Vi får ofte at vide, at accelererende afsmeltning af Grønlands indlandsis bidrager væsentligt til den kommende katastrofale stigning i havniveauet. Der er jo kun 3 væsentlige kilder til havstigninger: Grønlands og Antarktis’ isdækker og så temperaturstigningen i havet (vand udvider sig jo, når det bliver varmere).
Temperaturstigningen af vandet skønnes at give ½ – 1 mm pr. år. Resten op til den katastrofale havstigning må så leveres af indlandsis. Antarktis er bitterligt koldt, og trods lidt afsmeltning i den vestlige del, primært forårsaget af vulkansk aktivitet under isen, er der ikke meget, der tyder på en nettoafgang af is, specielt fordi snefald hele tiden tilfører materiale til isdækket.
Tilbage har vi Grønland, hvor medierne ynder at tale om katastrofal accelererende afsmeltning. Her er et eksempel fra CNN:
Grønlands isdække er smeltet til et punkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage, og forsøg på at begrænse den globale opvarmning vil ikke forhindre indlandsisen i helt at blive nedbrudt. (1)
Artiklen er ledsaget af det ikoniske billede af en hundeslæde, der trækkes hen over smeltet is, se fig. 1.
Grundlaget for denne svada er en videnskabelig artikel, hvor man har forsøgt at bedømme tabet af is i de sidste 35 år (2). Her er man mindre bombastisk i ordvalget, selvom det ser ud til at det årlige tab af is fra gletsjerne er større i perioden 2000-2020 end i 1985-2000. Der er dog det problem, at der ikke er så gode data for den tidligere periode, så det bliver lidt mere gætværk og modelberegninger, se fig. 2.
Grønlands isbalance er en kombination af tilgangen til indlandsisen i form af snefald inde i landet, der gradvist omdannes til is, og så afgangen, der er afsmeltning fra overfladen, men primært fra gletsjerne, der gradvist bevæger sig ud mod havet, hvor isen smelter.
Men er situationen så i virkeligheden så slem? Polar Portal, der køres af en stribe danske forskningsinstitutioner (bl.a. DMI, DTU & GEUS), offentliggør kurver over udviklingen. En af disse (3), se fig. 3, fandt vej til en amerikansk hjemmeside, hvor man påpegede kurvens lidt besynderlige udseende (4). Budskabet er jo helt klart, at det går ned ad bakke med indlandsisen, bogstaveligt talt. Det er straks sværere at se, om afsmeltningen accelererer.
GEUS, én af partnerne bag Polar Portal udgiver et online magasin ved navn Geoviden, der primært henvender sig til unge læsere. Her kunne man se et diagram for afsmeltningen (5), som vist på fig. 4. Igen er det domineret af den voldsomt faldende kurve over tabet af is. Til gengæld er den øverste del mere interessant. Her ser man jo, at det årlige tab af is varierer meget fra år til år, men i de sidste 15 år svinger det omkring det samme tal, uden nogen tendens, hverken op eller ned.
Polar Portal udgiver en sæsonrapport hvert år og i udgaven fra 2020 (6) kan vi så en mere overskuelig version af kurven, se fig. 5. Her ser man, at tabet pr. år fra gletsjerne var lavere i perioden 1985-2000. Derefter steg det ca. 20 % fra 2000 til 2005, hvorefter det igen blev konstant. Samtidigt svingede tilvæksten på indlandsisen voldsomt fra år til år, men uden nogen klar udvikling. Resultatet er en samlet balance, der viser en stigning i det årlige tab i perioden 2000-2010 og derefter er tabet stabilt, eller måske endda let faldende. Der er således tab af is næsten hvert år, men på ingen måde ”accelererende”.
Man må så endeligt ikke glemme at se tallene her i relation til det samlede volumen af is på Grønland. Ingen ved nøjagtigt, hvor meget der er, men man regner med, at der er ca. 2,8 millioner gigatons. Et årligt tab på få hundrede gigatons er derfor forsvindende lidt. De akkumulerede kurver (jfr. fig. 4) viser et samlet tab på 4700 gigatons, det svarer så til 0,4 % af totalen. Eller med andre ord, hvis afsmeltningen fortsætter i det nuværende tempo, vil al isen først være smeltet om ca. 10.000 år.
Men hvad så med fremtiden? Her har klimaforskerne meget mere frit spil, fordi de nu kan basere deres dystre forudsigelser på klimamodellerne. Og her ser det ud til, at situationen bliver om muligt endnu mere alarmerende i forbindelse med skiftet til den nye generation af modeller, CMIP6. Her forudser man endnu hurtigere global opvarmning og dermed selvfølgeligt også meget voldsommere afsmeltning af Grønland (7).
Så der er stor tilfredshed med CMIP6, der vil kunne holde klimaskrækken oppe og forretningen i gang.
Men lige nu er der altså ikke nogen katastrofe i Grønland.
Referencer:
(1): https://edition.cnn.com/2020/08/14/weather/greenland-ice-sheet/index.html
(2): https://www.nature.com/articles/s43247-020-0001-2.pdf
(3): http://polarportal.dk/en/greenland/mass-and-height-change/
(5): https://www.geocenter.dk/wp-content/uploads/2019/10/Geoviden_3_2019_enkeltsidet.pdf
(7): https://www.carbonbrief.org/new-climate-models-suggest-faster-melting-of-the-greenland-ice-sheet
Danish
Vi mangler at nævne, at det er tyngdekraften, som skubber indlandsisen ud i havet. Det betyder, at hvis indlandsisen samlede omfang engang langt langt langt ude i fremtiden skulle blive væsentligt reduceret, så vil isens vandring i mod havet blive tilsvarende reduceret, da tyngdekraften vil blive tilsvarende reduceret. På nuværende tidspunkt er indlandsisen over 3 km tyk på midten. Det er denne mekanisme som gjorde, at indlandsisen på Grønland overlevede varmeperioderne under både Holocæn Klimatisk Optima og under Eem Klimatisk Optima. Den ældste indlandsis er ca. 500.000 gammel. Det vil sige væsentligt ældre end Eem varmeperioden.
Klimaet i Grønland bølger med en cyklus på 60-70 år. Forskerne benytter sig af satellitdata, som ikke opfatter bølgebevægelsen. Sådanne studier er stærkt misvisende og trækker overskrifter i aviser og TV.