Debatindlæg, Klimarealisme i medierne

Kirsebærplukning

Kirsebærplukning, eller på engelsk Cherry Picking, er et velkendt begreb inden for klimadiskussionerne. Argumenterne på begge sider bygger jo i vid udstrækning på data, og dem er der mildt sagt mange af ude i æteren. Der er rig lejlighed til at udvælge de data, der passer til éns synspunkt, så man kan overbevise sig selv og modparten om, at man har ret.

Det forekommer ofte, at klima-alarmister beskylder modparten for kirsebærplukning, det er en fin måde at lukke diskussionen på. Det skal da heller ikke nægtes, at klimarealister nok en gang i mellem forfalder til at misbruge data på den måde, men alarmisterne, der jo har en sag, som de brændende kæmper for, er storslemme i den retning. Det gælder ikke bare menigmand på de sociale medier, men i høj grad også journalister og sågar videnskabsfolk, der ellers burde vide bedre. Men igen, troen på den tilstundende klimakrise er så vigtig, at man nogle gange må se bort fra den slags smålige hensyn.

Vi lægger ud med et oplagt eksempel på fænomenet, her i en diskussion på Facebook vedr. elpriserne i Danmark. Spørgsmålet er, hvorvidt en større andel af sol og vind i elforsyningen giver højere eller lavere priser:

… gasprisen er steget voldsomt: [den] gik fra cirka 70 til over 340 euro per MWh i 2022, og elprisen fulgte med.
Og hvis mere vind gjorde strømmen dyrere, burde vi kunne se det. I 2025 dækkede sol og vind 58 procent af forbruget, og gennemsnitsprisen blev den næstlaveste i fem år.

Det er jo ofte gaskraftværkerne og deres omkostninger, der bestemmer timeprisen på strøm, idet gaskraftværkerne kommer ind som sidst valgte leverandør, og deres priser er så gældende for den pgl. time. Så det kan forekomme indlysende, at hvis elpriserne er steget i de seneste år, så er det en følge af gasprisens himmelflugt.

Men hvorfor stopper skribenten ved 2022? Det fremgår klart af fig. 1, hvor man ser, hvordan prisen toppede helt vildt i 2022, det hang naturligvis sammen med Ruslands overfald på Ukraine. Efterfølgende kom gasprisen ned igen, og lå langt under 100 € i årene 2024-25. Så her er der ikke nogen god forklaring mere.

Fig. 1: Naturgasprisen i EU, 2017-2026, i euro/MWh. Kilde: Trading Economics

Elprisen i 2025 blev den ”næstlaveste” i 5 år. Hvad betyder det? Igen må man se på statistikken, jfr. fig. 2, og her er det tydeligt at det igen er toppen omkring 2022, der forstyrrer billedet. Mere retvisende må man sige, at 2025, sammen med 2023 og 2024, generelt tegner et billede af priser, der er dobbelt så høje, som de var i gennemsnit før 2020.

Fig. 2: Årlig gennemsnitspris på strøm i Danmark, 2010-2025, uden takster, afgifter og skatter.

Men oplysningerne i ovenstående citat er jo korrekte nok, de er bare groft vildledende, netop pga. kirsebærplukningen.

Ideen med ”næst”-et-eller-andet optræder i øvrigt også i DMI’s rapporter om den arktiske havis, her minimumsudbredelsen om sommeren:

Havisens sommerminimum i september 2025 lå på 5,15 mio. km², hvilket er det 15. laveste og under gennemsnittet, men ikke rekordlavt.

Det ”15.-laveste”, som er temmelig langt fra bunden, jfr. fig. 3. Det vil sige at nr. 3 i et cykelløb med 50 deltagere kan beskrives som 48.-sidst? Fig. 3 viser i øvrigt det efterhånden velkendte billede, at udbredelsen af havisen har svinget meget, men været stort set uforandret i de seneste godt 20 år, men det må man naturligvis ikke sige, det er kirsebærplukning, da man skal have mindst 30 års data.

Fig. 3: Udviklingen i den arktiske havis’ minimumsudbredelse 1979-2025, i mio. km2. Man ser den noget misvisende rette linje gennem punkterne, hvor der reelt er tale om en uforandret udbredelse de seneste knap 20 år. Fra Polar Portal

Den regel gælder dog ikke, hvis man befinder sig på den anden side af plankeværket, som vist på fig. 4, hvor man gladelig plukker 10-årige måleserier ud af en kurve, der har normale svingninger overlagt en jævn stigning. Her er der endda tale om satellitdata, hvor man ved, at skift fra én satellit til den næste medførte nogle spring i målingerne.

Fig. 4: Udviklingen i havniveauet, 1993-2023, med årlig stigning for 10-årige perioder indtegnet. Kilde: Disinfocheck

Og så kan vi jo slutte med et forholdsvis nyt mesterstykke udi kirsebærplukning, som vi allerede har omtalt her. Fig. 5 viser, hvordan den globale opvarmning er ”accelereret”, det ser man ved at temperaturstigningen pr. årti pludseligt tager et gevaldigt hop fra 2014 og fremefter. Så igen kigger vi på en tiårig periode – og som det fremgik af vores tidligere omtale, kommer det hele af temperaturspidsen i 2023-2024, som tydeligvis ikke kunne have meget med et støt stigende CO₂-indhold i luften at gøre.

Fig. 5: Ændring i global temperatur i grader celsius pr. årti. Den blå kurve er en retlinet kurve, periode for periode.

Men når almuen, medierne og politikerne skal overbevises om, at der er en ”klimakrise”, så gælder alle kneb. Det er tydeligt nok.

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*