Tyskland har de seneste år udbygget sin bestand af vindmøller dramatisk, og på papiret producerer de efterhånden energi nok til at dække størstedelen af landets behov for elektricitet. I praksis gør de det jo ikke, da de ofte kører med stærkt nedsat produktion og ind i mellem står helt stille.
Indtil for nyligt har det dog været en god forretning at være vindmølleejer i Tyskland, da man var garanteret en mindstepris for hver eneste kilowatt-time (kWh), man kunne producere, uanset om der var brug for den eller ej. Det var en fin fidus, fordi i perioder med stærk blæst bliver der produceret så meget strøm, at markedsprisen undertiden falder til 1 eurocent eller mindre pr. kWh (forbrugerne betaler samtidigt 30 cent pr. kWh). Så er det jo rart med en fast høj pris.
Betalingsgarantien ophører efter 20 år, men mange ejere af ældre vindmøller håbede på, at den ville blive forlænget. Det kommer så ikke til at ske, bl.a. fordi at regeringen har indset, at udgifterne til den slags støtte har vokset sig alt for store. Resultatet er, at de mere end 20 år gamle møller ikke er rentable at holde kørende, og de bliver nu skrottet i store mængder. De kræver jo en del vedligeholdelse og reparationer, og det er der ikke penge til uden statstilskud.
Pga. generelle økonomiske forringelser bliver der ikke bygget ret mange nye vindmøller i Tyskland og snart vil antallet af skrottede kraftigt overstige nybygningerne med det resultat, at landet forventer en nedgang i vindmøllekapaciteten på ikke mindre end 16 GW over de kommende år, svarende til ca. en fjerdedel af den samlede kapacitet.
Illustrationen til artiklen er et avisudklip vedrørende fødevaresituationen i et nødstilfælde. Her nævner myndighederne selv en langvarig strømafbrydelse som eksempel på sådan et nødstilfælde. Pga. vindstille?
Danish