En flok klimaforskere har i tidsskriftet Environmental Research Letters offentliggjort en interessant artikel om udviklingen af temperaturen i Grønland gennem de seneste 70 år. Den gængse historie, vi hele tiden hører, er, at temperaturen pga. menneskeskabte udledninger af CO2 har været støt stigende i den periode, og det har medført en betydelig afsmeltning af indlandsisen. Udsigterne for fremtiden er dystre, med mindre vi hurtigt får udfaset brugen af kul, olie og gas og stoppet tilvæksten af drivhusgasser i atmosfæren. Men nu kommer S. Wang et al. på banen, og her vil vi bringe en oversættelse af et uddrag af deres konklusion:
Tidligere studier henførte den observerede betydelige arktiske opvarmning til menneskelige aktiviteter, og nyere forskningsresultater bekræftede yderligere, at påvirkninger udefra, som f.eks. drivhusgasser, er blevet den mest betydningsfulde drivkraft bag den arktiske opvarmning siden midten af 1970-erne.
Imidlertid viser de seneste rekonstruerede datasæt, at på trods af denne opvarmning har Grønlands overfladetemperatur vist betydelige svingninger fra årti til årti, som bliver lagt oveni langtids-tendensen i de seneste 75 år. Sådanne svingninger over årtierne kan ikke forklares fuldstændigt ved påvirkninger udefra, hvilket igen viser, at de interne svingninger spiller en væsentlig rolle.
Blandt de interne årsager til svingningerne kan der peges på ”Den grønlandske blokering”, GBI, og havstrømmene i Atlanterhavet, AO og NAO, som har en betydelig indflydelse på variationerne i Grønlands overfladetemperatur. Specielt GBI har tydelige svingninger over en 7-8-årig periode. AO, Den Atlantiske Svingning, der har den vigtigste indflydelse på variationerne i atmosfæren i den nordlige del af den Nordlige Halvkugle, viser de mest udtalte svingninger inden for få måneder eller mellem årene. NAO har den største indflydelse fra årstid til årstid og mellem årene.
Imidlertid viser påvirkningerne her sig primært over ganske korte tidsrum og kan ikke fuldt ud forklare de tydelige variationer over årtier. Hertil kommer, at de ofte styres af ændringer i havoverflade-temperaturerne. Tidligere studier har identificeret langtidssvingninger i havene drevet af variationer i temperaturerne (f.eks. havsvingningerne AMO – i Atlanterhavet og PDO – i Stillehavet) som vigtige drivkræfter bag svingninger fra årti til årti i det arktiske klima.
Nærværende studier kigger nærmere på indflydelsen fra AMO og PDO på ændringerne i Grønlands overfladetemperatur over de seneste 75 år. Analyserne viser, at AMO og PDO tilsammen står bag 93% af svingningerne over årtier i Grønland, hvor AMO er den dominerende drivkraft fra årti til årti, mens PDO spiller en ikke-ubetydelig rolle i visse perioder.
AMO’s negative fase før midten af 1970-erne førte til afkøling, hvorefter, frem til starten på 1990-erne, der forekom en stærkt positiv PDO, der modvirkede opvarmningen, som en stigende AMO ellers ville forårsage. Efter 1990-erne gav en hurtigt stigende AMO, kombineret med en faldende PDO, en kraftigere opvarmning. Kigger man på årstiderne, kan man se, at den direkte sammenhæng mellem AMO og Grønlands overfladetemperatur er kraftigst om sommeren.
Det stemmer overens med tidligere resultater, hvor man ser, at AMO’s effekt på de europæiske temperaturer er kraftigst om sommeren, hvilket tyder på, at AMO’s indflydelse på overfladetemperaturer både i Grønland og i Europa skyldes en sammenkædning af luft- og hav-udvekslinger.
I modsætning hertil er den omvendte sammenhæng mellem PDO og Grønlands overfladetemperatur kraftigst om efteråret. Man skal erindre sig, at PDO har en betydelig indflydelse på den grønlandske temperatur – på trods af den store afstand – især om vinteren.
Det er problemet med at drage konklusioner baseret på relativt korte årrækker. Arktis, og herunder Grønland, hævdes at blive opvarmet i rekordtempo i disse år. Det er jo så åbenlyst forkert, da det årlige tab af is fra Grønland har været meget mindre i gennemsnit end det var før 2007. Den samme tendens kan ses med havisen omkring Nordpolen, minimumsudbredelse i september har ligget på samme niveau siden midt-nullerne.
Den udvikling er så tydeligt nok ikke et resultat af drivhusgasser alene. Havsvingninger, der kan vare over 50 år eller mere, spiller også en vigtig rolle. Sådan en erkendelse opnår vi kun, hvis forskerne går til sagen uden forudfattede meninger, som netop S. Wang et al. har gjort her.
Danish
til Allan Astrup Jensen
Den af dig citerede overskrift fra artiklen handler om det gængse narrativ, at øget CO2-koncentration i atmosfæren jo anses for at være årsag til opvarmning i Arktis….. Artiklen selv – altså forskeren(e) bag artiklen – formulerer tydeligt, at dette narrativ er behæftet med fejl og at f.eks. havstrømsvariationer og andre faktorer i klimaændringerne (naturligt skabte og udenfor menneskelig kontrol… ) har påvirkningsgrad ca. 90 pct af den observerede variation i overfladetemperatur målt i arktis.
Til klimarealisterne – jeg har erindring om at forskere har målt massen af indlandsisen er steget på Grønland –
kan I bekræfte dette? Hvis massen stiger med 10 procent ( det er nok ikke sandsynligt ) vil havvandsniveauet i Danmark og syd for Danmark antagelig falde….. pga massernes tiltrækningskraft, indlandsisens masse tiltrækker vand fra havet mod nord. Er det korrekt forstået?
Med venlig hilsen
Tejs Olsen
Den samlede masse af indlandsisen på Grønland har ifølge DMI været faldende de seneste 40 år. I alt er ca. 5000 mia. ton forsvundet. Tabet har i de seneste knap tyve år ligget stabilt omkring 200 mia. ton pr. år. Det skal sammenholdes med, at indlandsisen i alt skønnes at veje 2,6 millioner mia. ton, så med den nuværende afsmeltning vil det tage godt 10.000 år før Grønland er isfrit.
Lige p.t. bevirker tabet af is i Grønland faktisk, at havniveauet her i Danmarks falder (dog meget lidt), fordi tyngdekraften fra isen trækker havvandet i Atlanten mod nord og giver os et højere niveau. Mindre is, mindre af den effekt.
Citat: “nyere forskningsresultater bekræftede yderligere, at påvirkninger udefra, som f.eks. drivhusgasser, er blevet den mest betydningsfulde drivkraft bag den arktiske opvarmning siden midten af 1970-erne”.
Hvad er beviset for dette postulat, når udbredelsen af havisen har været konstant i de sidste næsten 20 år? Hvad mener Klimarealismens talsmænd egentlig? Hvis drivhusgasserne er drivkraften bag klimaændringerne, så er den grønne omstilling jo nødvendig!!
Her er der tale om en oversættelse af den citerede artikels ordlyd. Der kan vist ikke være meget tvivl om, hvad Klimarealisme mener.