Havstigninger

Vi har flere gange her på siden omtalt mysteriet med de årlige havvandsstigninger, som forskere mener at have målt sig frem til. Der er to elementer her. Det ene er uoverensstemmelsen mellem satellitmålinger og målinger fra bøjer eller målepinde i havene. Satellitterne giver generelt et højere tal, 3-4 mm, for den årlige stigning end de overfladebaserede målinger på ca. 2 mm. Det andet element er den accelererende stigning, som satellitmålingerne viser over årene. Den ses ikke på målinger ved havoverfladen.

Fig. 1 viser en kurve over satellitmålingernes resultater over de seneste knap 30 år. I den tid har der i alt været 4 satellitter, hvor de gradvist afløste hinanden. Man ser tydeligt accelerationen gennem perioden. Kurven her viser ikke noget overlap mellem de enkelte satellitters resultater.

Dette overlap er så vist på fig. 2. Det er jo sådan, at den gamle satellit ikke straks blev taget ud af drift, når den nye var sendt op. Kurven på fig. 2 viser nu, at der ikke er tale om en éntydig acceleration. Tværtimod er det tydeligt, at de to første satellitter giver en jævn stigning på ca. 2,6 mm/år mens de to sidste ligger omkring 3,9 mm/år. Det er jo så nærliggende at tro, at stigningen i tallene snarere skyldes skift af udstyr frem for en reel udvikling i havet.

Det er jo ikke ligetil at måle havniveauet med en satellit. Der skal opstilles computermodeller til fortolkning af målingerne, og her gøres der naturligvis en række antagelser. En af disse antagelser er, at jordens facon stadigvæk ændrer sig efter ophøret af sidste istid og de tunge isdækkers forsvinden. Denne effekt sættes til 0,3 mm pr. år – og kan så efter behag medregnes i satellitresultaterne eller ej. I fig. 1 er den lagt til, hvorved gennemsnitsstigningen bliver på 3,3 mm, hvorimod på fig. 2 er den udeladt, og derved fås de 3,0 mm/år i gennemsnit.

Selve målingen har sine udfordringer. Satellitten bruger radar, som den sender ned mod havoverfladen, og som så bliver reflekteret tilbage og modtaget af satellitten igen. Tiden, der er gået, er så udtryk for afstanden til havoverfladen. Man skal dog korrigere for forskellige ting, bl.a. mængden af vanddamp i atmosfæren. Men det hævdes, at afstanden fra 1300 kilometers højde kan måles med ca. 25 millimeters nøjagtighed. Det lyder jo ikke så godt, hvis vi gerne vil måle brøkdele af millimeter for at konstatere en acceleration – eller bare en årlig stigning på 3 mm.

Det er jo, mildt sagt, svært, og det kan derfor ikke undre, at skiftet fra satellit nr. 2 (Jason 1) til nr. 3 (Jason 2) i løbet af 8 dage gav en ændring i stigningstakten fra 2,5 til 4,1 mm/år (se fig. 2). Man ser således, at de to første satellitter var enige om den lavere værdi, mens de to sidste ligger på den høje værdi – uden acceleration. Det her kan jo ikke have noget med virkeligheden at gøre!

Påstanden om accelererende havstigninger er vist ikke videre troværdig.

https://wattsupwiththat.com/2021/02/21/munging-the-sea-level-data/