Vi har flere gange bragt omtaler eller oversættelser af artikler skrevet af Vijay Jayaraj, der er en skarpsindig iagttager af problemerne i forbindelse med at få grøn omstilling og ulandenes behov for økonomisk udvikling til at hænge sammen. Her skriver han om Indien og Indonesien, der har et tæt samarbejde, bl.a. på energiområdet:
Indien er nu Verdens mest folkerige nation og Indonesien ligger på en fjerdeplads. Tilsammen repræsenterer de 1,8 milliarder mennesker, der primært er interesseret i at overleve, at få industriel vækst og at klatre op ad den økonomiske stige.
Begge lande beskæftiger sig mere og mere med industriel produktion, og begge skal tjene en middelklasse med stigende levefod. Det kræver mere elektricitet, flere raffinerede brændstoffer, flere kemikalier, mere stål, mere fragt og mere industriel varme. Det medfører også mere kul, olie, gas og kernekraft – energikilder, der kan levere pålidelig elektricitet, der er til at betale.
Behovet for fossile brændstoffer indtog hovedscenen da den indiske præmiereminister Narendra Modi og den indonesiske præsident Prabowo Subianto mødtes i Jakarta i juli måned for at skabe tættere økonomiske forbindelser. Øverst på dagsordenen var en massiv forøgelse af energihandelen og et indiske ønske om leverancer af mere kul, for at fodre et sultent elnet.
Indien forbliver Indonesiens næststørste køber af kul og den største importør af palmeolie, mens man også køber mineraler, gummi, brændstoffer, cellulosemasse og papir. Til gengæld leverer Indien raffinerede olieprodukter, køretøjer, tele-udstyr, stålprodukter og landbrugsvarer.
Ca. 90% af Indiens produktion af nyt stål er stadigvæk baseret på kul. Indonesiens stålindustri er tilsvarende afhængigt af kul, med næsten 80 procent af produktionen baseret på det brændstof.
Den indonesiske energiminister har berettet, at Indien har udtrykt interesse i at deltage i Indonesiens olie- og gasudvinding. Indonesien var en gang en af Verdens største gasproducenter, og har nu til internationale olieselskaber givet en stribe tilladelser til efterforskning af nye forekomster.
De to regeringer drøftede samarbejde vedr. fredelig udnyttelse af atomenergien. Ligesom de fossile brændstoffer så kan kernekraft levere pålidelig grundlast i elforsyningen, noget som variable energikilder som sol og vind ikke kan leve op til.
Nylige rullende strømsvigt på Sumatra og Java afslørede alvorlige svagheder i Indonesiens nationale elforsyning. Elnetoperatøren indrømmede åbenlyst, at det var mangel på kul, der var årsagen til svigtet på Java. Det er umuligt at opbygge et industrielt samfund baseret på sol og vind, som er afhængige af vejrets luner.
Stående overfor katastrofen med energimangel, afviser Indonesien grøn propaganda. Jakarta har forsinket sin tidsplan for lukning af kulfyrede kraftværker. I december 2025 droppede regeringen stilfærdigt men helt uden vaklen den planlagte lukning af det første kraftværk.
Indien befinder sig i den samme båd og tager tilsvarende rationelle beslutninger. Kul fortsætter med at stå for næsten 80% af landets elektricitet. Mens alvorligt vejr satte vandkraftværker ud af drift over hele landet, kastede Indien sig over kul som erstatning. Indiens dybe afhængighed af kul forventes at fortsætte langt efter 2047.
Med et budskab om energiuafhængighed trak Indien sig som vært ved FN’s 2028 klima-COP-møde. Betragt det som et tegn på, at uanset hvor meget FN forsøger at sprede frygt, vil den indiske regering fortsætte med sine bestræbelser på at forsyne sin befolkning med energi, som er til at betale.
Det indisk-indonesiske handelssamarbejde afviser katastrofe-fantasierne fra det klima-industrielle kompleks. Disse to lande, med tilsammen mere end en femtedel af Verdens befolkning, er fast besluttede på at sikre de energikilder, der skal til, for at deres befolkninger kan få forbedret deres tilværelser.
Det her ligner ikke noget, der er på vej mod netto-nul.
Danish
Selvom Indien og Indonesien er store og fremtidigt meget store lande målt på økonomi og forbrug, så er det trods alt den samlede globale emission, der er interessant i klimasammenhæng. “we expect global coal demand to plateau before edging down by 2030”, skrev IEA i sin analyse for et år siden, link: https://www.iea.org/news/global-coal-demand-has-reached-a-plateau-and-may-well-decline-slightly-by-2030
En lukning af Hormuz er eksplicit dét forbehold, IEA i årevis har taget forhold overfor i forhold til resultaterne af sine analyser. Nu er lukningen af Hormuz indtruffet. Den forventelige effekt er, at der nu skrues op for tempoet i omstillingen med sol, vind og elektrificering kloden rundt. Hvordan vil det påvirke kulforbruget? Godt spørgsmål. Det bliver spændende at se, hvordan IEA tolker effekten af lukningen af Hormuz, når World Energy Outlook 2026 offentliggøres om et par måneder.
IEA’s fremskrivninger er ikke meget mere end gætterier, som tidligere var stærkt præget af en tro på grøn omstilling. Så det er jo ikke noget sandhedsorakel. Lukningen af Hormuz-Strædet ser ud til lige nu at give brugen af kul et kraftigt skub opad, især i de asiatiske lande, inkl. Kina. Sol og vind kan jo ikke umiddelbart erstatte fossile brændstoffer i elforsyningen.
Det er nu ikke svært at finde kilder på, hvordan sol og vind erstatter kul i elforsyningen, eksempelvis:
https://www.renewable-ei.org/en/activities/column/REupdate/20250918.php
Som eksempel i din reference nævnes Storbritannien, der nu døjer med skyhøje elpriser, vaklende forsyning og en dyb afhængighed af import af fransk strøm fra kernekraft. Det er nok ikke det, de fornuftige lande i Asien ønsker sig. De andre eksempler i din artikel er lige så katastrofale, undtagen USA, hvor kullene i vid udstrækning er erstattet af naturgas i kraftværkerne.
Har du studeret South Australia? Som jeg har forstået det, har de et isoleret elnet, som snart kører alene på sol og vind. Jeg har ikke efterforsket, om de har specielt høje priser.
Læs om South Australia her. En katastrofe!
https://klimarealisme.dk/2025/12/05/naar-man-drukner-i-solenergi/
Tak til Søren for hans rapportering fra virkelighedens verden. Som Europæer kan jeg kun håbe at de europæiske ledere vågner op og indser at de europæiske magter ikke længere er i stand til at bestemme, hvad der sker i verdenen udenfor Europa.
Ser vi på de hårde kendsgerninger så repræsenterer G7 landende inkl. EU, Sydkorea, Taiwan, Australien og New Zealand ca. 1,1 mia. mennesker, hvilket sammenlignet med jordens samlede befolkning på ca. 8,3 mia. giver ca. 13%. De ovennævnte lande repræsenterer den rige del af verden. Den befolkningsmæssige ubalance er til at føle på og det vil være uklogt at tage de nuværende forhold for givet ud i al fremtid.
EU’s befolkning på ca. 452 mio. kan let komme i klemme. Det må være tilrådeligt at EU begynder at se verden som den ser ud i dag.