Denne artikel blev oprindeligt offentliggjort i Nordjyske Stiftstidende og bringes her med Nordjyske Mediers venlige tilladelse
Det er åbenlyst, at politikerne på Christiansborg ikke vil forholde sig til, hvilke konsekvenser den grønne omstilling har både for klimaet og for bortskaffelse af farligt affald. Politikerne halser alle sammen af sted som lemminger, der konkurrerer om, hvem der er mest grøn og ikke mindst, hvem der er de hurtigste. Ingen kender prisen for den grønne omstilling og heller ikke, hvor meget CO2-udslip det koster at implementere de overordnede klimamål.
Jeg kan næsten ikke klare, når jeg hører politikerne sige, at vi af hensyn til de næste generationer skal aflevere et sundt klima, for det lovede vi ved sidste valg. Jeg ved ikke hvem de næste generationer er på verdensplan, men jeg ved, at når man taler om grøn omstilling, genbrug og forsvarlig bortskaffelse af farligt affald, så er det ikke børnearbejderne i DR Congo, Ghana og Nigeria, der tænkes på.
Ifølge en FN-rapport fra 2019 blev 53,6 millioner tons elektronik til affald (1). Det drejer sig om køleskabe, computere, tv-skærme, dvd-afspillere, batterier m.m. Det kasserede elektronik genanvendes kun i meget ringe omfang. I 2019 var det blot 17,4 procent, der blev genanvendt. Meget af det farlige affald ender i Ghana og Nigeria, hvor børnearbejdere arbejder i giftige dampe uden nogen former for beskyttelse. Her vader både børn og voksne rundt i dynger af kasseret elektronik og forsøger på at finde kobber og platin ved at afbrænde brugt elektronik til skade for både klimaet og for børnearbejdernes helbred.
Børnene smelter plastikken af ledningerne for at nå ind til kobbertråden. Et pund kobber kan indbringe ca. 10 kr. Et barn, der arbejder på lossepladsen fra kl. 4 om morgenen til kl. 22 om aftenen, kan tjene mellem 20 og 30 kr. Og nogle gange tjener de slet ikke noget.
Jeg ved ikke, hvor mit elektronikaffald gennem de sidste 20 år er endt, men jeg ved at Greenpeace allerede i 2009 fandt kasseret udstyr fra Danske bank, den Kongelige Livgarde og danske skolecomputere på Agbogbloshie lossepladsen i Ghana. En jordbundsprøve fra Agbogbloshie lossepladsen viste ifølge Greenpeace, at jorden er 100 gange så giftig som normal jord. Selvom det ifølge Basel-konventionen er forbudt for OECD-landene at sende farligt affald til ikke-OECD-lande, så ender det elektroniske affald i stigende grad i hænderne på børn og voksne i Nigeria og Ghana, der forsøger at tjene penge på de værdifulde metaller i affaldet. Jeg tror også at en stor procentdel af kasserede litiumbatterier kan ende i Ghana og Nigeria, hvis ikke kontrollen med elektronikaffald skærpes, og OECD landene tager deres ansvar alvorligt
I forhold til udfasningen af benzin og dieselbiler, så stiger efterspørgslen på kobolt, der anvendes i det litiumbatteri, der sidder i elbilerne. Jeg kan efterhånden ikke se en elbil uden, at jeg tænker på børnearbejderne i koboltminerne i DR Congo. Er det børnene, der arbejder under sundhedsskadelige forhold, der skal være med til at sikre den grønne omstilling? Det er det åbenbart, og her er Kina den helt store vinder af omstillingen fra sort til grøn energi, fordi de kontrollerer hele forsyningskæden fra miner til forarbejdning og til færdige batterier til elbiler. Mellem 60 og 70% af klodens behov kommer fra DR Congo, der er stærkt præget af uorganiseret minedrift, hvor børnearbejde er almindeligt forekommende.
I løbet af bare 40 år er Kina blevet en teknologisk supermagt. Kina har sat sig selv i en position, hvor de kan blive verdens førende energi-supermagt. Allerede nu er Kina verdens største producent af vindmøller, solpaneler, elbiler og litiumbatterier m.m. Det kan få stor betydning for magtbalancen i verden. Selvom danske politikere og politikere i EU generelt fordømmer Kina for ikke at overholde fundamentale menneskerettigheder og for at Kina sender minoritetsgrupper på genopdragelseslejre. Kina er et regime, hvor ytringsfrihed og demokrati er ikke-eksisterende. Vores egen udenrigsminister har tilbage i 2020 i maj måned efter et EU møde, hvor Kina var på dagsordenen, udtalt, at konflikten må løses gennem demokratisk dialog. Jeg tror helt ærligt at Xi Jinping må grine en vis legemsdel i laser. Demokratisk dialog eksisterer ikke i Kina, og slet ikke, hvis man er uenig med regimet. De ansvarlige politikere, der styrter efter den grønne omstilling, er nødt til at forholde sig til fakta. Hvad koster den grønne omstilling i CO2 udslip? Og hvordan skal vi forholde os til affaldsproblematikken?
Hvordan sikrer vi, at farligt elektronisk affald ikke ender i hænderne på fattige børn og voksne med katastrofale følger for klimaet og for børn og voksnes helbred? Og hvordan vil man sikre, at udfasningen af den sorte trafik ikke kommer fra børnearbejde i DR Congo? Det vil jeg gerne have et seriøst svar på og helst inden, at Xi Jinping dør af grin over de demokratiske og frihedselskende lande, der sættes den grønne omstilling højest på dagordenen, men som endnu ikke har indset, at hele forsyningskæden kontrolleres af Kina. Er det ikke på tide at italesætte konsekvenserne af den grønne omstilling og hvordan vi sikrer kontrollen med farligt affald? Ellers syntes jeg ikke, at det globale klimaregnskab giver nogen mening.
(1) United Nations University: Global E-Waste Surging: Up 21% in 5 Years.
https://unu.edu/media-relations/releases/global-e-waste-surging-up-21-in-5-years.html#info
Tina Bømler er forfatter og tidligere lektor ved Aalborg Universitet. Hun har skrevet en række artikler og bøger om bl.a. samfundets skyggesider.
Danish