Her refereres tre artikler, der alle når frem til, at havisens nuværende udbredelse faktisk er højere, end den har været det meste af tiden siden ophøret af sidste istid. Vi får jo ellers at vide, at isen omkring Nordpolen smelter og snart vil være helt væk om sommeren.
Men nu har forskere fundet ud af, at i Beaufort-havområdet har der været helt isfrit for 14.000-8.000 år siden, hvor samme område i dag er dækket 70-100 % af is, undtaget i et par sommermåneder. For 14.000 år siden var CO2-indholdet i luften kun ca. 250 ppm, mod vore dages godt 400 ppm. Alligevel var det måske 4 grader celsius varmere den gang end nu.
Men også meget tættere på vore dage, i perioden 1880-1930 var havtemperaturen i området varmere end i dag, helt op til 3 grader.
På Svalbard lå gletsjerne trukket tilbage for 5000 år siden, sammenlignet med i dag. De nåede deres største udbredelse for blot 500-700 år siden.
Noget tyder – igen – på at CO2 ikke kan være det eneste der styrer jordens temperatur og tilvækst eller afsmeltning af Nordpolens is.