I Middelalderens katolske kirke havde man et begreb, der hed aflad. Alle havde jo syndet mere eller mindre, og havde derfor i princippet udsigt til at ryge i Helvedet efter deres død. Det var jo skidt for kirkens forretning, at kundernes fremtidsudsigter var så dårlige. Man kom derfor på, at folk ved at give en gave til kirken kunne få Gud til at tilgive deres synder og viske tavlen ren. Dette blev sat i system, så man kunne købe et stykke papir, et såkaldt afladsbrev for et vist beløb, og så var det problem løst. Kirken var godt tilfreds, der kom penge i kassen, og kunderne – de troende – forblev optimistiske.
Fænomenet blev afskaffet i 1500-tallet i de lande, hvor reformationen førte til oprettelse af den protestantiske kirke. Men nu, knap 500 år senere, er det igen muligt at købe aflad i disse lande, bl.a. i Nordeuropa og USA. Nu drejer det sig om klimasynder, man kan købe sig fri af. Hvis man f.eks. har været ude at flyve og derved udledt CO2, kan man betale nogle penge f.eks. til et projekt, der planter træer. De træer vil så (i hvert fald i løbet af nogle år) opsuge den CO2 som den uheldige flyvetur udledte.
Når man på den måde har købt aflad, vil samvittigheden være i orden, man har ikke personligt bidraget til klimakrisen. Det har udviklet sig til en strålende forretning med milliardomsætning på årsbasis.
Imidlertid har det vist sig, at de fleste af de projekter, som afladspengene går til, ville være blevet gennemført alligevel. Generelt gælder det for 73 % af alle projekter og helt op til 85 % af FN’s projekter. Det betyder at afladspengene reelt bare går til at fylde nogens lommer.
Som der står i vedlagte artikel: Hvis du virkeligt vil gøre noget for klimaet med dit private jetfly, så skal du lade det stå på jorden.
Danish
Vi skal tilbage til istiden – men kommer vi ikke det under alle omstændigheder?
For et par år siden købte jeg en buket blomster hos Interflora, hvilket sker med jævne mellemrum. Jeg overså et lille ‘ja tak’ der i forvejen var udfyldt. Senere modtog jeg så et diplom fra et dansk firma, der takkede for at jeg nu havde plantet et træ i Afrika, og endda opgav positionen med 6 decimaler. Det vil sige at jeg nu vidste med en præcision på under 1 centimeter hvor “Mit Træ” stod. Med et kortprogram som hjælp, fandt jeg “Mit Træ” i Østafrika. Det var midt i et savanneområde, og enten var mit træ meget lille, eller også var det meget gammelt, for der var ikke spor af nyplantninger. i området. Jeg undersøgte så det danske firma der stod bag plantningen, og det lugtede langt væk af fup.
Der er hårdt brug for opsøgende journalistik, men også her er journalisterne totalt værdiløse og plaprer bare efter. De værste skrøner sluges råt.
Det er som før: “Når sølvmønten i kassen klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”
Man hører kun om klimaændringer, men ikke hvilket klima man skal tilstræbe.
Skal det være koldere end nu, skal der være som i Bronzealderen eller i Vikingetiden?
Hvorfor ikke nøjes med den målsætning, at vi skal være bedre til at spare på klodens ressourcer?
Ikke mindst de fossile energikilder, der skabte det moderne samfund, hvor det største problem at det medførte en befolkningseksplosion!
Skal vi fortsat kunne brødføde denne overbefolkning skal fødeproduktionen optimeres på alle ledder, der betyder global gødskning og kemisk planteværn.
At fokusere alene på en enkelt drivhusgas, der desuden er gået på pension, (nedsat effekt), fører kun til forhold, som ovenstående artikel på en pædagogisk måde peger på.
Flagellanternes befriende frelse
Hvis ikke man lader sig tilfredsstille med aflad, kan man kaste sig over selvpiskeri. Folket kræver død over bøffen og CO2 afgift her og nu !
Vi har syndet stort og bør føle skyld og skam. Gennem afsavn og selvpåført lidelse må vi sone vor brøde, så vi oprigtigt kan håbe på nådens vederkvægende lys og frelsens barmhjertige tilgivelse.