Sidste bod på Klimafolkemødet

Klimarealisme var her i 2026 igen repræsenteret på Klimafolkemødet i Middelfart. I 2025 glippede det jo, fordi der ikke ”var plads” til os. Men efter at have mindet arrangørerne om, at de får en masse af skatteydernes penge, og at vi i øvrigt har ytringsfrihed i Danmark, blev vi i år tildelt bod nr. 29, der lå helt for enden af rækken. Det kunne ligne lidt af en skammekrog, men var faktisk meget fint, fordi en masse mennesker, der var på vej ind til Folkemødet, derved så vores bod som det første, og kunne få nysgerrigheden vakt af vores drage og de to slagkraftige beachflag.

Det var igen foreningens ildsjæl, Dines Petersen, der stof for alt det praktiske med opstilling og indretning af vores bod, i år med to bænke indenfor, så gæsterne og vi kunne sidde tørt i det noget blakkede vejr. Vi blev dog forskånet for alt for meget regn.

I løbet af de tre dage dukkede der godt en håndfuld klimarealister op, så vores bod var mere velbemandet, end den f.eks. var i 2024. Det var godt.

Her følger så Karl Iver Dahl-Madsens udførlige beretning med et udpluk af alle vores oplevelser:

Klimafolkemødet – det var faktisk en fornøjelse

Vi har nu været nogle dage på Klimafolkemødet i Middelfart, og mit hovedindtryk er faktisk positivt. Ikke fordi vi nødvendigvis fik omvendt hele forsamlingen til klimarealisme – det havde måske også været lidt meget forlangt – men fordi langt de fleste mennesker, vi talte med, var interesserede i at diskutere og villige til at høre synspunkter, som de ikke nødvendigvis møder til daglig.

De unge var en positiv overraskelse

De første par dage kom der en lang stribe skoleklasser forbi vores stand, og det var en fornøjelse at have med dem at gøre. Det var hyggelige og kvikke unge mennesker, som var nysgerrige efter at høre, hvad vi egentlig mente. Nogle af dem havde fået opgaver fra deres lærere, så vi blev både filmet og lydoptaget undervejs.

De unge stillede gode spørgsmål. Nogle af dem var måske lidt for sikre på, at de vidste mere, end deres faktiske viden helt berettigede til – men sådan må unge mennesker næsten have lov til at være. Enkelte var også ganske insisterende og aktivistiske, men stadig på en rar og ordentlig måde.

Så vi fik nogle virkelig gode diskussioner. Jeg tror ikke nødvendigvis, at de gik derfra som færdiguddannede klimarealister, men flere af dem fik forhåbentlig noget at undre sig over og nogle spørgsmål med hjem til den meget ensidige klimafortælling, de normalt bliver præsenteret for.

Det gik tilsyneladende så godt, at folk fra Bedsteforældrenes Klimaaktion på et tidspunkt blev temmelig utilfredse og spurgte, hvad i alverden meningen var med, at alle de unge mennesker rendte rundt nede på vores stand.

Det tog vi naturligvis som en kompliment.

En anden dame, vistnok også fra Bedsteforældrenes Klimaaktion, kom forbi og betragtede vores nydelige beachflag med budskaberne:

Hellere rig og varm end kold og fattig.
og
Stop den grønne omstilling – den gør os alle fattigere.

Hun kiggede på en af os og spurgte vantro: “Er det en joke?” Svaret var naturligvis, at nej, det mente vi skam ganske alvorligt. Så blev damen noget muggen og skyndte sig videre.

Folk ville faktisk gerne diskutere

Det var dog absolut ikke det normale billede. Vi fangede folk ind, når de gik forbi, og begyndte som regel bare med at spørge, om de havde lyst til at høre en anden version af klimahistorien end den sædvanlige. Det var der forbavsende mange, der havde.

Der kom alle mulige diskussioner ud af det. Selvfølgelig var der enkelte, der blev sure på os, men hovedindtrykket var, at folk gerne ville lytte. Mange syntes faktisk, at det var befriende, at der på et klimafolkemøde også fandtes nogen, som stillede spørgsmål ved den almindelige fortælling.

Det burde jo i virkeligheden være hele idéen med et folkemøde.

Manden, der helst så mennesket forsvinde

Lige før lukketid den sidste dag mødte jeg en rigtig gammel hippietype, som mente, at det hele under alle omstændigheder ville gå ad helvede til. Det var han tilsyneladende ikke specielt ked af.

Hans synspunkt var i virkeligheden, at der var alt for mange mennesker på Jorden, og at vi snarere burde tilbage mod den meget lille befolkning, der eksisterede, dengang vi levede som jægere og samlere. Menneskeheden kunne for hans skyld godt forsvinde.

Jeg kender godt typen. Man møder undertiden mennesker, hvis kærlighed til naturen og dyrene efterhånden er blevet så omfattende, at mennesket selv nærmest opfattes som en fejl, der burde fjernes.

Dér blev vi naturligvis ikke enige.

En tur rundt til konkurrenterne

Jeg var også selv rundt på nogle af de andre stande, og det var ganske underholdende.

Hos bevægelsen mod nye motorveje forklarede jeg eksempelvis, at jeg mente, at Danmarks problem snarere var, at vi havde for lidt motorvej. Det er jo nærmest absurd, at det skal tage en halv time at komme igennem Odense, fordi motorvejen kun har to spor, hvor der burde være tre. Det var de ikke synderligt begejstrede for. De mente naturligvis, at vi i stedet skulle køre med toget.

Jeg tillod mig at bemærke, at jernbanen grundlæggende er en gammeldags og rasende dyr transportform, og at fremtidens løsning snarere må være rigelig vejkapacitet og biler, som bliver stadig renere, billigere og mere effektive.

Så så de lidt mugne ud, og jeg gik smilende videre.

De fire jordkloder

På en anden stand dyrkede man den gamle historie om, at menneskeheden bruger ressourcer svarende til flere jordkloder.

Jeg forklarede, at det efter min opfattelse er noget vrøvl, og at vi adskillige gange på Klimarealisme har gennemgået, hvorfor den slags beregninger giver et stærkt misvisende billede af verdens ressourcer. Det gjorde ikke det store indtryk.

Sådan er det nogle gange. Når virkeligheden kolliderer med en god fortælling, har fortællingen ofte forbavsende gode overlevelsesevner.

Konservative og Moderaterne

Jeg talte også med repræsentanter fra de politiske partier.

Hos Det Konservative Folkeparti havde jeg svært ved at forstå, hvordan et parti, der gerne vil opfattes som ansvarligt og regeringsdueligt, kan have så overfladisk en tilgang til noget så økonomisk og samfundsmæssigt vigtigt som klimapolitikken.

Men det var omtrent som at hælde vand på en gås. Den konservative repræsentant var ganske sikker på, at partiet havde helt styr på tingene.

Så var samtalen med Moderaterne betydeligt mere interessant. Her begyndte det faktisk at nærme sig en diskussion om de reelle problemer.

De var ganske vist stadig stærkt præget af Lars Aagaards konstante påstand om, at vind og sol er billig energi. Det mener jeg simpelthen er faktuelt forkert, når man medregner hele energisystemet – backup, net, regulering, lagring og de øvrige omkostninger, som følger af en vejrafhængig energiforsyning.

Det har vi dokumenteret igen og igen på Klimarealisme og i vores bøger.

Lars Aagaards tidligere tilknytning til vindbranchen er selvfølgelig værd at kende som baggrund, men argumentet skal stå på fakta og ikke på personer. Og de faktiske omkostninger ved et energisystem domineret af vind og sol fortjener langt større opmærksomhed, end de får i den politiske debat.

Der syntes jeg faktisk, at der var en smule klangbund for en mere fornuftig diskussion.

Nu mangler vi bare at få Lars Løkke gjort til klimarealist. Så kan det begynde at blive rigtig morsomt.

Et vellykket Klimafolkemøde

Alt i alt synes jeg, at Klimafolkemødet blev en rigtig god oplevelse for Klimarealisme.

Vi blev synlige. Vi fik talt med mange mennesker, også mennesker der var dybt uenige med os. Vi fik udfordret nogle af de meget bastante forestillinger, der ellers præger klimadebatten. Og vigtigst af alt viste vi, at man godt kan diskutere klima uden først at være enige om konklusionerne.

Som formand vil jeg især rette en stor tak til Dines Petersen og Lianne Hansen for den store indsats med at organisere vores deltagelse og få det hele til at fungere.

Og selvfølgelig tak til alle dem, der bemandede standen og tog diskussionerne.

Det var både nyttigt og hyggeligt.

Og vi kommer gerne igen.

Der er ikke meget at tilføje til Karl Ivers beretning, bortset fra at rigtig mange af de unge af sig selv nævnte, at når sol og vind ikke duer som energikilder, skulle vi så ikke satse på kernekraft? Deri kunne vi kun erklære os enige – men det haster ikke med at udfase kul, olie og gas. Men det er interessant, at stemningen vedr. kernekraft er vendt så meget i positiv retning, sammenlignet med hvad den var for bare få år siden.