Klimarealisme i medierne, Rekonstruerede temperaturer

Klimaforandringer for 3000 år siden

I bronzealderen opstod de første rigtige civilisationer i Europa, i det nuværende Tyrkiet og Kreta/Grækenland samt i Levanten, dvs. det nuværende Libanon, Syrien og Israel. Længere mod øst havde man de store riger i Mesopotamien, det nuværende Iran/Irak, og i det nordøstlige hjørne af Afrika havde man Egypten, der havde været en samlet og organiseret civilisation siden ca. 3000 år f.Kr.

Frem mod 1200 f.Kr. havde man således blomstrende samfund som Mykene, Minos og hittitternes rige. De har efterladt sig ruiner af velorganiserede byer og masser af smukke kunstgenstande i mange forskellige materialer. Håndværk og handel blomstrede.

Minoisk maleri

Ifølge klimaforskningen er der ikke noget mærkeligt i det. Lige frem til for ca. 125 år siden var klimaet stabilt og gunstigt for menneskehedens udvikling. Det er, hvad vi kan lære af de mange hockeystav-kurver, der befolker den videnskabelige litteratur. Her florerer tanken om, at det kun er CO2, der styrer klimaet, og atmosfærens indhold var jo stort set uforandret lige siden ophøret af den seneste istid for 11.000 år siden.

Men omkring år 1200 f.Kr. skete der drastiske ændringer med de ovennævnte samfund. De blev invaderet af fremmede fra nordøst og det førte til både hittitternes, Minos og Mykenes fald. De smukke byer blev totalt ødelagt, og derefter boede menneskene i små landsbyer og klarede dagen og vejen ved en smule landbrug, jagt og fiskeri. Det sluttede med frembringelse af kunstgenstande, ud over lidt primitivt lertøj.

Egypterne blev også angrebet, men klarede nogenlunde frisag ved et energisk forsvar.

Men hvad skete der? Forskningen har påvist, at perioden efter 1200 f.Kr. var præget af faldende temperaturer og udpræget tørke. Høsten var formentligt slået fejl hos de folk, der invaderede nordøstfra, og derfor måtte de bryde op og søge gunstigere betingelser.

Perioden med de blomstrende civilisationer er kendt som Bronzealdervarmen, og op gennem historien har man kunnet konstatere, at der har været flere af den slags gunstige tidsrum. Den næste periode med højere temperaturer kom knap 1000 år senere og førte bl.a. til opblomstringen af Romerriget, hvor civilisationen bredte sig til et uhørt stort område af Europa og Nordafrika.

Derefter gik det desværre galt igen. Klimaet blev koldere fra år 400 og fremefter, Romerriget faldt og store dele af Europa sank ned i Folkevandringstidens barbari. Først med Middelaldervarmen omkring år 1000 blev det igen varmere og mere gunstigt for udviklingen af menneskehedens samfund.

Så klimaet har varieret gennem tiderne, og den globale temperatur har været alt andet end stabil. De ovennævnte perioder med kulde og varme kan genfindes talrige steder i resten af Verden.

Visse dele af klimaforskningen er selvfølgeligt godt klar over, at det forholder sig således. Anthony Watts fra WUWT har gravet et eksempel frem på en artikel, K. Power et al., hvor man kigger på situationen efter 1200 f.Kr.

Selve forskningsarbejdet er næsten 100% baseret på computermodeller, hvor man har forsøgt at simulere vejr og klima for 3200 år siden. Man er meget stolt af sin model, og for at sikre sig, at den simulerer virkeligheden korrekt, sammenligner man modellen med en anden model:

Vi efterprøver først brugen af EC-Earth3-Tr8K ved at sammenligne dens resultater vedr. nedbør med, hvad der fås fra MPI-ESM1.2-Tr8K, et sideløbende eksperiment vedrørende samme tidsperiode, og som bygger på MPI-ESM1.2-modellen. Den stærke overensstemmelse mellem de to simuleringer bekræfter, at de klimamønstre, vi har fundet, er troværdige og ikke bare tilfældige resultater. der kommer fra EC-Earth-modellen.

Så er vi mere rolige. Selvom det selvfølgeligt også kan forholde sig således, at begge modeller rammer lige meget ved siden af, baseret på de samme fejlagtige antagelser.

Men artiklen konkluderer, at der er tale om betydelige udsving i både temperatur og nedbør i de 4500 år før år nul, jfr. fig. 1. Det harmonerer jo ikke så godt med hockeystav-filosofien.

Fig. 1: Fortidens klima i hhv. Balkan, Tyrkiet og Levanten, fra 4500 f.Kr. til år nul. Øverst nedbør, nederst temperatur.

Forfatterne redder dog situationen ved til sidst at tale om, at forholdene for 3200 år siden kan være et varsel om den nærmeste fremtid i lyset af de nuværende klimaændringer. Det skal der naturligvis forskes mere i.

Men tilbage står, at klimaet også før 1850 varierede meget – og det havde ikke noget med CO2 at gøre.

Del på de sociale medier

6 Comments

  1. peter schoubye

    Lad mig supplere: Iskernemålingerne på Grønlands indlandsis af temperatur giver nok det bedste vidnesbyrd om, hvordan temperaturen og CO2 i atmosfæren har svinget i de sidste 12.000 år. Temperaturen har i flere gange været op til 2-3 grader højere end i dag. Uden tegn på, at det f.eks. har standset Golfstrømmen.
    Jeg mener, at den nuværende varmeperiode godt kan være forventet opvarmning af naturlige årsager (med et mindre bidrag fra CO2-stigningen) efter varmeperioden for 800-1000 år siden og den efterfølgende “lille istid”, der tilfældigvis sluttede lidt før den menneskeskabte stigning af drivhusgasser i atmosfæren. Se http://www.climate4you.com.

  2. Knud Larsen

    Tak, det er godt at blive mindet om det igen!
    Det kan åbenbart ikke ske for tit.

  3. DMI er blevet utrolig gode til at sige noget om vejret en uges tid frem.
    Men dette har intet at gøre med udviklingen i klimaet.

  4. Oudrup Lars

    Så en udsendelse om Danmark i sten- og bronzealder på DRTV. Her blev det nævnt at i bronzealderen var klimaet for mennesker meget gode og det var 2 gr varmere end nu. Så nogen på DR ved noget – men desværre ikke vejrjournalisterne.

    • Dines Petersen

      Det er ikke vejrjournalister, der er vejrprofeter.

    • Martin Dalgaard Gosvig

      Fik de virkelig lov til og udtale der var 2 grader varmere dengang for diktaturet??
      Det var nemlig en guld alder –
      Hver gang temp har været høj var det en god periode og når temp faldt var der emperier som kollapsede og hungersnød.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*