Som klimarealist må man meget ofte høre anklagen om, at vi er støttet af olieindustrien og sejler i penge, som vi bruger på ondsindet propaganda mod den retfærdige klimasag. Der er organisationer, som f.eks. Desmog med en hjemmeside, hvori man søger at tilsværte klimarealisterne mest muligt. Har man gjort sig bemærket på engelsk, så kan man således blive hængt ud i deres særlige ”klima-misinformations”-database, og her svælger de også gerne i de bevillinger, som nogle af de formastelige har fået. Af danskere på listen kan man finde Bjørn Lomborg og Henrik Svensmark. Det er imidlertid interessant, at selv Desmog ikke kan finde så mange ”klimabenægtere”, der har modtaget økonomisk støtte i nævneværdigt omfang.
Kigger man på de store udenlandske klimarealistiske hjemmesider, bekræftes billedet af, at der ikke er de store penge i at tale imod ”klimaforandringer” og grøn omstilling. Siderne lever snarere af beskedne abonnementer og bidrag fra almindelige mennesker.
Men hvad så med den anden side – klimaforkæmperne? Her ser det anderledes komfortabelt ud. På ClimateDiscussionNexus, har John Robson en serie indslag i sine ugentlige videoer med titlen The Green Money Machine, ”Den Grønne Pengemaskine”, og her bliver 30-40 grønne organisationer, fortrinsvis i USA, gennemgået, og deres årlige rådighedsbeløb er fra nogle få millioner dollars og op i nærheden af en halv milliard!
På hjemmesiden ClimateRealism tager en Stephen Heins spørgsmålet op, og her kommer han ind på det absurde faktum, at det bl.a. er stenrige fonde, der står bag en betydelig del af finansieringen. Her drejer det sig ikke mindst om Rockefeller-fonden. Det er lidt pudsigt, fordi pengene her jo oprindeligt blev tjent ved udvinding af olie.
Men fonden har kastet sig ind i de mange sagsanlæg, som rejses i USA mod energiselskaber. Her får man stjernedyre advokater til at gøre alt, hvad der lovmæssigt er muligt, for at lægge hindringer i vejen for energiselskabernes virksomhed.
I USA er det både officielle myndigheder og aktivistorganisationer, der har kastet sig ud i retssagerne, og de har ofte modtaget millioner i støtte fra anonyme givere eller f.eks. grupper, der har forbindelser til rigmanden George Soros. Advokatfirmaer som Sher Edling har tjent snesevis af millioner dollars på at føre sagerne, ofte i flere stater samtidigt.
Pengene flyder, og man noterer, hvor let det har været for aktivistiske organisationer at rejse sager mod dele af Trump-regeringen, f.eks. i forbindelse med den famøse ”DOE-rapport” udsendt af energiministeriet (hvor fem ”klimabenægtere” kom til orde), eller nu i anledning af den amerikanske miljøstyrelse, der har ophævet CO2’s status som ”farlig” for menneskeheden. Pengene ruller, og her er absolut ingen smalle steder.
Også i Europa er der ført sager, bl.a. mod olieselskaber som Shell, der endte med at måtte flytte sit hovedsæde til London efter en ødelæggende dom i Holland. En peruviansk bonde kunne anlægge sag mod det tyske energiselskab RWE ved Menneskerettighedsdomstolen, det kunne han nok ikke uden massiv støtte til advokater m.v.
Meget sjældent har det været muligt for klimarealistiske organisationer at hjælpe med et modsvar, det eneste eksempel, undertegnede kan komme på, var da hollandske Clintel gik ind i Shells appelsag i Holland, der faktisk endte med en delvis sejr til olieselskabet, der ikke mere skulle opfylde de altødelæggende krav om reduktioner både i egne og i kundernes CO2-udledninger.
Her i Europa er der også private donorer, men i lige så høj grad får klima-aktivisterne støtte fra regeringerne eller fra EU’s bundløse kasser. Man skal bare definere et politisk korrekt projekt, og så flyder midlerne i rigelige mængder. Det går godt, fordi ministre og embedsmænd har en meget ringe indsigt i sagerne, og for manges vedkommende bare ønsker at flyde med den strøm, der er på mode p.t.
Undertegnede gik en tur ned gennem den lange gade med boder i det nyligt afholdte Klimafolkemøde i Middelfart, og det var åbenlyst, at flertallet af de deltagende organisationer på én eller anden måde modtager offentlig støtte, enten statslig eller kommunal. Så nej, det er ikke klimarealisterne, der har flest penge, de råder kun over en forsvindende brøkdel af det, der spenderes på agitation for ”klimakrisen” og grøn omstilling.
Danish
Det er en udmærket artikel, som peger på det grundlæggende problem, nemlig at det hele drejer sig om penge, andre folks penge.
Men ærlig talt, har vi ikke vidst det i årevis? I hvert fald i dette forum må alle da for længst have opdaget, at det hverken er socialister, eller dumme mennesker eller uheldige omstændigheder, der bevirker, at danskerne betaler verdens højeste energipriser på trods af et vedvarende bombardement med påstande, ren propaganda, om, at sol og vind energi er bilig ja nærmest gratis. Det er kyniske forretningsmænd, der med alle midler hiver penge op af lommen på de stakkels skatteydere.
Følg pengene, er et godt gammelt råd. Så falder skællene fra øjnene. Så vil man se, hvordan alle de grønne virksomheder som Green Power Denmark m.fl. hiver penge op af lommerne på danskerne (via de overtroiske politikere), samtidigt med at de formidler en gammeldags og uduelig energiforsyning baseret på VE (variabel energi), der leverer som vinden blæser. En elendig energi forsyning, som er uduelig i et moderne samfund. Danskerne bliver snydt så det driver, mens den grønne mafia tjener styrtende, i en grad så deres direktører truer med at flytte til Schweitz, hvis der indføres ubehagelige skatter (jvf. f.eks en direktør i Ørsted). Danskerne bliver langsomt fattigere takket være disse kyniske forretningsfolk.
Det vil være velkomment med en tilsvarende artikel med fokus på Danmark. En afdækning af pengestrømmen og korruptionen i den hellige alliance mellem politikere og den grønne mafia ville tjene til at få sandheden frem.
Chat GPT svarer på spørgsmålet om gentagelse i politiske sammenhænge:
Gentagelse bruges ofte i politiske sammenhænge som et strategisk værktøj for at forstærke budskaber, skabe genkendelse og påvirke vælgernes holdninger.
Her er nogle måder, hvorpå gentagelse anvendes i politik:
1) Forstærkning af budskaber: Politikere gentager centrale budskaber for at sikre, at de bliver husket af vælgerne. Dette skaber genkendelse og gør det lettere for vælgerne at huske, hvad politikeren står for, især i valgkampagner.
2) Skabelse af en stærk identitet: Ved at gentage visse ord, slogans eller temaer, kan politikere skabe en stærk og genkendelig identitet.
Eksempler på dette er valgkampagneslogans som “Yes we can” (Obama) eller “Make America Great Again” (Trump), som bliver brugt til at forstærke en overordnet politisk vision eller værdier.
3) Appel til følelser: Gentagelse kan også bruges til at fremkalde følelsesmæssige reaktioner. Ved at gentage visse ord eller billeder, kan politikere appellere til vælgernes følelser som frygt, håb eller stolthed, hvilket kan påvirke deres beslutningstagning.
4) Overbevisning og mobilisering: Gentagelse hjælper med at overbevise folk om et bestemt synspunkt. Hvis et budskab gentages tilstrækkeligt ofte, kan det skabe en følelse af sandhed eller nødvendighed i vælgernes sind. Det kan også mobilisere støtter og få dem til at engagere sig i politiske aktiviteter som at stemme eller deltage i demonstrationer.
5) Forenkling af komplekse emner: Ved at gentage forenklede versioner af komplekse politiske emner kan politikere gøre disse emner lettere at forstå for vælgerne. Gentagelse gør det nemmere at kommunikere vigtige politiske beslutninger eller mål på en måde, der er tilgængelig for alle.
6) Skabelse af politisk konsensus: Gentagelse kan også hjælpe med at skabe politisk konsensus, især hvis flere politikere eller medier gentager de samme ideer. Når et budskab bliver gentaget af mange, kan det føre til en bredere accept og støtte i befolkningen.
Samlet set er gentagelse et magtfuldt værktøj i politiske strategier, da det skaber indtryk af stabilitet, overbevisning og ensartethed, hvilket kan være afgørende for at opnå politisk succes.
Kilde: Magtens netværk, De mest centrale organisationer og personer – Foreningen for Elite- og Magtstudier.
Udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen: Copenhagen Infrastructure og Partners
Klimaminister, Lars Aagaard: Energi Denmark
Kristian Jensen: Green Power, Danmark
Kristian Jensens magtnetværk
Administrende direktør, Green Power Denmark
Medlem af Klimarådets Klimadialogforum
Medlem af Det Miljøøkonomiske Råd
Medlem af Det Politiske Akademi
Medlem Grønt Erhvervsforum
Medlem af Forum for forbrugerpriser
Medlem af følgegruppen i Den nationale Energikrisestab mm.
Helle Torning: medlem af bestyrelsen i Vestas siden 2019
Mogens Lykketoft: Energinet til august 2026
Tommy Ahlers, Energinet bestyrelsesformand i Concito, Energinet og tidl. minister
Connie Hedegaard
Bestyrelsesformand/medlem: Formand for OECD Round Table on Sustainable Development, medlem af bestyrelsen for Danfoss, Villum Fonden og BBVA. Tidligere formand for tænketanken Concito og KR Foundation.
Tidligere politisk karriere: Miljøminister, Klima- og Energiminister samt EU-kommissær for Klima.
Connie Hedegaard er kendt for sit engagement i grøn omstilling, bæredygtige investeringer og virksomheders ansvar i klimakampen.
Jacob Ellemann-Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv, Fokus: Styrke danske virksomheder, herunder inden for nye energiområder som grøn omstilling, hvilket er relevant for brint (hydrogen).
Maria Reumert Gjerding, Danmarks Naturfredning
Johanne Smidt-Nielsen, Red Barnet
Pernille Skipper, formand COOP
amb
Mai Villadsen, direktør, Dansk Kulturliv (kun gymnasieuddannelse
Et meget aktuelt eksempel på gentagelse til det ulidelige er de to ord “grøn omstilling”. Det bruges flittigt af hele forsamlingen, der nævnes i dit indlæg. Ingen af brugerne kan sandsynligvis forklare, hvad det mere konkret går ud på; men de ved alle af erfaring, at de kan gøre en fantastisk politisk karriere ved at messe de to ord dag og nat. Grøn omstilling, grøn omstilling, grøn omstilling, grøn omstilling, grøn………
Når store oliekoncerner engagerer sig i klima-sagen skal man nok regne med at de gør det for at stå bedre rustet i kampen om de politiske beslutninger. Når CO2-alarmismen har umiskendeligt tegn på at være en religiøs bevægelse (lukker sig om sig selv) er det selvfølgelig vigtigt at få indblik/erfaring med deres mål og tankegang ved at udnytte de kontaktflader med offentlig opmærksomhed, der kan opstå.
Hvis man fjerner statsstøtte til klimasvindel kan man sænke skatterne.
Ja, eksempelvis de 26 mia., der omtales ifm. dagens ‘CCS-gennembrud’! 😎
https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/olieselskab-holder-stor-festdag-ny-klimateknologi-efter-aar-med-skuffelser
@Hans Henrik Hansen Jeg er helt enig. Det er det rene nonsens at putte CO2 ned i huller i jorden. I bedste fald spild af penge, i værste fald dybt skadeligt for de mennesker, som pengene tages fra.