Social ingeniørkunst er populær blandt folk, der har et brændende ønske om at ”redde” Verden fra det ene eller det andet onde. Begrebet dækker over alle forsøgene på at regulere menneskenes adfærd i detaljer. Det handler om at bestemme, hvordan vi skal leve vores liv, hvad vi skal spise, hvad vi skal købe af ting, hvordan vi skal transportere os, hvortil eller hvorvidt vi skal rejse, og hvad vi skal bruge vores fritid på.
Det klør uafladeligt i fingrene på politikere og såkaldte eksperter for at gøre noget, og der kommer en stadig strøm af lovgivning og regler, der har til hensigt at styre vores forbrug og vores handlinger. Kommuner opstiller kostplaner for de offentlige kantiner for at ”redde” klimaet. Det betyder, at plejehjemsbeboere skal spise slatne bønner i stedet for det kød, de er vant til at få. Brugen af plastik skal indskrænkes for at ”redde” miljøet. Det betyder, at man ikke mere kan købe sugerør, der duer, og virksomhederne i EU er på vej ind i et sandt helvede af administration vedr. brugen af emballage. Københavns Kommune nedlægger parkeringspladser på stribe, hvilket generer borgerne voldsomt. Samtidigt skal der indføres zoner i byen, hvor visse typer af ellers fuldt lovlige biler skal forbydes. Denne gang for at ”redde” både klima og miljø.
Grundholdningen er ofte, at mennesket og dets aktiviteter uundgåeligt er til skade for ”naturen”. Naturen er god, menneskeheden er ond ved vores planet. Menneskene tager ressourcer og plads fra naturen og forårsager tilmed forurening af både luft, vand og jord. Jo mere vi indskrænker vores adfærd og muligheder, desto bedre for naturen og biodiversiteten.
Her når vi så frem til en oplagt idé til at løse problemerne. Hvad hvis vi simpelthen var færre mennesker her på Jorden? Visse fanatikere har peget på, at Verdens befolkning ideelt skulle reduceres til nul. Først dér vil naturen få helt frit spillerum igen, og det vil være ubetinget godt.
Så drastisk ser de fleste politisk korrekte meningsdannere dog ikke på det, men der flirtes med tankerne om alt det gode, vi ville få ud af en reduceret befolkning. Således udkom der for nyligt en videnskabelig artikel, hvor budskabet netop er, at alt vil blive bedre, hvis Jordens befolkning reduceres fra de nuværende godt 8 milliarder mennesker til omkring 4 mia. inden år 2200. Presset på naturen og ressourcerne vil blive meget mindre, og vi vil nærme os en ”bæredygtig” tilstand. Artiklen bringer fine illustrationer, hvoraf et eksempel er vist her som fig. 1.
Hvordan skal vi så bære os ad med det? Heldigvis foreslår artiklens forfattere ikke, at der oprettes udryddelseslejre eller organiserede masse-hungerkatastrofer. Der er heller ikke tale om drakoniske ét-barns-begrænsninger. I stedet vil man med undervisning og adgang til prævention få folk til at få færre børn. Der er generelt en god sammenhæng mellem stigende uddannelsesniveau blandt kvinder, stigende velstand og så et faldende fødselstal. I mange højtudviklede lande er fødselsraterne allerede faldet betydeligt under de 2,1 børn pr. kvinde, der skal til for bare at opretholde det nuværende folketal.
Ironisk nok kan man i den forbindelse argumentere for, at klimapolitik netop kan føre til øget befolkningstilvækst. Hvis man vil påtvinge fattige lande f.eks. i Afrika en grøn omstilling, vil den holde dem nede i fattigdommen, der som oftest resulterer i højere børnetal. En fornuftig udvikling med tilhørende industrialisering – baseret på lokal udvinding og forbrug af fossile brændstoffer – vil give en bedre økonomisk levefod og dermed den medfølgende lavere fødselsrate.
Ovennævnte artikel er blevet mødt med vrede. I mediet Legal Insurrection kan man således læse følgende beskrivelse af budskabet:
En ny artikel … fastslår, at vi bliver nødt til at halvere befolkningen til 4 milliarder for at redde planeten, og derved betragtes menneskeheden selv som et element, der kan skrues på.
I Legal Insurrection angribes selve tanken om, at der er en sammenhæng mellem befolkningstallet og naturens eller klimaets tilstand, og at vi bør tilstræbe at forbedre natur og klima ved aktivt at gøre forsøg på at styre befolkningens udvikling.
Efter undertegnedes opfattelse skal man skelne skarpt her. Folk skal have fuld frihed til at få alle de børn, de gerne vil, børn skal aldrig ses som en ulempe eller ligefrem en ”klima-belastning”. På den anden side skal folk også have frihed til ikke at få børn, f.eks. gennem fuld adgang til ønsket prævention.
Regeringerne skal ikke sætte mål for folketallet, men må indrette deres politik efter, hvad der kommer. Det er den eneste rimelige fremgangsmåde i denne sag.
I lande med lave fødselsrater er der en frygt for, at sammensætningen af aldersgrupper bliver skæv, for mange gamle og for få unge til at passe og pleje dem og producere alt det, samfundet har brug for. Den frygt kan få regeringerne til at gribe til latterlige tiltag med økonomiske tilskud til børnefamilier, eller farlige tiltag med at opfordre til større indvandring af unge mennesker fra lande, der endnu ikke har udviklet sig til et tilfredsstillende stade.
Men ideen med, at samfund altid skal have et overskud af unge mennesker for at overleve, er naturligvis forfejlet. Den ville betyde, at befolkningen skulle være i evig vækst, og så begynder trykket på naturen trods alt nok på et tidspunkt at blive for stort. Ikke så meget pga. menneskernes ressourceforbrug, men snarere at mere og mere plads skal inddrages til f.eks. landbrug, og derved bliver naturområderne pressede.
Selvfølgeligt vil et land med faldende befolkningstal klare sig. Øget automatisering og nu også kunstig intelligens kan overtage mange jobfunktioner og sikre opretholdelsen af velstand og velfærd.
Undertegnede ser ikke noget galt i, hvis Verdens befolkning skulle falde fra de nuværende 8,3 milliarder – men det skal et hundrede procent ske på frivillig basis – uden nogen som helst form for social ingeniørkunst, der sigter mod at trække udviklingen i den ene eller den anden retning.
Danish