Naturbrande og klimaet

Vi hører uafladeligt, at menneskeskabte klimaforandringer har medført, at naturbrande er blevet mere hyppige og mere omfattende – med store ødelæggelser i naturen og ind imellem bebyggelser til følge. Kun ved at gennemføre en hurtig grøn omstilling kan vi rette op på tilstanden og undgå alle de grimme brande.

Den underliggende tanke er endnu én af klimavidenskabens høker-betragtninger. Temperaturen er steget med ca. 1½ grad, hvilket forøger brandfaren. Hertil kommer, at der mange steder er faldet mindre regn, og resultatet, kombineret med varmen, er at naturen er mere tør, end den var tilbage i de paradisiske tilstande under Den Lille Istid. Og alle ved jo, at tørre materialer brænder meget lettere end fugtige.

Nu har Jim Steele på WUWT taget fat i emnet og giver en letlæst gennemgang af hele problemstillingen. Steele skriver:

Historien viser, at på trods af køligere og mere fugtige tilstande før år 1800, var der ca. 4,5 millioner acres, der brændte årligt i Californien under Den Lille Istid. Det overstiger langt gennemsnittet fra 1979-1988, der lå på 337.000 acres pr. år. Senere, i det nuværende århundrede, steg gennemsnittet til 708.000 acres/år. En undtagelse er august 2020. hvor der brændte ca. 4 mio. acres i Californien, men det var pga. særlige forhold med usædvanligt mange lynnedslag, der antændte såkaldte finkornede brændstoffer.

Det er vigtigt at se på, hvad der er tilstede af planter, og man ved, at det netop er i de finkornede materialer, at brandene opstår. De materialer kan f.eks. være vissent græs. Her er Californien ramt af en stor stigning i forekomsten af fremmede græsarter, såkaldte invasive arter. Deres udbredelse er vokset 8 gange i perioden 1990-2020. 

Steele forklarer, at finkornede brændstoffer består af døde plantedele, der er mindre end 5 mm store og kan være vissent græs, ukrudt, grannåle, visne blade og små kviste. Brandsagkyndige kalder dem også 1-times brændstoffer, fordi de optager og afgiver fugt ekstremt hurtigt. De kan således miste 63% af fugten på bare én time, og det uanset om lufttemperaturen er 1 eller 38 grader celsius.  Efter let regn kan brændstofferne igen blive meget brandfarlige efter bare én time i tørvejr.

Man kan således se, at ”klimaforandringerne” ikke spiller den mindste rolle her. 1½ grads varme gør absolut ingen forskel, og det gør mere eller mindre regn heller ikke. Brændstofferne vil være letantændelige uanset hvad.

Op imod 90% af alle naturbrande antændes netop i finkornede brændstoffer, der dækker måske 90% af jordbunden i områderne. Så det er hér, brandene starter, men andre omstændigheder dikterer derefter, hvordan brandene udvikler sig. I områder med enkeltstående træer og jordbunden dækket af finkornede brændstoffer, vil flammerne kun opholde sig i måske 10-15 sekunder på et givet sted, inden branden bevæger sig videre. Det er slet ikke nok til at skade træerne nævneværdigt.

Men hvis branden nu får lov til at brede sig ind i tættere skov med meget mere dødt materiale i skovbunden, vil branden få anderledes fat og blive voldsommere – og derved også tilføje træerne meget mere skade, jfr. fig. 1. Træerne vil udspy gløder, der kan kastes eller føres med vinden over større strækninger og derved medvirke til en kraftig tilvækst i brandens omfang.

Steele forklarer derefter, hvad der skal til for at antænde en brand i tørt materiale. Solens stråler og luftens temperatur er selvfølgeligt ikke nok, selv ikke efter global opvarmning. Men gnister fra nedfaldne højspændingsledninger, et lynnedslag eller en tændstik er ofte nok.

Næste punkt er en nøjere gennemgang af, hvor tørt materiale skal være, for at kunne brænde hurtigt. Knuder til pejsen skal helst tørres til 20-25% fugtindhold. Om sommeren i egne som Californien, hvor det stort set ikke regner, vil skovbunden normalt være en smule fugtig om morgenen efter nattens dug. Her kan fugtindholdet i det finkornede brændstof nå op på 50-60%, men allerede i morgentimerne med temperaturer på måske 10-20 grader vil fugten falde til 12-15%. Når det bliver varmt om eftermiddagen, kan brændstoffets fugtighed falde helt ned til 6-8%, hvorefter det brænder som krudt.  Her kan blot et enkelt cigaretskod antænde en brand. 

Så reelt set er der ingen sammenhæng med en gennemsnitstemperatur, der måtte være lidt højere eller lavere.

Undertegnede husker at have set en konspirations-video om naturbrande, hvor teorien var, at det var magnetiske bølger udsendt af onde myndigheder, der i mange tilfælde bevirkede, at folks huse brændte ned, mens træerne stort set var uskadte. Steele illustrerer det ved billedet vist på fig. 2, hvor man ser hustomterne med stående træer ind i mellem. Forklaringen er i virkeligheden, at alt det træ, man i USA har brugt til at bygge huse af, er tørret ned til 9-14% for at forhindre skimmel. Derved har man fået det ideelle pejsebrænde, og husene er brændt så hurtigt, at skaderne på træerne blev begrænsede.

Inden Steele beskriver de fornuftige tiltag, som man bør gribe til for at forebygge brande – ikke mindst at få ryddet op og etableret fornuftige brandbælter, har han følgende præcise betragtninger til læserne:

Mens såkaldte klima-eksperter forplumrer videnskaben om naturbrande og hævder, at man kan reducere truslerne fra dem ved at skære ned på forbruget af fossile brændstoffer, er INTET længere væk fra sandheden. Trist nok er mange mennesker blevet lullet ind i den forkerte tankegang, at de beskytter deres hjem ved at købe elbiler eller undlade at spise kød. Disse klima-alarmister opmuntrer folk til at stoppe enhver kritisk tænkning om, hvordan man ærligt håndterer truslerne fra naturbrande, mens nyttige idioter på de sociale medier taler for meningsløse handlinger som at spise insekter i stedet for bøffer.