Anmeldelse, Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Uønskede sandheder

De tyske forskere Fritz Vahrenholt og Sebastian Lüning har for nyligt udgivet en bog med titlen ”Unerwünschte Wahrheiten – Was Sie über den Klimawandel wissen sollten”, ”Uønskede sandheder – hvad De bør vide om klimaforandringerne”. Sebastian Lüning er jo velkendt på vores side med sine videoer, Klimaschau, som vi bringer med danske undertekster.

Bogen her er en grundig gennemgang af hele klimasagen. I 50 mindre afsnit gennemgås alle relevante aspekter:

  • Klimaet i fortiden
  • Naturlige og menneskeskabte klimaændringer
  • Indlandsis og havis
  • Ekstremt vejr, tørke, oversvømmelser, storm osv.
  • Havniveauet
  • Klimamodellerne og deres pålidelighed
  • Klimaskader, bl.a. koraller, men også menneskers dødelighed
  • IPCC og COP-møderne
  • Fremtidens energiforsyning

Bogens forfattere er klimaforskere og var tidligere bidragydere til IPCC’s rapporter. De benægter ikke, at der er tale om en indvirkning fra COpå klimaet, men de vender sig imod den skingre alarmisme, der har grebet verden i den anledning. Alle oplysninger i bogen er underbygget af referencer til den videnskabelige litteratur.

Hovedbudskabet i bogen er de mange overdrivelser og fordrejninger, man finder i klimasagen. F.eks. den hårdnakkede benægtelse af at der var udsving i den globale temperatur i hele vores mellemistid, dvs. fra nutiden og 10.000-11.000 år tilbage. Der var en Middelalderlig Varmeperiode og en Lille Istid, og tidligere var der varmeperioden for 5-6000 år siden, HTM, det Holocæne Temperatur Maksimum.  Men det passer jo bedst i klimasagen, at den nuværende globale temperatur er ”uden fortilfælde”.

IPCC tages under kærlig behandling og den udbredte brug af scenariet RCP8.5 kritiseres, hvad der er helt berettiget, da det indebærer et fuldstændigt urealistisk kul- og olieforbrug – mere end man overhovedet kan udvinde.

Der gøres meget ud af at beskrive de naturlige cyklusser, som driver klimaet på kortere sigt. De er kendt som f.eks. PDO: ”Pacific Decadal Oscillation” eller AMO: ”Atlantic Multidecadal Oscillation”. De har begge perioder på 60 år eller mere, hvor de så svinger frem og tilbage mellem ”positiv” (AMO+) og ”negativ” (AMO-). Disse svingninger har stor indflydelse på den globale temperatur, havstrømme og nedbør i forskellige egne. Når man ser på en forandring i klimaet over 30 år, skal man derfor være meget opmærksom på, om det virkeligt er en del af en langsigtet udvikling, eller bare en følge af en eller flere af cyklusserne.

Ændringer i nedbørsmængden i Sahel-regionen (Afrika) som følge af AMO-cyklussen. Illustration fra bogen

Efter at vi har været hele vejen rundt om naturvidenskaben og politikken i klimasagen kommer der et langt afsnit om den ”grønne omstilling”. Tyskland bliver her vist frem som skrækeksemplet på, hvad der sker, når man får bygget alt for meget ustabil vind- og solenergi og forsøger at integrere dem i en national elforsyning. Vi hører også om energilagring, batterier og lignende, og disse bliver heller ikke betragtet som særligt lovende. Måske har Power-to-X en fremtid, men det vil kræve mange års udviklingsarbejde. Og så er der jo atomkraften.

Til gengæld mener forfatterne, at vi har tid nok. Der er ikke udsigt til nogen katastrofal temperaturstigning eller ødelæggende klimaforandringer. Så kraftig er effekten af CO2 ikke, bl.a. fordi vanddampens bidrag til drivhuseffekten vil være meget mindre end antaget af IPCC & Co., ikke mindst pga. øget skydække og nedbør.

Det er en meget smuk bog. Harmonisk sat op på papir af god kvalitet og indbindingen er også af en klasse, som man efterhånden sjældent ser. Nummeret på hvert afsnit er markeret i en lille sol i margenen på hver højreside. Illustrationerne er kurver og diagrammer af let og overskueligt design. Som et kuriøst element har man valgt ikke at inkludere referencerne i selve bogen, de ville koste alt for mange sider og tryksværte. I stedet kan man finde dem på en hjemmeside. Sjovt nok er  stikordsregisteret også placeret på hjemmesiden.

Opslag fra bogen

Bogen er let læst, det er ikke hverken højlitterært eller moderne slang-præget sprog – men det er selvfølgeligt tysk.

”Unerwünschte Wahrheiten” kan varmt anbefales til alle, der interesserer sig for en afbalanceret fremstilling af klimasagen. Den kan købes f.eks. på Amazon de.

https://unerwuenschte-wahrheiten.de/

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*