UNEP-rapporten 2026

FN´s Miljøprogram, UNEP, er barslet med årets rapport vedr. udsigterne for klimaet i de kommende år. Efter Paris-aftalen blev indgået i 2015 var der store forhåbninger om, at vi kunne begynde at begrænse udledningerne af CO₂, således at den globale temperaturstigning kunne holdes under det forjættede – og politisk vedtagne mål på 1,5 grader celsius. Siden da er forbruget af kul, olie og gas bare fortsat med at stige, og vi fjerner os mere og mere fra det mål.

Det erkender UNEP så i sin 2026-rapport, og derfor taler man nu om scenarier, hvor den globale temperatur midlertidigt vil overskride i 1,5 grader og måske nå så højt som 1,8 grader. Det kræver dog hidsige reduktioner i vores udledninger, og på et tidspunkt skal vi ned under nul, dvs. der skal opsamles CO₂ i store mængder. Det kan være ved skovrejsning, eller CO₂-opsamling og -deponi. Rapporten taler om, at der skal opsamles 220 milliarder ton CO₂ pr 0,1 grad celsius, temperaturen skal sænkes. Den årlige opsamling p.t. er vist kun omkring en snes millioner ton.

Fig. 1 viser nogle scenarier for udledningerne og de tilhørende globale temperaturer. Jo længere vi venter med de drastiske nedskæringer, desto højere bliver ”toppen” af den globale temperaturkurve.

Nu ønsker UNEP ikke, at vi skal slappe det mindste af, og derfor bruger man mange sider på at beskrive, hvordan klimaet allerede nu er ude i risikabelt farvand, og der nævnes hedebølger, afsmeltning ved polerne, havstigninger (”et par meter”), mindre udbytter i landbruget og korallernes snarlige død. Den globale opvarmning vil også medføre flere farlige sygdomme, spredt over større og større dele af Planeten.

Her har UNEP forsynet sig i rigeligt mål fra den enorme godtepose med alarmistiske artikler, hvor alle mulige emner kan kædes sammen med klimaforandringerne og ende med de ønskede negative resultater. Uanset hvilken påstand man ønsker at bringe til torvs, er det nemt at finde en artikel, der kan ”dokumentere” budskabet.

Vedr. korallerne skriver rapporten, at der er en grænse på 1,2 graders opvarmning, hvorover de kommer i alvorlig fare – og det er endda kombineret med en ”forsuring”, der gør det hele meget værre. Her kan vi jo imidlertid kun henvise til australske AIMS’s seneste rapport, der viser, at tilstanden på The Great Barrier Reef er tæt på den bedste i de seneste 40 år. Men UNEP’s skribenter fik måske ikke lige fat i den rapport.

UNEP holder sig nogenlunde på måtten mht. ekstremvejret, man nævner et sted, at orkanerne er tiltagende i styrke – og refererer til Friederike Otto – men ellers lader man det ligge, i overensstemmelse med IPCC’s seneste Vurderingsrapport, AR6. Man er også klog nok til at styre uden om alt sludderet med naturbrande.

Men der er rigeligt tilbage at tage fat i, og nu skal vi i gang med reduktionerne i CO₂-udledningerne. Ellers vil vi nå forskellige væltepunkter (tipping points) og så er det ikke en gang sikkert, at vores efterfølgende CO₂-opsamling kan bringe Kloden tilbage til det behagelige kolde klima under Den Lille Istid.

Trods rapportens næsten 100 siders tekst leder man helt forgæves efter nogle tanker om, hvordan vores moderne samfund overhovedet skal kunne tackle så voldsomme nedskæringer i forbruget af kul, olie og gas. Vi fik ellers en forsmag her i foråret, da lukningen af Hormuz-Strædet kunne føre til en betydelig nedgang i leverancerne af gas og olie, faktisk i samme størrelsesorden, som UNEP ville forlange hvert år. Det gav en del panik og afslørede, hvor dybt afhængig verdenssamfundet er af de fossile brændstoffer.

Det eneste, man kan finde i rapporten, er en henvisning til, at vi skal udbygge med ”vedvarende energi”, de skal dække 70% af Verdens elforbrug allerede i 2030 – og hertil mere elnet, batterier og så det forjættede ”fleksible forbrug”. Hertil kommer, at befolkningerne skal ændre vaner, over imod cykler eller kollektiv trafik samt omlægning af fødevareforbruget.

Hele rapporten er således et yderst teoretisk skoleridt, hvor man fuldt og fast tror på, at vi kan ”styre” den globale temperatur med en 10.-del grads nøjagtighed, ligesom når man skruer op og ned for det varme vand. Sådan fungerer virkeligheden nok ikke.

I Berlingske tog journalist Lars Henrik Aagaard sagen op, og erklærede sig kritisk over for rapporten og dens konklusioner. Hvis man derved tror, at vi vil få en mere nøgtern redegørelse for situationen, bliver man dog skuffet. Aagaard klandrer tværtimod rapporten for slet ikke at være pessimistisk nok, den har ikke noget med om den nyligt ankomne El Niño og de ekstra varmegrader, den vil give til den globale temperatur. Aagaard skriver:

Alligevel må man undre sig over, at UNEP stort set ikke forholder sig til den aktuelle og ganske bekymrende klimavirkelighed.
I øjeblikket er en enorm og naturlig varmekanon ved navn El Niño under hastig antændelse i Stillehavet.
Hvis prognoserne holder, bliver det med længder den kraftigste i mere end 150 år, og den kan i de kommende måneder skubbe den globale middeltemperatur op med et sted mellem 0,2 og 0,3 grader.
Det indebærer, at vi allerede næste år kan ramme en stigning i verdenstemperaturen på hele 1,7 grader.

Aagaard tager også fat i klimakultens seneste forsvar for troen, hvor man i anledning af fjernelsen af de mest ekstreme scenarier, RCP8.5 osv., hittede på, at klimaet er endnu mere følsomt over for CO₂, og derfor styrer vi stadigvæk mod katastrofen. Her citerer han det nyeste vrøvl fra Potsdam-instituttet, PIK, som vi refererede her.

Aagaard bekymrer sig til gengæld ikke det mindste over den manglende realisme i en drastisk nedskæring af forbruget af fossile brændstoffer. Han beklager situationen på følgende måde:

Endelig bør man påpege, at klimakampen i de senere år er rutsjet ned ad dagsordenen i adskillige lande.
Man har – på mange måder forståeligt – især fokus på sikkerhedspolitik, oprustning og ikke mindst på økonomisk vækst.

Ja, og fordi færre og færre mennesker tror på ”klimakrisen”. Aagaard, og de mennesker han interviewer/citerer, bliver til gengæld mere og mere skingre i deres forsvar for troen. Det er ikke noget, hverken politikerne eller offentligheden kan bruge i praksis.