Debatindlæg, Klimarealisme i medierne, Vind og Sol

Kronisk mangel på backup-kapacitet

På grund af den store elproduktion fra ustabile kilder som sol og vind lider vores elforsyning af kronisk mangel på backup-kapacitet. Dette giver sig dels udslag i stærkt svingende elpriser, og dels også i mange perioder med meget høje elpriser.

Traditionelt siger man, at det er de høje gaspriser, som er årsagen til i de høje elpriser. Dette begrundes generelt med, at det er den dyreste form for produktionskapacitet, som sætter prisen på el. 

Dette må dog siges at være lidt af en afledningsmanøvre fra det grundlæggende problem om, at det er den ustabile elproduktion fra sol og vind, som giver kronisk mangel på backup-kapacitet.

Følgende forhold kan således ikke forklares ud fra høje gaspriser:

* En elpris på 2 kr. eller 3 kr. eller mere pr. kWh før afgifter og nettariffer. Det ser vi jo ind i mellem.

* Når vandkraftværkerne kræver en høj elpris for at producere el. Det er f.eks., når der er vandmangel.

* Stærkt svingende elpriser i løbet af dage. Gasprisen svinger generelt meget lidt i løbet af dagen, og den er således normalt den samme både morgen, middag og aften. Men elprisen kan svinge rigtigt meget i løbet af dagen. Og det specielt om sommeren, hvor Solen stor højt på himlen og solcellerne producerer på livet løs midt på dagen.

De her nævnte forhold kan derimod let forklares ud fra et system, hvor der er et stort behov for backup-kapacitet, da det er udbud og efterspørgsel som sætter prisen. Gasprisen indgår som bekendt som en komponent på udbudssiden, men der er mange andre komponenter, som også spiller ind.

Hvis ikke ejerne af backup-kapaciteten får en passende betaling for deres strøm, når der er stor mangel på strømmen, så vil de ikke investere i ny backup-kapacitet. Herved bliver problemerne med den manglende backup-kapacitet blot endnu større. Backup-kapaciteten har som bekendt kun et begrænset antal driftstimer pr. år til at hente udgifterne til renter og afskrivninger m.m. hjem.

Ved konsekvent at sige, at det er de høje gaspriser, som er årsagen til de høje elpriser (når sol og vind svigter), så undgår man behændigt at forholde sig til det forhold, at masser af ustabil elproduktion fra sol og vind giver kronisk mangel på backup-kapacitet. Det giver så igen mange perioder med høje elpriser, da det er udbud og efterspørgsel, som sætter prisen.

Dette er som bekendt et meget politisk følsomt område. Derfor må det også siges, at det er meget bekvemt at fjerne fokus fra den kroniske mangel på backup-kapacitet (jfr. den ustabil elproduktion fra sol og vind) og over på de høje gaspriser.

Hvis man f.eks. forbød elproduktion ud fra olie og gas uden at lave et seriøst alternativ, så ville det give stor problemer med dels forsyningssikkerheden, og dels med at elpriserne ville stige meget kraftigt, når sol og vind svigter.

Det viser, at specielt gas har en meget vigtig rolle i at sikre elforsyningen og forhindre, at elpriserne ryger rigtig højt op. Man kan således sige, at gas her indtager en helte-rolle, ved at sikre elforsyningen og ved at forhindre, at elpriserne ryger helt op i skyerne. Dette er noget helt andet end at tildele den skurke-rollen, som årsagen til de høje elpriser. Gas har således fået tildelt en skurke-rolle, hvor det ret beset burde indtage helte-rollen. Problemerne ved f.eks. at forbyde olie og gas i elproduktionen må vel siges, at være åbenlyse for enhver. Det er således meget relevant, at der sættes fokus på problemerne med den ustabile elproduktion fra sol og vind, og den deraf følgende mangel på backup-kapacitet. Kun ved at forstå problemerne kan vi løse dem.

“Vedvarende energi”, foto: Klimanachrichten.de
Del på de sociale medier

5 Comments

  1. Henrik Søborg

    Hej.
    Er I sikre på, at det billede er ægte? – Se en ekstra gang på møllerne til højre. Særligt vingernes placeringer.

  2. Er Danmark ikke selvforsynende med naturgas nu efter Tyra-feltet åbnede igen? I så fald burde Danmark have billig gas til rådighed, og så er der ingen grund til at klage over høje gaspriser og give dem skylden for høje EL priser. Danmark burde selvfølgelig åbne for efterforskning og udnyttelse af de store gasfelter i Nordsøen. Om ikke andet, så for at være lidt hjælpsomme overfor de europæiske lande, som ikke har deres egne gasfelter og skriger efter billig gas nu til vinter. Men så solidariske er de danske politikere åbenbart ikke i handling (kun i ord). Det vil også være en stor kamel at sluge for masser af politikere, der har bundet befolkningen massive løgne på ærmet om energipolitiken. De kunne også åbne for gasefterforskning i Nordsøen blot for at hjælpe deres undersåtter, de mange danskere, der hellere end gerne så den skyhøje beskatning dæmpet lidt med hjælp fra en god indtægt fra Nordsøen, ligesom i tidligere tider. Men så skulle politikerne pludselig begynde at tænke på deres egen befolkning og deres eget land, Det er måske for meget at forlange af dem.

  3. Ian Ditlevsen

    Så skulle staten ikke se at få gang i gasfelterne igen?

  4. JENS JAKOB KJÆR

    Lige præcis! Tak for godt indlæg.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*