Dansen med klimadata, Klimarealisme i medierne

Pinligt vrøvl fra dansk forsker

Med professor Jørgen E Olesen fra Aarhus Universitet som medforfatter er der udsendt en videnskabelig artikel vedrørende fremtidsudsigterne for hvededyrkningen på Jorden. De er dystre med de udsigter til global opvarmning, som forfatterne mener, at vi står over for.

Indtil nu har det globale udbytte af hvede år for år ellers været stigende, men mange forskere har regnet sig frem til, ved hjælp af computermodeller, at udviklingen snart vil vende.

Olesen og Co. benytter en ny fremgangsmåde for at opnå det samme resultat. Man kigger på det man kalder Severe Water Scarcity, SWS (”alvorlig vandmangel”), hvilket dækker over hvedemarker, der bliver ramt af tørke, mens kornet vokser op, og dermed resulterer i en reduceret høst. Man udtrykker virkningen af SWS ved hjælp af markedsprisen det pgl. år og mener at have fundet en sammenhæng, jo større det globale areal, der rammes af SWS i et givent år, desto højere bliver markedsprisen.

Sammenhængen er vist på fig. 1, hvor man ser udviklingen frem til 2020 og derefter fremtidsudsigterne afhængige af hvilket scenarie for klimaet, man vælger. Man bemærker her, hvordan de ellers kasserede scenarier RCP8.5 og SSP5-8.5 optræder prominent.

Fig. 1: Modelberegninger baseret på hhv. CMIP5- (tv.) og CMIP6-modellerne (th.) Øverst arealet globalt (i %), der er ramt af SWS siden 1870, med modelfremskrivninger fra 2020 og frem. Nederst, ditto men for ti udvalgte store eksportørnationer.

Kurven går helt tilbage til 1911, og man kan se, hvordan det ramte areal fra 1930 til 1990 stort set er uforandret, hvorefter det begynder at stige i de kommende år. Følger den fremtidige udvikling RCP8.5, kan vi komme op på at hele 60% af arealerne bliver udsat for SWS.

Fig. 2 viser så, hvad vi kan forvente mht. hvedeprisen, som funktion af temperaturen, idet forfatterne har opstillet en model, hvorefter de kan omregne de SWS-ramte arealer til en verdensmarkedspris. Det ser jo ikke godt ud, med fem graders temperaturstigning vil prisen fem-seks-dobles.

Fig. 2: Forventede hvedepriser som funktion af udviklingen i den globale temperatur i forhold til perioden 1951-1980

I en omtale af artiklen kan man tilsvarende læse, at ved 2 graders global opvarmning når modellen frem til en hvedepris på ca. 273 US$/ton. Ved tre grader stiger det tal til 364 US$/ton, tre gange prisen i 2010. Omtalen forklarer også, hvad der er nyt i det her:

Forskerne understreger, at tørke ikke er det eneste, der har indflydelse på hvedepriserne. Energi- og gødningspriserne, kornlagrene, handelspolitik og globale konflikter spiller også vigtige roller. Imidlertid afdækker studiet en klima-dreven faktor, der tidligere har været svær at sætte tal på, og som allerede ser ud til at have indflydelse på de globale markeder. Det gør resultaterne relevante langt ud over landbruget.

Artiklens ærinde er der ikke nogen tvivl om. Det understreges, at den forventede temperaturstigning er et resultat af drivhusgasudledningerne. Artiklen opsummerer tallene på følgende måde:

Mellem 1911 og 2020 blev 5,0 ± 4,2% af det globale hvededyrkningsareal ramt af SWS i gennemsnit, hvor de største områder, overstigende 15%, blev ramt i 2000, 2010, 2012 og 2020. Det gennemsnitlige SWS-berørte areal viste en stigende tendens mellem 1911 og 2000, med ca. 0,5% pr. årti. Mellem 2011 og 2021 var stigningen endnu højere, på 2,2%. 

Artiklens tal vil kun for alvor give mening, hvis det globale areal dyrket med hvede var uforandret i størrelse, og landbruget havde afholdt sig fra at flytte hvedemarkerne. Det er jo naturligvis slet ikke tilfældet, dels er større områder blev inddraget til hvedeavl, dels har landbrugerne naturligvis justeret på deres valg af afgrøder for at optimere udbytterne.

Men artiklen understreger også, at de stærkt negative resultater kun vil vise sig, hvis landbrugerne fremover opfører sig helt utroligt passivt.

Det blev antaget, at de nuværende arealer til hvededyrkning, deres andel af det samlede landbrug og at de ti top-producerende lande ville forblive de samme i analysens tidsperiode. Derfor vil de mulige fordele ved at flytte sin produktion af hvede til andre områder – med mindre sandsynlighed for SWS – kunne gøre modellen mindre pålidelig.

I en omtale i WUWT, griber Eric Worrall fat i netop det spørgsmål. Artiklen forudsætter, at landmændene er totalt passive overfor de ændringer i vejrliget, som de udsættes for. Han citerer fra artiklen:

Resultaterne af vore studier viser, at de forudsete stigninger i omfanget og hyppigheden af SWS kan (hvis alt andet er uforandret) resultere i meget store stigninger i hvedepriserne.

Og netop bemærkningen i parentesen er helt afgørende. Worrall gør opmærksom på, at vandingsanlæg til hvedemarker ikke er særligt udbredte – og det skyldes simpelthen at hvedepriserne ind til videre har været så lave, at investeringerne i vanding ikke kunne tjene sig hjem. Det kan blive anderledes i fremtiden, og så skal landbrugerne nok tage deres forholdsregler.

Worrall nævner også den dybt skammelige og omfattende dyrkning af energiafgrøder, der lægger beslag på god landbrugsjord og i høj grad har været med til at drive hvedepriserne i vejret.

Så igen har vi noget modelsnedkeri, der under diverse urealistiske forudsætninger (= ”alt andet lige”) når frem til resultater, der passer godt ind i det klima-alarmistiske budskab.

Men, Jørgen E Olesen, det er altså en ommer…

Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Valle Hansen

    Et væsentligt element mangler i denne debat. Birgitte Skadhauge, som forsker i plantegenetik og robuste klimatilpassede afgrøder, fik for nylig Ørstedsprisen. Hendes forskning (og andres) udvikler bl.a. såsæd, som kan modstå tørke og temperaturforandringer. Det er velkendt, at landbruget til alle tider har fremavlet kornsorter, så de passer til dyrkningsarealerne og klimaet. Denne detalje er der heller ikke taget højde for i Jørgen E. Olesens udlægning.

  2. Da vi nu taler om hvede:

    Efter den nye ”Lov nr. 759 af 09/09/2026, Lov om bæredygtig forvaltning af næringsstoffer og drivhusgasser m.v. i land- og skovbruget (gødskningsloven)” kan der ikke længere dyrkes brødhvede i Danmark.

    Brødhvede kræver et vist protein-indhold, og det kan ikke længere lade sig gøre med de nye krav til landbruget. Selvfølgelig kan det importeres, men det var vist ikke lige meningen med regeringsgrundlaget:
    “Øge Danmarks fødevareforsyningssikkerhed og -uafhængighed ved bl.a. at a) øge selvforsyningen af frugt, grønt og bælgfrugter, …. c) videreføre ambitionen fra landbrugsaftalen fra 2021 om at fordoble det økologiske areal i 2030.”

    “Økologisk” hvede giver nu kun det halve udbytte af almindeligt dyrket hvede (tal fra Danmarks statistik), og det er stadig faldende, fordi det udpiner jorden. Det kræver mere intensiv jordbehandling. Dermed udspyr det mere CO2, dræber flere harekillinger, vibeunger, … og kræver det dobbelte areal. På bekostning af “natur, biodiversitet, ….”.

    Hellige enfold.

  3. Jørgen Staadsen Petersen

    Fakta taler for sig selv. Den globale produktion af korn stiger, stiger og stiger.
    Når der er uoverensstemmelser i mellem det faktuelle og prognoserne, så er det altid det faktuelle, som har ret.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*