USA har noget, der kalder sig Det Nationale Center for Energianalyse (NCEA), og her har et ”senior-medlem” Paul H. Tice udgivet en meget interessant rapport om Kina og den grønne omstilling. Titlen er, oversat: ”Myten om den kinesiske ren-energi-drage”.
Rapporten tager udgangspunkt i alle fortællingerne om Kina som Verdens første store ”elektrostat” og hvordan omstillingen til sol, vind og batterier går fremad med uhørt hast, mens kulforbruget og CO2-udledningerne allerede er toppet – eller er lige ved det. Men det er i vid udstrækning myter, der florerer, og Tice tager fat i dem fra en ende af:
Myte nr. 1: Kinas CO2-udledninger topper nu
At sætte tal på drivhusgasudledninger er en upræcis videnskab, som giver udfordringer mht. målingerne og uundgåeligt forsinkede indrapporteringer. Ikke desto mindre har hjemmesiden Carbon Brief i de seneste to år – næsten månedligt udbasuneret, at Kinas CO2-udledninger har været ”fladet ud eller faldende” siden marts 2024. Midt i februar 2026, kun 6 uger efter udgangen af 2025, rapporterede hjemmesiden, at Kinas udledninger faldt med 1% i fjerde kvartal af 2025, sammenlignet med 2024. Det gjorde man for et land, hvor de fleste virksomheder bruger hele fire måneder på at udarbejde deres årsregnskaber. Udover at være forhastet så er Carbon Briefs optælling kun baseret på udledninger fra fossile brændstoffer og cement (hvilket omfatter ca. to tredjedele af de kinesiske udledninger) for herfra at udtrække en tendens med en top. Men ved samme lejlighed undervurderes landets CO2-fodaftryk.
Den reelle situation er vist på fig. 1. Her ser man CO2-udledningerne fra hver af de store sektorer i økonomien, og de viser alle en stigning frem til og med 2025. Tice nævner, at Kina selv kun har lovet, at udledningerne topper omkring 2030, og at der derefter i 2035 vil være en nedgang fra toppen på 7-10%. Kina har ikke nogen faste klimamål, som f.eks. Danmark har.
Myte nr. 2: Kinas økonomi er i overgang væk fra fossile brændstoffer
Tæt forbundet med den første myte er påstanden om, at Kinas økonomi hurtigt er ved at skifte væk fra fossile brændstoffer og i stigende grad er baseret på vedvarende energi som vind og sol. Ember, en tænketank vedr. ren energi, har rapporteret, at Kinas ”forbrug af fossile brændstoffer til energi” nu har nået toppen pga. den accelererede indførsel af ”rene elektro-teknologier”. De hårde data siger noget andet. Fig. 2 viser Kinas forbrug af primær energi fordelt på kilder (hvor der er korrigeret for, at sol og vind producerer elektricitet direkte) fra 1985 til 2025. I løbet af de seneste 40 år er det samlede forbrug af kul, råolie og naturgas steget næsten 6 gange. Bare i løbet af det seneste årti, hvor Kina ellers var på vej ind i sit vedvarende-energi-eventyr, er forbruget af fossile brændstoffer steget med 27%. Kigger man på udviklingen, er der ikke noget tegn på, at Kinas forbrug af fossile brændstoffer er ved at toppe.
Tice skriver, at landet siden 2015 er fortsat med at udbygge sin kapacitet baseret på fossil energi, og det er jo ikke tegn på, at man er i gang med at udfase noget som helst. Den udbygning med vedvarende energi, der er sket, har bare givet et bidrag oveni forsyningen fra kul, olie og gas. Det er en udvikling, der ligner den i resten af Verden. Sol og vind er kommet til ovenpå alle de andre, der er ikke nogen omstilling i gang.
I 2025, tegnede de fossile brændstoffer sig stadigvæk for 78% af Kinas primære energiforbrug, mens vind, sol og biomasse tegnede sig for 12%.
Myte nr. 3: Kina er ved at blive til en ren elektrisk supermagt.
Den tredje store energimyte, der skal aflives, er påstanden om, at Kina hurtigt er i gang med at elektrificere sin økonomi og i stigende grad kører den på ren energi. Denne påstand i to dele holder ikke til et nærmere eftersyn.
Tice nævner flere af de toneangivende tænketanke, bl.a. Ember og IEA, der utrætteligt fremfører denne påstand, men fakta fremgår af fig. 3. Her ser man udviklingen i kilderne til el-produktionen, hvoraf det klart fremgår, at kul er langt den største kilde, og vandkraft spiller en stor rolle. Andelen af sol og vind er mere beskeden.
Som eksempel på udviklingen nævner Tice elbilerne, hvorom det ofte hævdes, at de er ved at overtage store dele af vejtransporten. Så voldsom er effekten dog ikke, det kan man bl.a. se ved, at forbruget af benzin i landet har været stort set uforandret. Selvom elektricitetens andel af det totale energiforbrug er steget fra ca. 12% i 2001 til 24% i 2025, så er der stadigvæk lang vej til ”elektro-staten”.
Om situationen generelt skriver Tice:
Set fra et energisynspunkt kan Kina bedst beskrives som en tohovedet drage. Man forfølger med fuldt overlæg en todelt strategi, der aggressivt fremmer både fossile brændstoffer og lav-kulstof alternativer. Sidstnævnte, trods den imponerende skala, forbliver primært et tillæg og et show, snarere end at der er tale om en ægte omstilling.
Klima- og vedvarende-energi-forkæmpere, der opfordrer USA til at følge i Kinas ren-energi-fodspor, overser en grundlæggende selvmodsigelse. Trods den grønne glans, kører Kinas økonomi i overvældende grad på kul, råolie og naturgas. Den kinesiske regerings førsteprioritet forbliver hurtig økonomisk vækst, udvikling af industrien og hævet levefod – ikke en rolle som verdensleder af CO2-reduktioner.
Kinas grønne omstilling i de senere år har været drevet af direktiver ovenfra som et led i den centralt planlagte statskapitalisme, ikke markedets efterspørgsel. Resultatet har været spildte investeringer, vedvarende overkapacitet og sammenlægninger i industrien. 400 elbilfabrikker har forladt markedet siden 2018 og 40 solcellefabrikanter er enten lukket eller opslugt af andre.
Kina har bygget mange solceller og vindmøller i fjerntliggende øde områder, og står nu med et kæmpebehov for højspændingskabler, der kan forbinde disse med aftagerne i de større byer og industricentre. Det minder lidt om situationen i Danmark. Traditionelle kraftværker fylder ikke meget, og kan opføres næsten hvor som helst. Det gælder ikke flokke af vindmøller eller kvadratkilometer af solceller.
Sammenfattende må man nok konkludere, at den grønne omstilling i Kina i vid udstrækning stadigvæk er vinduespynt, men regeringen er fornuftig nok til at sikre fuld backup fra andre kilder, så økonomien ikke lider skade. Her kunne de europæiske regeringer lære meget…
Danish