Havtemperaturen i Arktis har svinget op og ned i takt med at havstrømmene i Atlanterhavet og Stillehavet har ændret mønster. Disse ændringer forekommer med jævne intervaller og giver skiftevis tykkere og tyndere havis.
En russisk forsker fik udarbejdet en rekonstruktion af lufttemperaturen over Arktis, den viser et udsving over ca. 60 år, se fig. 1. I årene omkring 1935 nåede temperaturen et maksimum, for derefter at falde igen. Temperaturen den gang var på niveau med temperaturen omkring år 2000, så netto havde de mellemliggende 60 år ikke set nogen opvarmning.
Stillehavs-svingningerne, kendt som ”PDO” – ”Pacific Decadal Oscillation” var negativ i perioden 1940 – 1975, hvor den så svingede over til at blive positiv (fig. 2). Når den er positiv sender den varmere vand mod Arktis (gennem Beringstrædet) og udtynder isen der.
Samtidigt ændrer havstrømmen i Atlanterhavet, ”AMO” – ”Atlantic Multidecadal Oscillation” sig også, hvilket i positive perioder ligeledes medfører at varmere vand strømmer mod Arktis, se fig. 3.
Opvarmningen og dermed tabet af havis siden 1980 hænger sammen med de to havstrømninger. PDO blev positiv på det tidspunkt og medførte et svagt fald i mængden af havis, se fig. 4. AMO blev positiv omkring 1995 og det accelererede afsmeltningen.
Nu er det ved at vende, PDO gik mod negativ omkring 2010, mens AMO først er ved at gøre det nu. Men man kan måske allerede nu se effekten, havisens udbredelse er faldet meget lidt de sidste 7 år, sammenlignet med årene før.
Temperaturerne i Grønland synes også at følge disse svingninger, mere end de udviser en jævn stigning.
Endeligt påpeges det, at Antarktis generelt har haft uændrede temperaturer over de seneste 50 år, og det er også tilfældet med havet omkring Antarktis. Vestantarktis har vist større udsving i temperaturerne siden 1950, først stigninger, men de sidste 15-20 år ser der ud til at være et fald igen.
http://www.climatedepot.com/wp-content/uploads/2021/01/Global-Ice-Story.pdf
Danish