Med jævne mellemrum dukker spørgsmålet op i klimalitteraturen vedr. den næste istid, hvor større dele af Nordeuropa og Nordamerika igen vil blive dækket af tykke iskapper. P.t. lever vi (godt) i en mellemistid, men den tilstand er en undtagelse i Jordens historie i de seneste 2-3 millioner år. Det meste af tiden har vi haft de store iskapper og kun med mellemrum, ca. 100.000 år, har der midlertidigt været varmere vejr hos os. En stor del af Danmark var på et tidspunkt dækket af kilometertyk is, men for omkring 12.000 år siden smeltede den, havene steg, og det nuværende Danmark kom frem i lyset.
Varigheden af disse mellemistider har været forskellig fra gang til gang, men typisk er den på måske 12-14.000 år. Fænomenet styres af variationerne i Jordens bevægelser, dels banen omkring Solen og dels ændringer i hældningen af den akse, hvorom Jorden snurrer rundt om sig selv. Men statistikken sagde, at vi burde være på vej mod enden af vores mellemistid, og så kunne her blive ubehageligt koldt på vores breddegrader.
Klimaforskningen har selvfølgeligt interesseret sig for tilfældet, bl.a. fordi, at der ikke skal være nogen, der får den idé, at vores CO2-udledninger kunne varme Jorden så meget op, at vi slap for den næste nedfrysning. Derfor satte man klimamodellerne på arbejde, og de er bl.a. nået frem til, at den nuværende mellemistid tilfældigvis vil vare i måske yderligere 10.000 år eller endda meget længere. Så der er ingen undskyldning for ikke at forsøge at vende tilbage til de paradisiske tilstande i 1850 – ved enden af Den Lille Istids kulde.
Andre mere ædruelige forskere har regnet sig frem til, at den næste istid kunne forventes at komme mellem 1500 og 4500 år fra nu af.
Nu er en stribe forskere fra Canada imidlertid fremkommet med et nyt bud, i form af en videnskabelig artikel. En af de store iskapper, den, der dækkede Nordamerika, hedder det Laurentidiske Isskjold, og nu har forskerne undersøgt en af de sidste rester af denne kappe, døbt Barnes Iskappen. Den har de fundet på Baffin Island, i det Arktiske Hav nord for Canada, se fig. 1. Det drejer sig om is, der ligger på flade klippeområder og derfor er der ikke tale om en gletsjer i bevægelse. Barnes bliver, hvor den er, og udbredelsen vil alene være et spørgsmål om sommertemperaturen i området. Barnes ligger også relativt lavt, således at temperaturerne når op over nul grader om sommeren. Det er ikke tilfældet med andre rester af isskjoldet, de ligger så højt over havet, at der altid er frost.

Men med Barnes kan man følge udviklingen over tid ved at studere mos og lav under isen. Når iskappen er mindre, vokser der mos på klippen, men den bliver slået ihjel, når isen breder sig ind over den. Omvendt, når iskappen trækker sig tilbage, kommer den døde mos frem i lyset og kan dateres f.eks. med kulstof-14-metoden.
Nu har forskerne så fået opstillet en tidslinje for Barnes’ historie og de kan se, at den trak sig tilbage efter ophøret af den seneste istid og hele vejen igennem det Holozæne Optimum, hvor det var varmere på Jorden end i dag. Men tilbagetrækningen endte for ca. 2000 år siden, her begyndte iskappen igen at vokse, og mos blev begravet. Fremrykningen fortsatte helt frem til ca. 1960, hvor udviklingen så vendte igen, og iskappens areal svandt ind. Den er endnu ikke nået helt tilbage til det minimum, der var for 2000 år siden, men den er på vej. Det mos der findes tæt ved den nuværende isrand døde for ca. 1000 år siden, så vi er ikke nået helt frem til de tidligere minima, se fig. 2.

Forskerne konkluderer nu, at perioden med vækst af Barnes faktisk markerer starten på en ny istid. Den har således været undervejs i næsten 2000 år, indtil menneskehedens drivhusgasser i 1960 havde bevirket så meget opvarmning, at udviklingen vendte igen. Efter forskernes opfattelse kan vi derfor godt aflyse den næste istid, den kommer ikke. De skriver at deres resultater
… bidrager til den løbende diskussion om hvornår og hvordan en ny istid ville være startet i et førindustrielt klima…. Starten på en istid er ofte defineret ved dannelsen af iskapper svarende til flere meter havniveau. Men den sande start ville aldrig blive identificeret med denne definition, fordi man ikke her vil se den allerførste start på udviklingen.
Og denne allerførste start, mener forfatterne, fandt sted for 2000 år siden, baseret på deres lille klat is højt mod nord.
Er det så en god ting, at vi har fået stoppet den næste istid? Hertil udtaler en af forskerne følgende:
Ærligt talt er der ingen i moderne tider, der har lyst til at leve i et istids-klima. Forholdene ville være temmelig hårde og anderledes. Men vi har ikke gjort os selv en tjeneste her. For at nå en sand, fuld istid med store iskapper, ville det have taget titusindvis af år. Så jeg vil mene, at vores udledninger af drivhusgasser til atmosfæren ikke rigtigt har reddet os fra noget som helst. Hvad vi i stedet har gjort, er at bryde en cyklus, der var meget gammel og meget regelmæssig.
Nej, alt hvad der er ”naturligt” er godt, og alt hvad menneskeheden har bevirket, er dårligt. Argumentationen hos forfatteren virker dog noget tynd her. Vi behøver jo ikke kilometertykke iskapper, før katastrofen er indtruffet. Det ville såmænd være nok, hvis vi vendte tilbage til forholdene under Den Lille Istid med kulde, misvækst og en natur under alvorligt pres. Og de forhold kunne hurtigt dukke op igen.
Men om forskernes konklusion rent faktisk holder, er jo en anden sag. Mon det virkeligt var så ”nemt” for menneskeheden at slippe for istidernes svøbe?










Hvis nu er en sjældenhed – hvordan forklares skove i Kattegats havbund så?
De kan stort set ikke forudsige vejret i morgen men de vidste hvad vejret var for 2000 år siden og hvad det vil være om 100 år —
NÅR ISEN KOMMER!
Jeg har undret mig over, hvad Mette vil bruge sine langtrækkende angrebsvåben til. Jeg har svært ved at se et scenarie, hvor hun vil trykke på knappen. Men hvis istiden kommer i vor tid, kan de måske bruges til at sprænge isfronten så fremrykningen kan forsinkes et par år?
Hm, der er uenighed om, hvordan en istid defineres. Nogle siger, at vi lever i klodens 5’te istid, at det er istid, så længe der er sommeris f.eks på Grønland, syd- og nordpolen. Og at mellemistiderne sammenlangt har varet længere end istiderne. Og at der under nogle af istiderne har været tyk is over hele vores klode.
Andetsteds kan man læse, at vi har haft mindst 97 istider ….
Der har være “icehouse” og “greenhouse” perioder de sidste 550 mill år. I ishusperioderne har isen bevæget sig frem og tilbage for eksempel har der været mindst 10 isfremstød, der dækkede en del eller hele Danmark i løbet af de sidste 950.000 år. Disse isfremstød er så kaldt for istider med separate navne, selvom de tilhører den samme kolde ishus-periode, de sidste 2.8 mill år, hvor der har været permanent is på den nordlige halvkugle. Den sydlige halvkugle har haft is permanent på Antarktis siden slutningen af Eocæn for 35 millioner år siden. Siden Eocæns begyndelse for 56 milioner år siden, hvor det var meget varmt (8~10° varmere end i dag), er det blevet koldere, og der dannedes først is på Antarktis og senere, for 2,8 millioner år siden, is på nordpolen. Isdannelsen bevirkede et lavere havniveau. Så vi lever i dag med et meget lavt havniveaau og meget lave temperaturer set over geologisk tid. Derfor også meget lave CO2-koncentrationer i forhold til tidligere i jordens geologiske historie. For ca. 950.000 år siden skete der en astronomisk ændring, der gjorde at Milankowich-cyklernes periode ændredes fra 41.000 til 100.000 år. Det bevirkede, at større mængder is kunne bygges op og isfremstødende nåede Danmark, som siden da har haft helt eller delvist isdække cirka ti gange. Sidste fremstød kaldes Weischel-istiden og den forrige Saale-istiden o.s.v., selvom de altså alle er klimavariationer indenfor den samme knapt 3 millioner lange ishus-periode. Der var også en længere varende frysehus-periode med permant is i Kul- og Perm-tiden for 300 mill år siden og en kortere for 440 millioner år siden i slutningen af Ordovicium. Begge med gletscherfremstød, der har efterladt sig spor, som i dag kan ses i for eksempel Afrika, som dengang lå nærmere Sydpolen. Det er muligt, at før Kambriums begyndelse for 540 millioner år siden, var der en frysehusperiode hvorunder hele Jorden blev dækket af is. Snowball Earth. Men senere er tilsvarende ikke sket. Perioderne med isfremstød er heldigvis sluttet med varmere klima og en hel isfri klode. Hvornår det næste isfremstød vil brede sig ned over Danmark er svært at forudsige. Hvis det går, som det plejer, så vil mellemistiden vare cirka 20.000 år, og da den startede for cirka 15-16.000 år siden, vil den næste istid langsomt indfinde sig om 4-5000 år. Heldigvis går det langsomt og gradvist. Maksimum nås som regel til allersidst, hvorefter isen meget hurtigt (geologisk set) smelter og havet lige så hurtigt stiger.