Hvis vi vil er en lidt usædvanlig bog om klimakrisen. Den udkom for godt en måned siden og fik en del omtale i medierne. Den er skrevet af 3 journalister, og en fotograf har sørget for en masse fine billeder. Bogen er godt skrevet og let læst. Denne anmelder kom til at tænke på, at det her er da en sød bog.
Det usædvanlige ligger i bogens grundlæggende optimistiske holdning. Den accepterer fuldt ud historien om den tilstundende klimakatastrofe. Stigende mængder CO2 i atmosfæren fører til øgede temperaturer og klimaforandringer, der giver misvækst i landbruget og alskens anden nød.
Men i stedet for at vi skal gå i panik, ligger løsningerne lige for. Vi skal lægge vores liv om. Spise mindre oksekød og mere grønt. Vi skal gå i tøj lavet af majstråde eller andet affaldsplantemateriale. Vi skal lægge vores transportmønstre om til eldrevne køretøjer og isolere vores huse, så de bruger mindre energi. Vi skal også bygge huse – selv højhuse – af træ.
Og så er der al den vedvarende energiteknologi, der bare venter på at blive taget i brug. Masser af vindmøller og solceller og storstilede energilagringsprojekter. Biogas, brint, Power to X osv. Og så, lidt overraskende, skal vi ligeledes kigge på atomkraften som en CO2-fri energikilde. Den er jo ellers normalt bandlyst i klimakredse.
Det forfriskende ved bogen er således denne optimisme. Den er naturligvis ikke alle steder lige velovervejet eller realistisk.
Man kan stille spørgsmålstegn ved, om ændrede forbrugsvaner virkeligt kan slå så massivt igennem som der drømmes om, især i tredjeverdenslande hvor man higer efter en bedre levestandard.
De tekniske løsninger er nok heller ikke så tæt på, som forfatterne tror. Det fremhæves, at udviklingen i sol- og vindenergi de sidste 20 år er gået meget hurtigere, end man spåede tilbage i år 2000. Det er også rigtigt, og i procenter er der tale om en pæn stigning. Men stadigvæk udgør disse kilder kun 2-3 % af det globale energiforbrug, trods de uhyrlige summer, der er ofret i statstilskud til solcellerne og vindmøllerne.
Forfatterne nævner, helt korrekt, sol- og vindenergiens svingninger over tid, mellem en stor produktion og så nul. Her kommer bogen så ind på alle de løsninger, der er på bordet, batterier, varme sten, saltsmelte, ”grøn brint” og sågar hævede vandbassiner. Og oven i købet har vi biomasse, geotermi og endda bølgeenergi. At ingen af disse løsninger for alvor kan gøre noget ved energiforsyningen, bliver der ikke nævnt noget om.
Bogen slutter med et afsnit kaldet ”håb”. Og det er jo netop det, der driver den. På den ene side accepten af klimakrisen i al dens gru, men på den anden side denne ukuelige optimisme, realistisk eller ej. Ja, det er en sød bog.
Danish