En ny videnskabelig artikel fra universitetet i Utrecht påviser, at de forudsete havstigninger fremkaldt af afsmeltning i Antarktis er højere, end hvad der er realistisk. Generelt antager man, at afsmeltningen vil være en følge af den stigende temperatur i havet omkring Antarktis.
De hidtidige modeller har været ret grovkornede og har ikke taget lokale forhold med i billedet. Den nye model er mere fintmasket og kan derfor medtage lokale hvirvelstrømme i havet med størrelser ned til 10-200 km. Det viser sig, at disse strømninger medfører, at vandet, der når Antarktis’ kyster, er koldere end hidtil antaget.
De gamle modeller havde alle som resultat, at havtemperaturen vil stige over årene, mens den nye skarpere model faktisk forudser uændrede eller endda faldende temperaturer i nogle områder. Resultatet er, at de gamle modeller overvurderede afsmeltningen, der efter den nye model kun vil være en tredjedel. Det vil igen reducere den globale havstigning med op til 25 %.
Beregningerne blev udført på en supercomputer, der efter sigende var et helt år om at nå frem til resultatet. Forhåbentligt kørte den på grøn strøm…
https://phys.org/news/2021-04-current-climate-simulations-overestimate-future.html