Antarktis taber ingen is

Det har været nævnt flere gange, at ”afsmeltningen” af Antarktis er gået i stå. Et hold forskere har kigget på sagen og i år udgivet en videnskabelig artikel om situationen, hvor de fremlægger tal for mængden af is på kontinentet fra 2002 til 2024.

Man kan finde den totale mængde is ved hjælp af GRACE-satellitterne, der måler tyngdekraften (gravitationen) over kontinentet og derved får et udtryk for ændringerne i den totale vægt fra år til år.

Regnskabet for isen opgøres ligesom i Grønland. Man har en tilvækst i form af snevejr over store dele af iskappen. Noget af isen smelter igen, eller fordamper direkte. Men det store tab er ude ved kysterne, i forbindelse med at gletsjere glider ud i havet.  

Satellitterne viste i perioden 2000-2020 et jævnt fald i mængden af is, svarende til mellem 90 og 142 milliarder ton (gigaton) pr. år. Det er således forskellen mellem mængden af sne, der kommer til, og så tabet af is ved smeltning og først og fremmest ved enderne af gletsjerne. Det er voldsomme tal, men man skal betænke, at hele iskappen har en vægt på omkring 24 millioner gigaton, så tabet er forsvindende, og det er faktisk ganske imponerende, at man mener at kunne måle det.

Nu sker der det interessante, at fra 2020 og frem til nu er kurven vendt. Fig. 1 viser situationen. Man ser, hvordan der på overfladen frem til 2020 var næsten en konstant mængde is, men fra 2020 begynder den at vokse betydeligt, med op til 200 gigaton/år. Det er mere, end tabet fra gletsjerne kan opveje, og derfor ændrer det totale regnskab sig også til, at Antarktis faktisk har en tilvækst af is hvert år. Det drejer sig – med stor usikkerhed – om knap 70 gigaton pr. år. 

Det harmonerer jo dårligt med standardfortællingen om, at polerne opvarmes hurtigst af alle områder, og afsmeltningen er accelererende. Nu drejer den nye udvikling sig lige p.t. kun om fem år, men hertil skriver forfatterne:

Når man tager den relativt korte varighed (5 år) af de ændrede balancer i betragtning, forbliver det uklart, hvorvidt den seneste ændring er starten på en ny tendens over mange år. Pr. april 2025 har tilvæksten dog ikke ændret sig, og man kan forvente yderligere snefald i forbindelse med den globale opvarmning.

Forfatterne gør sig store anstrengelser for at få resultaterne til at passe ind i fortællingen om den globale opvarmning. Man gør sig nogle teorier om en øget mængde af de såkaldte ”atmosfæriske floder” (atmospheric rivers), der bevæger sig ind over Antarktis og giver anledning til de større snefald. Det har man prøvet at simulere med forskellige klimamodel-beregninger, og her kan man godt få flere atmosfæriske floder frem.

En anden teori er, at den faldende udbredelse af havis omkring kontinentet skulle muliggøre fordampning fra store nye havarealer, og derved medvirker til den øgede nedbør. Her kommer computermodellerne i sving igen, man regner på et tilfælde helt uden havis og ét med en stor udbredelse, men resultatet viser, at isens areal kun spiller en beskeden rolle i styringen af mængden af nedbør. Der tales om 4-8% af det årlige snefald. Så man må holde fast i de atmosfæriske floder som forklaring.

Kenneth Richard kommenterer på hjemmesiden NoTricksZone. Han påpeger, at tabet af is i Grønland i disse år ligger på knap 150 gigaton pr. år. Hvis Antarktis har haft en stigning i mængden af is i 2020-2024 på knap 70 gigaton/år, så betyder det, at de to områder tilsammen har tabt 79 gigaton pr. år. Det kan man omsætte til +0,22 mm havstigning/år.

Det er en meget lille andel af den stigning, der ifølge satellitterne skulle ligge omkring 4 mm/år og endda være accelererende. Hvorfra kommer alt resten af vandet? Der er et bidrag fra gletsjere i resten af Verden + evt. et nettotab via floderne, hvis grundvandsspejlet er faldet rundt omkring, men det er opgjort til omkring 0,5 mm/år. Tilbage er der så havets varmeudvidelse, hvor vi selv regnede os frem til en stigning på ca. 0,4 mm/år, mens klimaforskere er nået frem til lidt højere tal, måske op til 0,8 mm/år. Så tæller vi det hele sammen, fås en havstigning på 1,1 – 1,5 mm pr. år. Det er ikke ved siden af, hvad de kystbaserede målinger viser, men langt under satellitternes resultater, og der er ikke skyggen af nogen acceleration. Som vi har påpeget før: Man skal nok vente med de helt store digebygningsprojekter rundt omkring, f.eks. i danske kommuner.