Er man konspirationstroende?

Der er mange konspirationsteorier ude i æteren, og der ofres enorme mængder af tid på dem. Det klassiske eksempel er, at månelandingerne aldrig fandt sted, det hele var optaget i et studie i Hollywood. Tættere på vores tema er troen på en verdensomspændende hemmelig sammenslutning, der spreder giftige stoffer i atmosfæren via flyvemaskiner med passagerer, ”beviset” er de flystriber, der undertiden er synlige i kølvandet på maskinen.

I en åben debat er det altid et magtfuldt virkemiddel at beskylde modparten for at tro på konspirationsteorier. Så er vedkommende næsten udnævnt til at være en sølvpapirshat eller lignende form for tosse.

Inden for klimasagen er det ikke usædvanligt, at klimarealister bliver beskyldt for at være tilhængere af en konspirationsteori. Sammenhængen er tydelig nok, det er selvfølgeligt de store olie- eller gasselskaber, der betaler for misinformationen og står bag udbredelsen af den. Det er tydeligt, at der må ligge onde hensigter bag; selskaberne er parate til at lade Jorden brænde op af global opvarmning, bare for at redde deres indtjening.

Tanken er så meget mere nærliggende, hvis man brændende tror på, at der er en klimakrise, og på alt det, som ”videnskaben” fremfører om skyhøje temperaturer, stigende havniveau, ekstremvejr osv. Folk, der ikke accepterer disse sandheder, må naturligvis ligge under for vrangforestillinger, ligesom dem, der tror på at Jorden er flad.

Men kan man ikke vende situationen om, og betragte klimakulten som en konspirationsteori? Herom har en Tom Forrester-Paton på hjemmesiden Daily Sceptic skrevet en længere historie, hvor vi kigger på klimasagen som en konspiration. Det er en meget læseværdig historie, og her vil vi give nogle smagsprøver:

Det er en stor mundfuld at tro på, at der findes en enorm konspiration af stilhed, omfattende IPCC, de fleste store medier, Google og eliten blandt politikere i EU, Storbritannien, Australien, Canada og New Zealand, i forsøget på at undertrykke enhver information, uanset hvor troværdig en kilde, den kommer fra, hvis den kaster tvivl over behovet for at ”dekarbonisere” deres samfund. Det er dog helt rimeligt at stille spørgsmål hertil.

Det er også et langt skridt for folk at tro på, at alarmismen startede med en sandsynlig teori, der dog siden grundigt er blevet modbevist. Det skete dog ikke før, at der var skabt en hel industri af bevillinger, fup med vedvarende energi og gruppetænkning. Og ikke før en kultur var skabt, som beskyttede den industri, indenfor hvilken videnskabsfolk bliver belønnet med penge og godkendelser fra fagfæller, mens afvigende holdninger bliver straffet med ”cancellering” og afskæring fra økonomiske midler.

Var der nogen, der kom i tanke om Henrik Svensmark?

Men det bringer mig frem til den første grund til at tro, at jeg måske, alligevel, er ganske ved fornuft. Fordi der er bogstaveligt talt ikke nogen belønning for at være en klimaskeptiker, til gengæld masser af straf. Jeg kan tælle på fingrene på én hånd de mennesker, jeg kender, som deler min skepsis overfor klima-alarmisme, for slet ikke at tale om min vrede over den skade, der bliver forvoldt. Den eneste belønning, jeg får for mit standpunkt, er den temmelig ensomme, at være i stand til at leve med mig selv. Det er en god ting, fordi det er ikke måden at skaffe sig venner på.

Herefter gennemgår Forrester-Paton typiske reaktioner fra folk, der accepterer klimafortællingen.

• De sande troende og dem med åbenlyse interesser, f.eks. i det bundløse trug med penge til vedvarende energi – er tydeligt vrede og beskylder mig for uvidenhed, og for at være en tilhænger af Q Anon. (Jeg har hørt om Q Anon, men aldrig rigtigt fattet, hvad det er for noget.)
• Så er der de moderigtige fra storbyernes indre, som ikke har den mindste idé om den videnskab, der ligger bag den formodede opvarmende effekt fra CO₂, men som har lært, at det er tegn på dannelse, hvis man tilhører kulten. De plejer at reagere med det blik af medlidenhed, som nutidens farisæere bruger over for de mennesker, som betragtes som underlegne rent moralsk.
• En lille smule mindre irriterende er de, der lader som om, at de vil indgå i en diskussion, men hurtigt falder tilbage på at henvise til autoriteterne – dvs. historien om det overvældende flertal af forskere, som de har hørt om, og som mener, at alarmismen er fuldt berettiget. Nøgleordene her er selvfølgeligt ”som de har hørt om”, det er meget få, der har hørt navne som Ian Plimer, Roy Spencer, Roger Pielke, Judith Curry eller William Happer.  

Et lillebitte mindretal tager imod mit budskab med begejstring, men meget få – ud af selv denne lille flok – er med på sammen med mig at råbe op om, at kejseren ikke har noget tøj på. Som jeg nævnte tidligere, så er der megen straf for at gøre det.

Men så vil de flinkeste af mine diskussionspartnere spørge, hvorfor er jeg så vred over det her? Hvorfor i alverden gør jeg ikke bare det, de fleste mennesker gør – flyder med konsensus, vælger et stilfærdigt liv og nyder godt af fordelene ved at være et medlem af stammen? Jeg vil gerne forsøge på at besvare det spørgsmål, men det er svært, fordi jo mere jeg tænker på, hvor vred jeg bliver over klima-fupnummeret, desto vredere bliver jeg, og jeg nyder ikke specielt at være vred.

Helt åbenbart er der de direkte omkostninger ved ”netto-nul”. Jeg er ikke økonom, så jeg er ikke selv i stand til beregne hvor mange penge, man har foreslået at bruge på ”dekarbonisering” af verdensøkonomien. Men mediet Bloomberg har anslået, at der skal bruges ca. 200 billioner US$, hvis vi skal opnå ”netto-nul” i 2050.

Med inflationen indregnet svarer det til ca. 2,75 billioner dollars pr. år.

Herefter regner Forrester-Paton på, hvor meget man ellers, år for år, kunne få for de penge. Tabel 1 viser nogle af hans resultater:

Derefter kigger vi på ”vedvarende energi” bestående af upålidelige vindmøller og solceller:

[Økonomien bliver kun værre pga.] energiomkostninger, der er pustet op af statsstøtte til vedvarende energi, sammen med de enorme omkostninger til at tæmme al den gratis sol og vind, så den ikke vælter elnettet hvert tiende minut – åh, og fik jeg nævnt udgifterne til at betale solceller og vindmøller for ikke at fylde elektricitet på nettet, når der er for meget af den? Eller omkostningerne ved at opretholde under-udnyttet (og derfor meget dyr) kraftværkskapacitet baseret på kul eller gas, så den kan stå standby til de kolde vindstille nætter, hvor der slet ikke er noget vedvarende energi overhovedet? Hvis jeg ikke tænkte på det, burde jeg gøre det, med fare for at blive endnu mere vred.

Dette utrolige selvskadende projekt har som resultat haft en gradvis nedbrydning af, hvad der måtte være tilbage af sværindustri i Australien og Storbritannien, mens vi overgiver jobbet med at producere det, vi selv producerede tidligere, til Kina – der i øvrigt gør det ved hjælp af kul – mens vi opretholder en Potemkin-facade af vedvarende energi-infrastruktur, med hvilken vi kan narre de nyttige idioter i Vestens grønne organisationer til at tro, at kineserne er i fuld gang med omstillingen. Og vi fortsætter med at købe deres solceller og vindmøller, som egentligt alle sammen skulle have været produceret i Vesten som en del af den skandaløst benævnte grønne revolution – husk det!

Derefter kommer Forrester-Paton ind på de fossile brændstoffer og den helt afgørende betydning, de har haft for den økonomiske udvikling i de seneste 100 år.

Næste punkt er klimavidenskabens tilstand, med udgangspunkt i Climategate-skandalen. Det er jo netop klimavidenskaben, der skulle danne det saglige grundlag for klimapolitikken og den grønne omstilling. Og her må man så konstatere de mange svagheder ved ”videnskaben” her:

Det forekommer mig, at hvis man har tænkt sig at prøve på at kvæle den økonomiske udvikling for en masse mennesker, der er mindre velstillede end én selv, så bør man være 100% sikker på, hvorfor man gør det. Men det er rystende uetisk at fortsætte ad det samme spor, også efter at ens begrundelser er blevet modbevist, og med ophøjet ligegyldighed overfor ønskerne hos de mennesker, det går ud over – og det gør mig vred. Meget. Jeg går ud fra at der her er tale om en konspiration, men det er ikke fordi de ansvarlige er hemmelighedsfulde, tværtimod, de praler af det!

Uanset hvad man måtte mene om begrundelserne for ”dekarbonisering”, så bør man have betænkeligheder ved at bruge så store summer af skatteydernes penge, uden antydning af en debat. Et godt eksempel er, hvad der skete i Storbritannien hvor Theresa May, der var desperat efter at efterlade sig ”noget” til historiebøgerne – og i øvrigt ønskede at bortlede opmærksomheden fra sin ellers katastrofale regeringsledelse, skrev landet op til ”netto-nul” i 2050. Der var ingen vedtagelse i parlamentet, May brugte nogle eksisterende paragraffer i lovgivningen.

Så vakkelvorn videnskab, løsninger der ikke duer og en undertrykt debat om sagen, er dér hvor vi står nu. Det ligner jo til forveksling en konspiration, men ve den, der drister sig til at råbe op.