Klimaadfærd, Klimarealisme i medierne

Mentale problemer i klimakrisen

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, interesserer sig levende for klimasagen. Ikke fordi de påståede ”klimaforandringer” har den store indflydelse på menneskenes sundhed, men nok snarere fordi det er et område, hvor pengene til forskning og aktiviteter flyder i rigt mål. Vi kan således finde masser af litteratur, der beskriver, hvordan et varmere vejr vil føre til udbredelse af alle de ækle dyr og bakterier, der spreder sygdomme (f.eks. myg) og så er der selvfølgeligt hedebølger, der er fine til at koge suppe på.

I praksis er folkesundheden langt mere et spørgsmål om adgang til energi og ressourcer, f.eks. rent drikkevand, der netop kan fremskaffes, hvis man råder over rigelig og pålidelig energi.

Men WHO kæmper, og i de senere år er man begyndt at interessere sig for den mentale sundhed. Den grundlæggende tanke er naturligvis, at klimaforandringerne fører til stress og angst – og det må der naturligvis forskes mere i – og så skal vi i gang med grøn omstilling.

I en videnskabelig artikel kan man læse mere om problemstillingen. Artiklen har titlen:

Hvorfor miljø-aftaler også må tage mental sundhed med i billedet.

Det drejer sig således både om klimaet, men også tab af biodiversitet og forurening.

Artiklen begræder, at alle de fine internationale aftaler, herunder f.eks. Paris-aftalen, ikke har nok fokus på følgerne for mental sundhed af f.eks. global opvarmning, og problemstillingerne må frem i lyset.

Om aftalerne hedder det:

Disse vedtagelser fokuserer på klimaforandringerne (nedbringelse af drivhusgas-udledninger, bevaring af biodiversitet og fokus på ørkenspredning).  Sammenhængen med mental sundhed er ofte mere indirekte, end den er for kemisk forurening. Imidlertid har biodiversitets- og klimaforandrings-problemer alvorlige konsekvenser for befolkningerne.

Så får vi sammenhængen mellem folks mentale tilstand og klimaet (+ miljøet).

Klimaforandringer, tørke, udpining af jorden, tab af biodiversitet og nedbrydning af økosystemer, har negativ virkning på den mentale sundhed, idet de forøger risikoen for katastrofer, kronisk stress og fødevare-usikkerhed og forøger risikoen for, at folk bliver tvunget til at flygte eller mister deres indkomst. Lokale samfund vurderer ikke kun Verden ud fra økonomi, de vil også overveje kulturelle værdier, hellige steder, menneskerettigheder og naturens orden – ved at værdisætte de lokale omgivelser, kultur og natur. For børn og unge kan miljørisici føre til afbrudt skolegang, stressede familier og pasning, problemer med at beskytte børnene, tab af bekendtskabskreds og netværk i samfundet og formindsket adgang til sundhedsydelser, uddannelse og socialhjælp.

WHO har for et par år siden udsendt en rapport med en politik-sammenfatning, der tager den mentale sundhed under behandling. I en foromtale kan man læse:

Konklusionerne stemmer overens med en nylig rapport fra IPCC fra februar i år. IPCC påviste, hvordan hurtigt udviklende klimaforandringer giver øget risiko for den mentale sundhed og folks velbefindende: Fra følelsesmæssige problemer til angst, depressioner, sorg og selvmordstanker.

I rapporten får vi at vide, at antallet af klima-fremkaldte nødsituationer (dvs. tilfælde af ekstremvejr) er stigende. Herefter en beskrivelse af aktiviteterne vedr. den mentale sundhed:

Der har været stigende bestræbelser på bedre at forstå klimaforandringernes virkning på den mentale sundhed. Enkeltpersoner og lokalsamfund kan opleve mange intense følelser i forbindelse med et klima under forandring, inkl. nedtrykthed, frygt, desperation, følelse af hjælpeløshed og sorg. Der er opstået flere faglige udtryk for at beskrive disse reaktioner, især blandt unge, der er berørt af klimaforandringerne, inkl. klimaangst, solastalgi [frygt for forandringer i de hjemlige omgivelser, red.], øko-angst, miljøsorg, økologisk nedtrykthed og klima-psykologisk nedtrykthed.

Alle de diagnoser kan jo sagtens medvirke til at forstærke de negative følelser hos de unge, og i et sjældent øjeblik af klarsyn skriver WHO:

I enhver nødsituation, inkl. den globale klimakrise, kan de vendinger, der bruges til at beskrive den mentale sundhed og psykologiske problemer, enten støtte eller skade de ramte personer.

Netop! Al propagandaen, forklædt som ”information” puster helt sikkert til klima-angsten, især hos unge mennesker.

Rapporten kommer også med små opbyggelige eksempler, der fortæller om lokale jordbrugere, der rammes af f.eks. tørke, eller traumatiserede ofre for orkaner. Det er underforstået, at disse problemer er resultatet af klimaforandringer, snarere end noget, menneskeheden altid har været hjemsøgt af.

Rapporten kommer med følgende anbefalinger:

  1. Indbyg hensyn til klimaforandringerne i politik og programmer for mental sundhed, for bedre at forberede sig til og handle på klimakrisen
  2. Integrer psykologiske forholdsregler i politik og programmer, der handler om klimaforandringerne og sundhed.
  3. Byg videre på globale forpligtelser
  4. Arbejd med metoder baseret på alle dele af samfundet og lokale forhold for at formindske sårbarheder og fokuser på den mentale sundhed og psykologiske følger i forbindelse med klimaforandringerne.
  5. Fokuser på de store gab, der er i finansieringen af både mental sundhed og mulighederne for at reagere på helbredsfølgerne af klimaforandringerne

Det kan vist koges sammen til ”send flere penge”.

Og igen bruger en masse mennesker en masse tid og penge på noget, der reelt ikke tilfører Verden noget af værdi.

Del på de sociale medier

3 Comments

  1. allan astrup jensen

    Det er et reelt problem, at børn og unge er bekymrede over klimaudviklingen. Hvis WHO kunne vedtage fornuftige anbefalinger til journalister og medier om ikke unødigt at bekymre eller forskrække børn og unge med udokumenterede påstande og dommedagsprædiken, ville det være et fremskridt.

  2. Dines Petersen

    Al alarmisme er imod forandringer.
    Det var heldigt at alarmister ikke havde en stemme f.eks i 1850, da den fossile industri startede. Så var vi jo stadigvæk på 1850-niveau. Da var velfærd de få forundt. Persontransport var til fods. ingen fly eller bil

  3. Hans Henrik Hansen

    “Og igen bruger en masse mennesker en masse tid og penge på noget, der reelt ikke tilfører Verden noget af værdi”

    – hvilket iøvrigt gør sig gældende på adskillige andre områder, jf. dette udklip fra Weekendavisen af et interview med Henrik Dahl:

    »Nej, ikke alt, hvad der bliver udgivet i videnskabelige
    tidsskrifter, er videnskab, for peer review er jo en util-
    strækkelig måde at tjekke kvalitet på. Hvis du forestiller
    dig, at du har en eller anden sekt, som påstår, at de er
    videnskabsmænd, kan sekten jo bare etablere sig med
    tidsskrifter og professorater og så sætte nogle andre
    medlemmer af sekten til at sige god for de ting, der
    foregår inde i sekten. Peer review beskytter ikke imod
    sekteriske mekanismer, og nu er sekten altså i sin helhed
    blevet afsløret som en sekt fuld af svindlere.«

    – Så forskerne er medlemmer af en sekt?

    »Ja, det er sekter, som på en parasitær måde har
    tilkæmpet sig en plads på universiteterne, og som ikke
    bidrager med noget. Det, de laver, er ikke noget værd. Det
    er en slags svindel. I Danmark trækker de penge op af
    staten, og i Cambridge op af fondene, der driver univer-
    sitetet, og ud af de stakkels studerende, som tror, at de har
    fået en uddannelse.«

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*