länger, welchen Einfluss diese Klimagase auf die von der Sonne eingehenden Strahlung haben, natürlich auch auf den langwelligen Sonnen-Strahlungsbereich. Da wird doch schon kräftig absorbiert und reemittiert.
Die auf dem Erdboden auftreffende Strahlung, die in langwellige Wärmestrahlung gewandelt wird, wird nach einer Vielzahl von Absorptions- und Emissionsprozessen und direkteren Strahlungsgängen auch wieder in den Weltraum abgestrahlt. Durch ein mehr an Klimagasen wird die Anzahl der Absorptionen und Reeimissionen erhöht und damit die Verweildauer der Strahlung in der Atmosphäre verlängert. Das wäre dann wohl dieser zusätzliche Isolationseffekt durch Flugzeugabgase. Moleküle, die bereits Strahlung aufgenommen haben, egal ob es die Wärmestrahlung von der Sonne oder die Abwärme-Strahlung von der Erde ist, können diese Strahlung erst dann wieder aufnehmen, wenn sie die erste Aufnahme reemittiert haben. Moleküle, die gerade absorbiert haben, sind also für diese Strahlung “besetzt”. Wird dann der Isolationseffekt geringer, weil die Strahlung nicht mehr aufgehalten wird? Ist das dieser Sättigungseffekt, von dem oft die Rede ist.
Bei einem Vortrag an der Universität Köln hörte ich, dass sich Schichtgrenzen der Atmosphäre Richtung Erdboden verschieben. Das hörte ich bereits vor der Coronakrise. Zieht sich die Atmosphäre zusammen und wird sie dann kälter? Hat sich dieser Prozess durch die starke Reduzierung der Flugzeugabgase CO2 und H2O verstärkt, weil CO2 und H2O auch die eingehende Sonnenstrahlung reduzieren?
Falls ich logische Fehler oder Informationsfehler habe, bitte ich um entsprechende Informationen. Danke schon mal.