Den amerikanske miljøstyrelse, EPA førte under præsident Joe Biden an i en fanatisk klimakamp. Her så man stort på realiteterne i Verden og fokus var 100% på at få nedbragt udledningerne af den væmmelige CO2. Her på siden har vi beskrevet de regler for de amerikanske kraftværkers fremtid, som EPA lagde frem i 2023. Allerede inden 2038 skulle alle kraftværkerne have reduceret deres udledninger til næsten nul.
De kulfyrede kraftværker skulle enten lukke, eller påsætte CO2-opsamling på skorstenene. Det var i 2023 – ligesom i dag – en temmelig uprøvet teknologi, der, hvis den overhovedet kan bringes til at virke, vil påføre kraftværket store energitab og omkostninger. De gasfyrede værker skulle påbegynde en iblanding af brint i gassen, og i løbet af få år skulle man op på at fyre med næsten ren brint. Hertil findes der slet ikke noget udstyr, der virker. Brint brænder ved meget høje temperaturer, og reelt kan man ikke blande meget mere end 10% i gassen, før brænderne begynder at smelte. En anden detalje var naturligvis, at ”ren” brint i de mængder overhovedet ikke findes på markedet.
Så EPA ville reelt gennemføre en tvangslukning af store dele af den amerikanske elfremstilling – alt sammen for at ”redde” klimaet.
I starten af 2025 overtog Donald Trump præsidentposten, og han indsatte Lee Zeldin som ny chef for EPA. Nu skulle der ryddes op, og bl.a. har CO2 fået frataget sin såkaldte Endangerment Finding, dvs. ”status som farlig” (for menneskeheden). Med den ude af billedet har EPA nu kunnet påbegynde tilbagerulningen af alle de regler, der byggede på den.
Og nu er turen kommet til kraftværkerne, hvor alle direktiverne og planerne for fremtidens CO2-udledninger er blevet taget af bordet. Zeldin har endda tænkt sig at gøre det på en måde, så reglerne ikke uden videre kan genindføres af en fremtidig regering. Han har erklæret, at det vil spare det amerikanske samfund for 310 milliarder dollars.
Det er en hyppig (måske tilsigtet) misforståelse, at ændringerne i reglerne vil føre til, at kraftværkerne kan udsende alle mulige andre giftige stoffer gennem skorstenene. EPA slår endnu en gang fast, at det ikke er tilfældet. Alt, hvad der sker her, drejer sig udelukkende om CO2, reglerne for alle de andre forureninger ændres ikke.
Engelske BBC har en artikel om nyheden, og her bliver der givet spalteplads til alle protesthylene:
En præsident for et ”Center for Klima- og Energi-løsninger” beskriver tiltaget som et kæmpe tilbageskridt:
”Ved at trække regler for kraftværkernes kulstof-forurening tilbage, har EPA set bort fra sund videnskab og økonomi og givet afkald på sit ansvar for at beskytte befolkningens sundhed og velfærd.”
BBC peger på, at de amerikanske kraftværker generelt har sænket deres CO2-udledninger i løbet af den seneste snes år, men får ikke gjort det klart, at det alene skyldes en overgang fra kulfyring til billigere naturgas. BBC citerer ”nogle forskere” for, at en overgang tilbage til kul måske ikke vil ske alligevel, fordi sol og vind producerer elektricitet meget billigere.
Så fik vi lige den myte med igen.
ABC News har også en artikel om nyheden, og her citeres Lee Zeldin for følgende forklaring:
Vi kiggede på fakta. Vi gennemgik lovgivningen og vi er nået frem til, at Biden-tidens kulstof-forurenings-regler overskred EPA’s beføjelser… Lovgivningen tillader ikke, at en myndighed påtvinger kraftværkerne at anvende teknologi, der ikke er eftervist som brugbar.
Der synes at være et element af fornuft i ikke at forsøge at gennemtvinge brug af f.eks. ikke-eksisterende brintfyringsteknologi…
ABC skriver nu om hele videnskaben, der har påvist, at menneskeskabte udledninger af drivhusgasser har hovedansvaret for klimaforandringerne og den globale opvarmning. Og den viden er blevet mere og mere ”robust” med årene. ABC:
FN har udtalt, at ”helbred og klima er uløseligt forbundet, og i dag er milliarder af menneskers helbred truet af klimakrisen”. Og i 2023 fandt den Femte Nationale Klimavurdering at ”klimaforandringer gør det sværere at bevare sikre hjem og sunde familier, pålidelig offentlig service, en bæredygtig økonomi, natur i god stand, trivsel i kulturer og traditioner – og stærke lokalsamfund.”
Her sigtes til, at The Endangerment Finding netop bygger på, at et stof skal være skadeligt for menneskers helbred, hvad CO2 jo ikke er direkte – og derfor er alle de fikse omskrivninger til en sammenhæng med klimaet nødvendige.
En demokratisk senator udtaler følgende:
”At rulle grænserne for kulstof-forurening fra kraftværker tilbage er et skridt i den gale retning. I stedet for at droppe standarder for folkesundheden og kampen mod klimaforandringerne, er vejen til at holde elpriserne nede at investere i renere og mere effektive energiteknologier.”
Hun tænker sikkert på sol og vind, og giver hermed udtryk for de sædvanlige vildfarelser vedr. en moderne energiforsyning.
En tidligere ansat i EPA udtaler:
”Alle vil blive berørt af disse tiltag, men de mest sårbare af os, vores børn og børnebørn vil lide mest. Lovgivningen er klar nok: EPA har en forpligtelse til at begrænse betydelige kilder til forurening, der truer den offentlige sundhed, og kraftværkerne er blandt de største forureninger i landet.”
Igen er CO2 ”forurening”.
Og så er tiden inde til nye sagsanlæg, hvor de grønne organisationer i USA heldigvis vader i penge, som de kan bruge på dyre advokater. Planerne er allerede lagt, og sagerne kan starte når som helst. Vi følger udviklingen.










Danmark har satset på afbrænding af træflis, men har glemt at træflis er nyt træ og kul er gammelt træ, men røgen er den samme.
Man skal også huske på, at CO2-skræmmekampagnen blev opfundet af Margaret Thatchers regering for at få indført atomkraft og stække kullobbyen og fagforeningerne.
Club of Rome, Limits to Growth er fra 1972. Det var før Thatcher var PM.
Interessant. Det var jeg ikke klar over.
Jeg husker situationen eksakt som beskrevet af Jens Jakob Kjær. Men dertil skal vi retfærdigvis også huske på Brundtland rapporten, som jo var starten på den moderne opfattelse af CO2’s betydning for klimaet.
Når Hans Peder From drager Limits to growth ind i denne sammenhæng, synes jeg at det er anden problemstilling Hans Peder trækker ind og som jeg ikke mener dækker CO2 problematikken. Limits to growth vedrører et ukritisk forbrug af jordens ressourcer, som ikke umiddelbart kan gendannes. Et grundstof som ikke mange tænker på er fosfor. Men prøv at tænk hvis vi løb tør for fosfor, så ville verden hurtigt løbe ind i meget alvorlige problemer.
For meget CO2 kan vi håndtere. For lidt fosfor medfører hungersnød.
Og så er det jeg tænker på, at ifølge Alfred Redfield gror det primære liv ved et optag (eller forbrug) i forholdet 106 kulstof- , 16 kvælstof-, og 1 fosformolekyle. Når der ikke er mere fosfor, stopper væksten og tilsvarende når der ikke er kvælstof stopper væksten, dog med den undtagelse, at cyanobakterier (nogle kalder dem blågrønalger) selv kan tage kvælstof fra luften og derved bruge fosfor til deres vækst. Cyanobakterier er giftige for dyr og fisk, og de får ikke konkurence i forbruget af fosfor fra andre vækster, så de vokser uhæmmet.
Men den del fosfor der ikke omsættes af mangel på kvælstof, hvad sker der med den? Falder den til bunden sammen med rådnende cyanobakterier, der i deres forrådnelses-proces forbruger ilten i vandet? Er fosforen tabt?
Fosfor er et problem man på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at tage alvorligt. fosfor udvindes fra minedrift og anvendes som kunstgødning. der er ikke et fosfor kredsløb, som vi kender det fra kvælstof. det vil sige at fosfor vil forsvinde i sedimenter i floder og have med mindre man begynder at interessere sig for at opsamle fosforen fra spildevandet. Dette er noget der er i Danmark blev vist en del interesse for for en del år siden, men jeg er bange for at man har glemt det igen.
Problemet er ikke akut, da jordens fosfor reserver er tilstrækkelige i en god tid fremover. Men det der gør fosfor specielt vigtigt er at det er et afgørende grundstof for det allermest basale for mennesker ligesom adgangen til rent drikkevand. At gøre CO2 til det mest kritiske problem for menneskets fremtid synes jeg vidner om en udtalt ignorance overfor andre helt vitale problemstillinger vi som menneskehed skal løfte i vores fælles fremtid.
Kan vi ikke være ligeglade med fosfor, når vi har nedlagt landbruget?