Klima i Medier, Klimarealisme i medierne, Opdaterede Temperaturer

Accelererende opvarmning

Berlingskes journalist Lars Henrik Aagaard har igen begået et af sine farverige indlæg vedr. klimaet. Denne gang drejer det sig om den globale opvarmning, hvor nye videnskabelige resultater fra Potsdam Instituttet for Klimaforandringsfølgeforskning (PIK) konkluderer, at temperaturstigningen er accelererende.

Det er ikke nogen helt ny artikel fra PIK, den udkom i marts måned, og vi har omtalt den her. Den er skrevet af velkendte Stefan Rahmstorf og en medforfatter. Nu er der dukket en ny omtale op i noget, der hedder Science Daily, og her finder vi grundlaget for Aagaards rablerier:

Vindmøller snurrer, og skove af solceller rejser sig: Alligevel går verdenstermometeret i vejret med uhørt hast
Opvarmningen går nu så stærkt, at det forbløffer forskere. 
Der er nemlig en anden … endnu mere bekymrende historie om nutidens globale opvarmning.
Den lyder, at opvarmningen i disse år tiltager med rekordfart.
Den accelererer ganske enkelt – på trods af alle elbilerne og den massive vækst i grøn energi fra vindmøller og solceller verden over.
Men nu har et hold af tyske forskere fundet – som det hedder – »den første statistisk signifikante evidens for, at planetens langsigtede opvarmningstakt accelererer«.
Det indebærer, at de er mere end 95 procent sikre i deres sag. 98 procent, for at være helt præcis.

Nu beskriver Aagaard den anvendte metode, hvor Rahmstorf & Co. har filtreret diverse effekter på temperaturen fra, f.eks. El Niño og La Niña, vulkanudbrud & Solens aktivitet. Herved får man nogle mere ”rene” kurver, og her kan man så kigge efter en evt. acceleration. Aagaard:

Efter at alt dette er trukket fra i det store klimaregnestykke, står man tilbage med den dystre konklusion, at speederfoden på global opvarmning er trykket mere i bund end nogensinde før.

Efter dette pragtstykke af dansk formulering henter Aagaard derpå udtalelser fra nogle af de sædvanlige cirkusheste. Først Eigil Kaas:

»Når man ser på, hvor hurtigt temperaturen faktisk stiger i disse år, kan det udmærket blive endnu mere end 2,8 grader.«
»Jeg er bekymret på menneskehedens vegne, og jeg er bekymret på naturens vegne,« siger Eigil Kaas om klimaudsigten for de kommende år og årtier. Og han tilføjer:
»Jeg forstår ikke, hvorfor verden ikke handler mere, end den gør. Advarslerne har lydt i mange år. Nu får vi for alvor konsekvenserne at mærke.«

Der fik vi lige behovet for hurtig grøn omstilling og ”netto-nul” med i historien. Næste kommentar er fra super-alarmisten Bill McGuire:

.. han mener, blandt andet på baggrund af det nye studie, at vi allerede i 2050 må imødese »en katastrofal temperaturstigning på tre grader«.
Endvidere mener han, at klodens temperatur nu stiger hurtigere end på noget andet tidspunkt i Jordens milliarder af år gamle historie.

Fig. 1 gengiver fem forskellige kurver fra Rahmstorfs artikel, den viser temperaturændringerne pr. tiår, på basis af kurverne fra fem udbydere. Kurverne er ”renset” og opdelt i intervaller à 10 år, og nu kan man tydeligt se, at de seneste ti år skiller sig ud fra resten, her er temperaturstigningen klart højere. Ergo er der tale om acceleration.

Fig. 1: “Rensede” kurver fra fem udbydere af globale temperaturer. De lodrette skalaer er stigningen i grader celsius pr. årti. De blå trappeformede kurver er gennemsnittene over tiårige perioder.

I Science Daily kan man vedr. forskningen læse følgende resumé:

Den globale opvarmning synes at have skiftet op i et højere gear. Efter at have fjernet effekter af El Niño, vulkanudbrud og Solens cyklusser, fandt forskerne, at planeten er blevet opvarmet med 0,35oC pr. årti over de seneste ti år, i sammenligning med lige under 0,2oC pr. årti fra 1970 til 2015. Den acceleration, der bliver synlig omkring 2013-15, blev iagttaget i fem store globale temperaturdatasæt med mere end 98% statistisk sikkerhed.

Om selve den benyttede metode skriver Science Daily:

For at konstatere om opvarmningens hastighed havde ændret sig siden 1970-erne, brugte forskerne to statistiske metoder. Den første var en kvadratisk tendens-analyse, der tjekker om temperaturkurven bøjer opad over tid i stedet for at stige i et jævnt tempo.
Den anden metode er en stykvis lineær model. Med denne fremgangsmåde opdeles temperaturkurven i adskilte perioder, og herved ser man hvornår opvarmningshastigheden ser ud til at ændre sig. Begge metoder underbygger konklusionen at den globale opvarmning har accelereret.

Det nævnes, at arbejdet udelukkende er statistik på de kendte kurver, der gøres ikke noget forsøg på at finde ud af, hvorfor der er en acceleration. Det nævnes dog, at fænomenet er inden for rammerne af hvad klimamodellerne kan simulere.

Og til sidst citeres Stefan Rahmstorf for at temperaturen kan ryge permanent over de 1,5 grader inden 2030, hvis ikke vi straks gennemfører den grønne omstilling.

På hjemmesiden ClimateRealism tager Anthony Watts hele sagen ved vingebenet. Watts skriver:

Der er ikke nogen troværdige beviser på, at opvarmningen af Jorden pludseligt er accelereret. I stedet ser det her ud til at være en øvelse med statistisk manipulation, der bygger på klimamodel-antagelser, som bliver fremlagt, som om de var opdagelser baseret på målinger.

Watts citerer Rahmstorfs sammenblanding af global opvarmning og grøn omstilling og bemærker hertil tørt:

Videnskab og politisk propaganda er ikke nogen overbevisende kombination.

Om ”rensningen” skriver Watts:

Den påståede acceleration viser sig kun efter, at forfatterne ændrer på de målte data. Science Daily præsenterer dette, som om forskerne har opdaget et nyt fysisk fænomen. Det har de ikke. De har skabt et nyt statistisk produkt.

Watts påpeger, at hvis fremgangsmåden skulle have nogen værdi, skulle man også have kigget på tidligere historiske temperaturmålinger. Han fortsætter:

Artiklen indrømmer, at den formodede acceleration ikke kan ses statistisk på de urensede tal. Kun efter at have fjernet, hvad forfatterne kalder naturlige variationer, kan man se en acceleration.
Det rejser et indlysende spørgsmål: Hvis accelerationen af temperaturen er så åbenbar, hvorfor skal den så først udtrækkes matematisk ved statistiske metoder?
Endnu mere afslørende er forfatternes indrømmelse senere hen i artiklen. Deres ”rensning” for El Niño, vulkanudbrud og Solens indflydelse er ”baseret på erfaringer, men kun tilnærmet og uperfekt,” og de erkender, at indflydelsen af den kraftige El Niño i 2023-24 måske ikke er blevet helt fjernet.

Watts tager fat i påstanden om, at klimamodellerne godt kan simulere den kraftige acceleration. Modellerne er jo kunstige beskrivelser af Verden, og hvis man kommer med resultater, der delvist er baseret på modellerne og derefter vurderer deres troværdighed ved hjælp af modellerne, så ender man i en solid cirkelslutning. Modelresultater er ikke målte resultater, og derfor har deres værdi stærke begrænsninger.

Watts foreslår, at man i stedet tager fat i temperaturkurverne. Berlingskes artikel var illustreret med diagrammet vist her som fig. 2. Her ser man, hvordan de seneste temperaturer er de højeste nogensinde. Det er imidlertid en kurve, der stopper for ca. 2 år siden.

Fig. 2: Udviklingen i den globale temperatur siden 1880. Fra NOAA og gengivet i Berlingske

Watts har en mere ajourført udgave, se fig. 3, her ser man, hvordan der var tale om en top, og at temperaturen faldt noget efterfølgende, hvad vi jo også har set på Roy Spencers månedlige bidrag.

Fig. 3: Den globale temperatur fra 1880, men denne gang ført helt op til sommeren 2026

Som vi tidligere har været inde på, er der reelt tale om en top i 2023-24. Årsagen til den kendes ikke præcist, men en mulighed, som Rahmstorfs artikel ikke nævner noget om, er Hunga Tonga-udbruddet i 2022. De store mængder vanddamp, der blev slynget helt op i stratosfæren kan have haft en betydelig effekt på skydækkets udbredelse. Hvem ved? Men nogen langsigtet effekt af drivhusgasser er der næppe tale om.

Watts slutter af med nogle visdomsord:

Videnskaben kommer fremad gennem iagttagelser og målinger, der kan eftergøres uafhængigt, ikke gennem mere og mere avancerede metoder til at massere eksisterende datasæt, indtil de giver de ønskede resultater. Når en hævdet acceleration kun viser sig efter omfattende justeringer af flere faktorer og derefter bliver fejret, fordi den stemmer overens med klimamodellers forudsigelser, så er det ikke kun passende at være skeptisk – det er helt afgørende. Hertil kommer, at der ikke er nogen som helst beviser i artiklen for, at et mindre forbrug af fossile brændstoffer vil ændre på temperaturudviklingen på kort eller længere sigt, uagtet at statistisk rensning og manipulationer kan vise en nedgang som ønsket af forkæmpere og forskere, bare data bliver masseret nok.

Ja, reelt er der ikke tale om forskning med nogen som helst værdi. Som så meget andet fra Rahmstorfs hånd er der tale om ren politisk agitation baseret på en tro.

Del på de sociale medier

5 Comments

  1. Ingrid Schmall

    1) Der Hunga Tonga hat 2022 das starkste klimawirksame Gas, das Wasser bis hoch in die Stratosphäre geschleudert. Über Schwefelanteile war bisher nicht die Rede.
    2) 2023 hatte die Nordhemisphäre ein astronomisch- sonbensystemgravitationsbedingtes Maximum in der Empfängerposition für Sonnenstrahlung. Bei gleicher Einstrahlung wird jetzt und die nächsten Jahre weniger Energie empfangen.

  2. Børge Krog

    Har kigget lidt på sagen og hentet de nyeste data fra de 5 datasæt ( NOAA, NASA, HadCRU5, Berkeley og ERA5 ).
    Disse 5 datasæt har jeg “homogeniseret” ved at “oversætte” dem til den samme reference periode, 1981-2010, og lagt ind i mit regneark.
    Resultatet bliver dette :
    https://www.dropbox.com/scl/fi/xso67rg6tn6038k5eem7g/accel1.png?rlkey=mjdpltgntk87tw08h6wnrpan0&dl=0
    Og det kan vel være lidt svært at se, hvad man kan få ud af det!
    De fem grafer ser jo ud til at overlappe hinanden i en sådan grad, at man næsten skulle tro der eksisterede en stor verdensomspændende sammensværgelse af onde klimaforskere der er blevet enige om at “male fanden på væggen”. Men der foreligger jo da også muligheden for at det bare er den samme virkelighed der analyseres af fem forskellige uafhængige ( måske? ) organisationer.
    Det kunne måske være en ide at lave 5-års LOESS-smooth på disse 5 datasæt :
    https://www.dropbox.com/scl/fi/0qg1szvoxvtb7y5saz81k/accel2.png?rlkey=9f5o334szc6qdkg5prs10m0mz&dl=0
    Det hjalp lidt på overskueligheden, men det besvarer jo ikke lige spørgsmålet om hvorvidt her er tale om en accellererende stigning eller ej, det kunne jo godt se sådan ud.
    For at komme nærmere et fyldestgørende og utvetydigt svar, har jeg lavet 360 måneders “Least Square”-beregninger på samtlige datasæt, startende fra året 1940 ( startåret for ERA5 ), og derfra beregnet månedsvis stigning pr årti.
    For eksempel vil den første beregning på datasættet fra NOAA lyde på perioden fra Januar 1940 til december 1969, 30 år eller 360 måneder, som så registreres for januar 1970. Resultatet viser en stigning på –0,043/årti, altså faktisk en faldende tendens til at starte med.
    Tilsvarende beregninger laves for alle datasæt gennem hele perioden, og resultatet ses her :
    https://www.dropbox.com/scl/fi/05btef0yo8pu28fzuhv5p/accel3.png?rlkey=mp0je0t4mqshalcoial6kteiz&dl=0
    Jeg synes faktisk det ser ud som om der siden 2015 har været “en stigende stigning”, altså en acceleration!
    Jeg har også lavet tilsvarende på de to satellit-datasæt fra hhv. RSS og UAH :
    https://www.dropbox.com/scl/fi/xg3fu8xz48yayrhxczooa/accel4.png?rlkey=o4v7zr2fsunpo9lbo7ey8rnfn&dl=0
    Og her synes jeg igen det ser ud som om vi kan tale om acceleration,men da resultatet kun bliver en 18-års periode fra 2009-2026, holder jeg denne adskilt fra de øvrige.
    Jeg synes dog det er interessant at bemærke den kortvarige “opbremsning” fra 2022 til 2023. Kan det hænge sammen med Hunga Tonga, eller er det bare en tilfældighed?
    Det samme kan jo også observeres på graferne fra de øvrige datasæt. Kan det mon tænkes at svovldioxid udslip fra Hunga Tonga faktisk nærmere resulterede i en kortvarig opbremsning af temperaturstigningen?
    Jeg spørger bare!

    • Søren Hansen

      Det interessante er jo, at Rahmstorf et al. selv påpeger, at de rå temperaturdata ikke viser nogen acceleration.

      • Børge Krog

        Jeg synes ikke det er det Rahmstorf et al. siger.
        De skriver i indledningen :

        Recent record-hot years have caused discussion over whether global warming has accelerated. Previous analysis found acceleration (i.e., increase in warming rate) has not yet reached a 95% confidence level, given natural temperature variability. We remove the estimated influence of three main natural variability factors: El Niño, volcanism, and solar variation. The resulting adjusted and thus less “noisy” data show that there has been acceleration with over 98% confidence, with faster warming over the last 10+ years than during any previous decade.

        Det forstår jeg derhen, at den acceleration tidligere studier har påvist ikke har kunnet tilfredsstille 95% confidence kriteriet, hvilket Rahmstorf et al. så forsøger at råde bod på ved at “rense” data for naturlige variationer som sol-cykler, Ninö, vulkanudbrud.
        Jeg synes min “30-års Least Square” nærmest automatisk renser for naturlige udsving, men bevares!
        Og Anthony Watts udtalelse :

        Der er ikke nogen troværdige beviser på, at opvarmningen af Jorden pludseligt er accelereret. I stedet ser det her ud til at være en øvelse med statistisk manipulation, der bygger på klimamodel-antagelser, som bliver fremlagt, som om de var opdagelser baseret på målinger.

        holder altså bare ikke!
        Min “analyse” viser altså, at der er god grund til at tale om accelererende stigning, selv uden at “fifle” med dataene.
        Det Rahmstorf et al. så har gjort er, at de har fundet et resultat der ( efter deres mening ) er 98% sikkert.
        Og det er vel så lidt mere end 95%, hvis det da ellers kan bruges til noget!

        • Søren Hansen

          Rahmstorf et al. skriver selv i deres Sammendrag i Klarsprog følgene:
          “Recently, however, scientists have started to debate whether global warming has accelerated since then. It is difficult to be sure of that because of natural fluctuations in the warming rate, and so far no statistical significance (meaning 95% certainty) of an acceleration (increase in warming rate) has been demonstrated.”
          Hvis man skal udtale sig om noget, baseret på statistik, skal man over 95%-konfidensintervallet. Alt under tæller ikke. Springet fra 95 til 98% er statistisk set stort, selvom det ikke ser sådan ud.
          Så Anthony Watts har ret i sine betragtninger.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*