Der er dømt nøl

Nøl er et kendt begreb inden for visse sportsgrene. Den part, der står til at vinde f.eks. en håndboldkamp, kan sætte spillet næsten i stå og blot kaste rundt med bolden, mens man venter på, at dommeren fløjter kampen af. Det keder tilskuerne og bliver da også straffet hårdt.

Nøl er således generelt noget negativt, men det er ikke altid tilfældet. I Den Anden Puniske Krig mellem Romerriget og Karthago, hvor sidstnævntes hærfører Hannibal hærgede oplandet i Italien, nægtede den romerske øverstkommanderende Fabius Maximus at indlade sig på et slag – som Hannibal ellers gerne ville have efter sine succeser i flere sammenstød. Fabius holdt sin hær tilbage, og det frustrerede den gode Hannibal meget. Resultatet var, at Fabius fik tilnavnet Cunctator, ”Nøleren”, og det endte med at blive betragtet som et hædersnavn.

I USA er vi i disse tider vidner til endnu et bemærkelsesværdigt tilfælde af nøl. Forhistorien er ganske kort, at den amerikanske miljøstyrelse, EPA, helt tilbage i præsident Obamas tid tiltog sig beføjelser, så den for alvor kunne kaste sig ind i klimakampen. Man brugte en bestemmelse om luftforurening, og fik puttet CO₂ med ind i den, ikke fordi CO₂ er nogen form for forurening, men fordi man hævdede at den er ”skadelig” for menneskenes fremtid. Det var den såkaldte Endangerment Finding, ”Definition som farlig”, og med den i hånden kunne EPA begynde et korstog mod privatbiler, kraftværker og alt muligt andet. Der kom en syndflod af nye regler og krav til udledningerne. Efterfølgende kom der groteske regler om komfurer, vaskemaskiner og alle mulige andre ting i hjemmene.

Reglerne, som var blevet vedtaget helt uafhængigt af enhver politisk kontrol, ville i løbet af få år gøre drift af traditionelle kraftværker så godt som umulig, og bilejerne skulle tvinges over i elbiler, uanset om det var hensigtsmæssigt eller ej. USA stod overfor meget betydelige økonomiske tab i den anledning.

Trumps første regering gjorde ikke noget ved sagen, og under Joe Biden fortsatte festen med flere og flere regler og indskrænkninger.

Da Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus, var han anderledes velforberedt, og hurtigt kom der en instruks til EPA om at få løst problemet. Det førte efter nogle måneder til en officiel tilbagekaldelse af the Endangerment Finding. Som begrundelse blev der bl.a. henvist til den rapport om klimaet, som fem uafhængige eksperter udarbejdede for det amerikanske energiministerium, ”DOE-rapporten”.

Der gik kun kort tid, så var klima-organisationer og visse demokratiske stater gået til domstolene med krav om, at Endangerment Finding skulle genopstå. De fik noget medvind. fordi DOE-rapporten efter nogle andre sagsanlæg måtte trækkes tilbage, primært pga. nogle procedurefejl i ministeriet.

EPA svarede igen ved at bringe et andet argument på bordet. Lovgivningen kræver, at man skal kunne dokumentere, at de omhandlede udledninger volder skade. Her havde kloge hoveder beregnet, at f.eks. et stop for benzinforbruget i de amerikanske biler ville medføre at den globale temperatur ville stige 0,007 grader celsius mindre i 2050, og havstigningerne ville blive formindsket med 0,05 cm frem mod samme år. De resultater kan man med godt ret erklære for helt ubetydelige, og derved er lovens bogstav ikke opfyldt.  

Nu blev der så en ny omgang sagsanlæg, ved domstolen D.C. Court, der er hjemmehørende i Washington og er på et højt niveau. Derefter kunne sagen rulle, og sagsøgernes udsigter så lyse ud, da et flertal af dommerne ved D.C. Court er udnævnt af demokratiske præsidenter og derfor forventes at ville komme Endangerment Finding til undsætning.

Ved sådanne komplicerede sager er der altid en del indledende udveksling af papirer og det gik glat nok, så man kunne formentligt forvente en afgørelse inden årets udgang.

Men så skete det forunderlige. Sagsøgerne opgav at presse på, og de fik tværtimod ved hjælp af nye definitioner på sagen sat den grundigt i stå. Det accepterede dommerne tilsyneladende, og nu venter alle på alle.

Hvad skete der? Francis Menton fra The Manhattan Contrarian har kigget på tilfældet og har en teori om, hvad der ligger bag.

Der er simpelthen tale om nøl. Der er ikke mere interesse for nogen hurtig afgørelse. Både domstol og sagsøgere vil hellere have forhalet sagen mest muligt. Dommen vil formentligt falde ud til klima-aktivisternes fordel, men derefter vil EPA appellere den til USA’s højesteret, og her er chancerne for medhold til aktivisterne anderledes små. Hvis EPA nu får den ønskede dom i højesteretten, vil det blive meget svært i fremtiden at få Endangerment Finding genoplivet.

Det ser meget bedre ud, hvis sagen slet ikke når til en afgørelse i højesteretten, før Trumps præsidentperiode udløber, og aktivisterne får opfyldt deres ønske om en demokratisk præsident, der kan få syndfloden af penge til grøn omstilling til igen at fosse ud af statskassen. Vedkommende præsident kunne så samtidigt lige få EPA til at trække sagen tilbage fra højesteretten.

Så det ser ud til, at man vil følge gamle Fabius Cunctators opskrift – her for at ”redde” klimaet i stedet for Romerriget.

Francis Menton gør dog opmærksom på, at strategien ikke er uden risici. Det nuværende EPA vil have mere end to år til at fjerne alle de regler, der er afledt af Endangerment Finding, og de vil ikke automatisk træde i kraft igen, selvom dommen går EPA imod. Så der vil foreligge et stort stykke arbejde med at genetablere hele klimastyret, og hvis de politiske vinde til den tid er mindre gunstige for ideerne om en klimakrise og grøn omstilling, kan det i praksis blive meget sværere at få genindført f.eks. begrænsningerne på de kulfyrede kraftværker.

Vi andre kan kun konstatere, at der sker forunderlige ting i vore dage – og så må vi følge udviklingen efter bedste evne.