Arktis, Klimarealisme i medierne

Smeltesæsonen i Arktis

Her på siden har vi mange gange påpeget, at minimumsudbredelsen af havisen i Arktis – i september måned – inden for de sidste 20 år har stabiliseret sig på et niveau på godt 4 millioner kvadratkilometer. Det er sket efter et fald i perioden 1979-2006. I litteraturen vil denne opbremsning dog sjældent blive nævnt, i stedet trækker man blot en ret linje gennem udbredelsen fra 1979 til i dag, og så kan man forlænge kurven og se hvornår, den forjættede tilstand af ”isfrit Arktis” kan forventes at indtræde. Tilbage omkring 2005 var forudsigelserne meget dystre, allerede for 10 år siden kunne vi have forventet en måned eller to helt uden is af betydning.

Det lovede jo godt for skibsfarten, ikke mindst nord om Sibirien, hvor man kan komme fra Kina og de andre lande i Fjernøsten til Europa på væsentligt kortere tid end rejsen syd om Indien og op igennem uroligt farvand til Suezkanalen, hvis man da ikke vælger den endnu længere rute syd om Afrika.

Men det går trægt med sejladsen nord om Sibirien. Med stor fanfare blev det annonceret, at et sydkoreansk fartøj skulle foretage turen her i sommers, men der viste sig vist at være ubehageligt meget is, og man måtte have hjælp af en af de russiske atomdrevne isbrydere.

Nu er der ingen, der rigtigt vil spå om, hvornår Arktis bliver isfrit. Til gengæld blev der for nyligt udsendt en videnskabelig artikel om emnet. Forfatterne kiggede ikke på minimumsudbredelsen, men i stedet på længen af smeltesæsonen år for år. Der er jo en nogenlunde direkte sammenhæng, jo længere smeltesæson, desto mere is forsvinder der, og jo mindre vil udbredelsen være ved minimum i september.

Artiklens kurve over længden på smeltesæsonen ligner da også næsten til forveksling kurven over minimumsudbredelsen, se fig. 1. Man ser perioden frem til ca. 2010, hvor sæsonen tiltager i længde år for år, men derefter stopper stigningen næsten helt. Til gengæld er der meget store udsving fra år til år efter 2010.

Fig. 1: Længden af smeltesæsonen i dage, fra 1979 til 2023

Forfatterne har som grundlag for deres arbejde analyseret alt, hvad de kunne opstøve af satellitmålinger af isens udbredelse m.v. På det grundlag drager de deres konklusioner.

Artiklen er forfriskende, fordi forfatterne ikke giver global opvarmning og menneskelig indflydelse hovedansvaret for udviklingen. Billedet passer jo heller ikke med det støt stigende indhold af CO2 i atmosfæren gennem hele perioden.

Selvfølgeligt har den globale opvarmning en rolle, men der er ifølge forfatterne andre ting, der spiller ind. De større svingninger siden 2010 kan således tænkes at skyldes at andelen af tyk, flerårig is er faldet, den tyndere étårige version har lettere ved at smelte eller dannes som følge af mindre variationer i vejrliget lokalt.

Forfatterne beskriver udviklingen nærmere som vist på fig. 2. Her ser man tydeligere at der er tale om tre faser. Den første er tiden frem til ca. år 2000, hvor der sker en forholdsvis beskeden forlængelse af smelteperioden hvert år. Derefter kommer årene 2000-2010, hvor der sker en stejl stigning i antallet af dage med smeltning. Forfatterne mener, at den primært kan tilskrives, at der var et ringere skydække i de år, hvorved mere sollys ramte isen og havoverfladen. Den tilstand ændrede sig så igen efter 2010, hvor smelteperioden ophørte med at blive længere, men til gengæld udviste de store variationer.

Fig. 2: Kurven fra fig. 1 opdelt i dele med forskellig udvikling

Ændringerne i skydækket kan være fremkaldt af svingningerne i den såkaldte Arktiske Dipol, som er trykforskelle mellem området nord for Canada og havet nord for Sibirien.

Ændringerne i længden på smelteperioden beregnes naturligvis som antallet af dage fra den første tø til den første frysning. Det viser sig, at tidspunktet for tøvejrets indtræden kun har ændret ganske beskedent, for hele perioden siden 1979 med kun ca. 7 dage. Så de store forskelle er et resultat af ændringen af starttidspunktet for frysningen – op til 34 dage. Artiklen er dog lidt selvmodsigende her, fordi man kan også finde udsagn om, at det primært var tidligere start på smeltningen, der forlængede smelteperioden. Den angives også på nuværende tidspunkt til at ligge på hhv. 108 og 120 dage. Der er således sjusket noget med redigeringen af artiklen, som Charles Rotter på WUWT giver flere eksempler på.  

Forfatterne skriver i konklusionen følgende:

Siden 2010 har der ikke været nogen klar tendens i variationerne i længden af smeltesæsonen. Det leder os til at spørge: Har længden af smeltesæsonen nået sit maksimum, eller er det en ny normaltilstand? Eller vil der komme en ny periode med store forandringer med et hurtigt tab af havis og en endnu længere smeltesæson?

Det er rart at se, at man ikke her inddrager de store klimamodeller, der naturligvis forudser død og undergang, men i stedet lader spørgsmålet stå åbent. Lidt fornuft er der tilbage…

Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Jørgen Keinicke

    I de sidste 14 år er der kommet flere lavthængende skyer i Arktis. Det har stor indflydelse på havisens afsmeltning om sommeren. Her skinner solen 24 timer i døgnet, men en større del end tidligere bliver reflekteret på grund af det øgede skydække. Det er forklaringen på, at havisens udstrækning i perioden har været stabil målt ved sommertid. Denne udvikling har fundet sted, selvom temperaturen i perioden har været stigende.

    https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S0169809524003806

  2. Erling Petersen

    Det er (næsten) altid sådan, at når man laver en fremskrivning, så forlænger man bare kurven fra de foregående år. Det gælder temperaturen, olieprisen, befolkningstallet og meget mere.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*