Her er et indlæg, som blev skrevet for to uger siden og i første omgang sendt til Berlingske med henblik på offentliggørelse. Berlingske var ikke i den mindste tvivl. Allerede efter to timer og ét minut svarede de tilbage med en standardafvisning. Man kunne forstå, at den slags snavs ikke skulle besudle deres publikation. Jeg prøvede derefter med Jyllands-Posten, men ud over en standardkvittering hørte jeg ikke mere.
Formålet med indlægget var dels at henlede lidt opmærksomhed på bogen, “Klimaplan 2030”, dels var det inspireret af Klimaministeriets såkaldte “analyse”, der netop var udsendt og hvori der bl.a. drømmes om gigantiske mængder af brint, fremstillet med strøm fra vindmøller i Nordsøen (1). Her følger indlægget i sin helhed:
Den Grønne Omstilling
Der sker meget på klimafronten nu. Der er truffet aftale om stop af olie- og gasudvinding i Nordsøen i 2050. Der diskuteres en grøn skattereform, hvor CO2-afgifter skal spille en væsentlig rolle. Klimaministeriet har netop udsendt en analyse, hvorefter Danmark som et led i en EU-plan skal stå for fremstilling af 3,5 millioner tons brint pr. år, baseret på havvindmøller i Nordsøen. Samtidigt presser en kreds af erhvervsfolk på for også at få etableret brintproduktion i Østersøen.
Der er således ved at komme gang i den grønne omstilling, hvor vores fremtidige energi primært skal leveres af sol og vind, suppleret med lidt biomasse. Danmark vil i den forbindelse blive et grønt foregangsland for resten af verden.
Mange steder i udlandet, f.eks. England, Tyskland, USA og Australien, er man langt fremme med en massiv udbygning af sol- og vindenergi. Erfaringerne er ikke ubetinget gode. Det grundlæggende problem er jo, at solen ikke skinner om natten, og vinden er meget variabel. Dage med god blæst kan afløses af perioder med vindstille, nogle gange af flere døgns varighed. Her skal vi have en anden kilde til vores strømforsyning.
Danmark har en stor kapacitet af vindmøller, men når vinden ikke blæser, trækker vi på nabolandene, ikke mindst vandkraft fra Norge, men også noget atomkraft fra Sverige eller kulkraft fra Tyskland. Vi har således reelt ikke en elforsyning, der er baseret på sol og vind, og derfor er den ikke umiddelbart noget forbillede for andre lande. Det er trods alt de færreste steder på jorden, at man har adgang til import af massive mængder vandkraft.
Det nytter heller ikke så meget, at flere lande kobler deres elnet sammen. Ofte kan det være vindstille over det meste af f.eks. Europa samtidigt, og så er der jo ikke nogen strøm at hente fra nabolandenes vindmøller.
Problemstillingen er nærmere gennemgået i en hvidbog, der netop er udkommet: ”Klimaplan 2030”. Her gøres det klart, at en elforsyning baseret på sol og vind enten må have fuld backup (som vi i princippet har i dag, med nabolandenes hjælp), eller også skal vi kunne lagre energien. I sidstnævnte tilfælde er der enten tale om batterier eller også de såkaldte elektrobrændsler, Power-to-X. Her fremstilles der brint ved elektrolyse, der trækkes CO2 ud af skorstene (eller luften) og brint + CO2 omdannes til brændstoffer, som vi bruger i dag. Batterier i stor skala er helt prohibitivt dyre i investering, og elektrobrændslerne medfører store energitab i processerne. Bruger man således elektrobrændsel som lager af energi, vil man have tabt op til 80 % når den konverteres tilbage til strøm.
Det kan beregnes, at Klimaministeriets 3,5 millioner tons brint vil kræve opsætning af ikke mindre end 40 GW havvindmøller. Det er 7 gange så stor møllekapacitet, som vi har i dag, og svarer til 40 nye store havvindmølleparker. I følge ministeriet skal de stå klar allerede i 2030!
I den nuværende situation kan man godt forstå regeringens betænkeligheder ved at indføre en drastisk CO2-afgift. Den forudsætter jo, at virksomhederne og borgerne har grønne alternativer til rådighed, som de kan puffes hen i mod. Men der er i mange tilfælde ikke nogen alternativer, og hvis der endeligt er nogen, vil de være meget dyre. Biogas, f.eks., koster uden statstilskud ca. 4 gange så meget som naturgas. Går man alligevel efter de grønne løsninger, er der en høj pris for samfundet at betale – og den vil udmønte sig i tabt velstand og velfærd. Det er næppe noget, andre lande vil se særligt meget forbillede i.
Er det virkeligt den vej, vi vil gå, eller skulle vi ikke hellere tage en dyb indånding og nøgternt overveje situationen én gang til?
Reference
Danish