I et nyt meget interessant opslag på sin Substack, The Honest Broker, har Roger Pielke Jr. endnu en gang taget fat i spørgsmålet om sammenkædning af ekstremvejr og klimaforandringerne fra den globale opvarmning. Læser man overskrifterne i medierne får man ofte det indtryk, at f.eks. en given storm eller oversvømmelse slet ikke ville have fundet sted, hvis det ikke var for vores udledninger af CO2 og andre grimme drivhusgasser.
Pielke nævner en undersøgelse i USA, hvor folk blev spurgt om, hvorvidt grøn omstilling vil medføre, at de tilfælde af ekstremvejr, de personligt har oplevet, vil blive færre og mindre alvorlige. Ca. halvdelen svarede, at det tror de på, og tallet stiger til 80% blandt dem, der allerede er overbevist om ”klimakrisen”.
Den tingenes tilstand er en følge af en overordentligt veludført propagandaindsats fra nogle klima-fanatiske organisationer, Climate Central og deres ”datter-selskab” World Weather Attribution, WWA.
Pielke skriver:
I hjertet af propaganda-kampagnen er forskere, der udfører politisk alkymi ved at forvandle ekspertisens symboler, autoritet og institutioner til offentlighedens og politikeres (mis)forståelse af klimavidenskaben. Disse forskere ved udmærket godt at ”klimapolitik”, uanset hvordan den er skruet sammen – ikke kan reducere antallet eller styrken af ekstreme vejrbegivenheder på nogen meningsfyldt eller målbar måde i min levetid, eller i mine fremtidige børnebørns levetid.
Jeg bruger her udtrykket propaganda som et teknisk begreb …, som styringen af offentlighedens holdning ved at manipulere væsentlige kendsgerninger.
Det faktum, at der er propaganda på bordet er ikke bare noget, jeg siger. Skaberne af sammenkædningen med ekstremvejret … medgiver åbenlyst at hovedgrunden til at etablere sammenkædningen er politisk: Ved at gøre opfattelsen af klimaforandringerne til at være et akut problem, øger man støtten til grøn omstilling.
Pielke nævner som et eksempel den skammelige rapportering om katastrofen i Nepal, som WWA har udsendt for nyligt. Heri kan man ordret læse:
Skal risikoen nedsættes i fremtiden, kræver det en hurtig omstilling væk fra fossile brændstoffer, og at der stilles de lovede penge til rådighed til tilpasning. Det er specielt vigtigt i Himalaya og andre høje bjerge, hvor nedgangen i gletsjerne og tabet af permafrost forventes at fortsætte selv uden fremtidig opvarmning, idet nogle af følgerne af fortidens opvarmning endnu ikke har vist sig fuldt ud.
Alt tyder ellers på – og det får WWA da også nævnt undervejs, at der er tale om et stenskred i stor højde i bjergene, der derefter udløste hele lavinen. Sådanne stenskred er helt naturlige, klipperne nedbrydes gradvist, og før eller siden giver de efter under deres egen vægt plus evt. et lag is og sne ovenpå.
Pielke foretager nu en nøjere analyse af WWA’s metoder. Hele ideen er at afklare, hvor meget voldsommere eller mere sandsynlig et tilfælde af ekstremvejr er nu, sammenlignet med den ideelle tilstand før år 1900. Hertil bruges klimamodeller og forskellige beregninger, hvor Pielke gennemgår et eksempel i detaljer. WWA’s grundlag er en global temperaturkurve fra år 1900, der er glattet ud, således at svingninger fra f.eks. El Niño og La Niña ikke optræder. Herefter antager WWA, at alle ændringer i begivenheden udelukkende skyldes det øgede CO2-indhold i atmosfæren.
Det er et vigtigt punkt, hvor Pielke anfører at World Weather Attribution retteligt burde hedde World Weather Assumption, dvs. ”Verdens Vejr-Antagelse” fremfor ”-Sammenkædning”.
Det er ikke noget, Pielke har opfundet. I en lang artikel fra 2020 beskriver WWA-folkene deres metoder i detaljer, og her kan man læse:
Det antages, at de største forandringer i fordelingen skyldes den globale opvarmning. Indflydelsen af naturlige forandringer på den globale temperatur over de seneste 70 eller 120 år har været meget beskeden, sammenlignet med menneskeskabte påvirkninger.
Men man kunne jo sagtens tænke sig, at andre faktorer i vejret spillede en større rolle for forekomsten af ekstremvejr, f.eks. de store havsvingninger. De indtil nu udeblevne orkaner i Atlanterhavet kan vel ikke hænge sammen med ”global opvarmning”.
Pielke gennemgår nu i detaljer et tilfælde med en ekstremt høj temperatur i Holland og viser, hvordan WWA når frem til, at den er blevet meget mere sandsynlig, end den ville have været i år 1900.
Derefter kigger Pielke på statistik over amerikansk baseball, hvor man har tal på antallet af de såkaldte home runs, dvs. hvor spilleren efter at have slået kan løbe hele banen rundt, før modparten får fat i bolden og returneret den. Antallet af home runs er øget gennem årene siden år 1900 og nu kan man med WWA’s metoder finde sammenhængen med den globale opvarmning. Og sandelig, rekorden i home runs i 2019 ville have været helt umulig i år 1900.
Inden nogen afviser eksemplet som rent vrøvl, gør Pielke opmærksom på, at det faktisk har været en historie i nyhederne, som vist her.

Pielke slutter af med at bemærke, at hvis folk allerede tror på klimakrisen, så vil de uden videre acceptere alt, hvad WWA kommer med, det bekræfter jo bare deres overbevisning. Men:
Hvis I er skeptiske over for ideen om at ”klimaforandringer” gør de enkelte vejrbegivenheder mere sandsynlige eller kraftige, så er der ikke nogen videnskab i WWA, der kan overbevise jer – fordi WWA aldrig foretager en reel sammenkædningsanalyse. Som påvist ovenfor, så er sammenhængen en antagelse. Faktisk er sammenkædningen slet ikke videnskabeligt mulig.
WWA’s pressemeddelelser giver et stormvejr af medieomtale, der tilskriver WWA resultater, som deres metoder slet ikke kan tilvejebringe – at påvise en enkelt forklaring på et bestemt tilfælde af vejr. Hvad WWA prøver på i stedet for er at styre offentlighedens mening ved at fuske med symboler. Det er, kort sagt, propaganda.
Hvis WWA bare var noget, der foregik i en fjern afkrog af Verden kunne det være ligegyldigt, skriver Pielke og fortsætter:
Imidlertid har WWA fået så stor indflydelse, at de truer med at erstatte eller undertrykke reel klimavidenskab i forbindelse med ekstreme vejrbegivenheder. I den forbindelse har hele bevægelsen korrumperet anerkendte videnskabelige institutioner, der ellers skulle holde sig til fakta og ikke efterplapre klima-agitation.
Pielke nævner i den forbindelse den skammelige rapport fra det amerikanske Videnskabernes Selskab, NAS om sammenkædningen, hvor det viser sig, at størstedelen af referencerne er til medlemmer af WWA-sammenslutningen. Objektivt?
Og nu er der to WWA-folk, der skal skrive et nyt kapitel om sammenkædning i IPCC’s næste Vurderingsrapport (AR7). Vrøvlet er ved at tage overhånd.
Godt vi har Roger Pielke Jr.








